Øremærket barsel til mænd er løsningen på alt ondt!

Barselsorlov-babyklar

Det gør de ikke!

Nej, det gør de ikke!

Jo, da!

Det gjorde de så!

“Regeringen dropper øremærket barsel til mænd” skriver Politiken den 4. september 2013. Det bliver derefter bekræftet, at regeringen i stedet vil indføre en skattefri bonus på 100 kroner om dagen til de familier, hvor begge forældre holder mindst seks ugers orlov.

100 kr. skattefrit!

Om dagen!

For fanden, det er fantastisk!

Altså især, hvis man betaler topskat og ikke har kunnet få nok fradrag med sin kæmpe pensionsopsparing. Det er genialt!

Hvad siger du? Barselsbonussen kan modtages i op til 12 uger! En maksimal bonus på 8400 kroner? Meeeeen aaaaltså, det er bare snart jul eller hvad?

Der er ikke nogen tvivl om, at hvis jeg betalte topskat, havde et vildt spændende job med en ordentligt sjat penge, der landede på min konto hver måned og i forvejen havde det lidt svært med at skulle tage barselsorlov væk fra kollegerne, så vil jeg med kyshånd tage imod regeringens initiativ og…

… blive på arbejdet!

Det er åbenbart ikke kun en forestilling, jeg har. Det barselsudvalg, som regeringen selv har nedsat, påpeger i en rapport, at en skattefri bonus til forældre, der deler barselsorloven mere ligeligt mellem sig, ikke har haft nogen effekt i Sverige.

Thank you SWEDEN!

Jeg er sur!

Jeg er i chok!

Hvad bilder vores regering sig ind?!?

Jeg kan nævne en stribe problemer, der vil svinde ind til latterlig størrelse den dag, der er lige barsel mellem mænd og kvinder. Nogle problemer som allerede blev nævnt i pensum, da jeg gik i gymnasiet i 1985! Så kom dog ind i kampen og få indført øremærket barselsorlov til mænd.

Jeg tager kampen op!

Jeg mener, at lige barsel mellem mænd og kvinder vil gøre at:

1. Kvinder og mænd vil være lige lang tid væk fra arbejdsmarkedet. Risikoen for at miste sin medarbejder vil endelig være lige stor, uanset om det er en mand eller en kvinde. Jeg kan ikke forestille mig nogen anden eller bedre måde at tvinge arbejdsmarkedet til at administrere ligeløn for kvinder og mænd.

2. Alle kvinder vil være ligestillet med mænd i deres karriere, og det kan kun ende mere flere kvinder som professorer på universitet, på topposterne og i bestyrelser.

3. Mænd vil komme ind i kampen og tage sig af deres børn nærmest fra starten, og rollefordelingen vil derefter være mere lige i hjemmet.

4. Der vil være færre skænderier om huslige pligter derefter, fordi både manden og kvinden vil have prøvet at være fuldtidshjemmegående.

5. Endelig vil langt færre kvinder forlade deres mænd under graviditeten eller i den første periode efter fødslen, fordi de pludseligt ikke kan være næsten sikre på at få forældremyndigheden over barnet, når de står i statsforvaltningen eller foran dommeren.

Det er klart, hvis en mand tager sig af sit barn fra det er seks måneder til det er et år gammel, så vil barnet være stærkest knyttet til ham i den periode og lidt efter. Det tror jeg, vil få en del kvinder til at tage separation mere alvorligt, fordi risikoen for at ende som weekendmor pludseligt vil være meget større.

Og færre separationer, giver færre omkostninger for kommunerne. Hurra!

Jeg kan ikke få armene ned!

Jaaaa, men jeg kan se du rynker på næsen.

“Du glemmer vist, at det ikke er alle mænd, der kan og vil finde ud af det. Nogle vil slet ikke kunne klare det,” siger du.

Måske. Men måske kunne man starte med at give dem nogle kurser og følge op løbende, så der er en god mulighed for at spotte, hvilke mænd der tidligt svigter deres børn. Jeg går ikke ind for den store Big-Brother registrering af alt, men når det gælder børn, er jeg parat til at gå langt.

I sidste ende tror jeg, at det vil spare samfundet for mange penge på langt større problemer som kriminalitet, børn der dropper ud af skolen, forældre der er alkoholiker osv.

Du rynker stadig på næsen.

“Et barn skal da ikke tages væk fra moren, når det kun er seks måneder!” tænker du.

Måske.

Et barn kan godt spise grød og mos, når det er seks måneder. Det kan godt klare at vente på amning til lidt senere. I de allerfleste lande i verden er barselsorlov for kvinder et eller andet sted mellem 12 og 28 uger. Så en barselsorlov på 52 uger for moren er ikke noget, der er hugget i sten. Det er et valg, vi tager sammen, som samfund.

Læs mere her

Jeg er godt klar over, at nogle undersøgelser viser, at børn bliver sundere og lever længere, hvis de bliver ammet længere. Det kan godt være, at fordelingen skal være en lidt anden end 50-50. Men vi skal huske, at kvinden stadig kan amme morgen, eftermiddag og aften.

Jeg synes, at det er på tide, at vi prøver noget nyt og mere radikalt!

Jeg er i hvert fald ikke bange for det.

Og du?

Hvad synes du vil være den bedste løsning for dig?