Det hemmelige barn…

IMAG1737-1Det lyder som starten på en roman – men det er det bare ikke – det er nemlig historien om min søn. En hemmelighed, jeg ubevist har gået og fortiet i over et år! Men nu er tiden kommet til, at sandheden skal frem. Og i, kære Min-mave læsere, i er inviteret med på første parket.

Der har været vindstille på min blog den seneste måned. Det er fordi, at den 1. marts modtog jeg brev fra Statsforvaltningen om, at faderskabssagen nu gik videre til retten, da faderen ikke har reageret på om han ville medvirke til en retsgenetisk test, en test han ellers selv har forlangt flere gange skulle tages. Det blev deadline for et års “æden store kameler”, personlig syndebuk, og blot tagen imod lort uden at forlange og/eller kræve noget af faren. Det var den dag, tiden var inde til at komme ud af busken og fortælle sandheden om det ellers hidtil hemmelige barn…

Sagen er den, at far har 2 piger på 5 år med sin ekskone, og lever nu i et forhold med en ny kæreste han har truffet efter mig.

I april 2015, knap 3 måneder inde i min graviditet konfrontere jeg faren med, at han har fået hans kammerat til at tjekke mig. Det ved jeg eftersom, at en klassekammerat til mig, kan meget specifikke detaljer om faren og om at jeg er gravid med hans barn – hvilket ingen vidste på det tidspunkt! Han benægtede blankt, at han skulle have gjort det, hvilket jeg godt vidste var løgn da jeg ikke havde fortalt en levende sjæl noget som helst. Her afslørede han, at han havde fået en ny kæreste. Og i samme forbindelse nægtede han, at fortælle hende om barnet “for jeg havde jo alligevel lovet at skrive ukendt fadder”. Det har jeg ALDRIG, på noget tidspunkt lovet! Det er en idé han fra start har haft om, at jeg ville. Og til sidst tror jeg, at han er blevet ved med at sige det – for at jeg skulle tro at jeg havde lovet det. Men nej, det har aldrig været på tale da det er fuldkommen forkert i min optik, og mit barn fortjente at vide hvem dets far er.
Det vil sige, at han allerede her (inden de faktisk er gået ind i et forhold, de var nemlig ikke kærester på det tidspunkt) har valgt at bygge deres forhold på en løgn, og holde hende for nar, og det barn jeg bar, hemmeligt.

Tiden går… Vi taler ikke sammen, jeg har ingen forventninger til faren – ej heller forlanger jeg noget af ham.

Den 17. oktober 2015 skriver han så til mig, hvilket også er den dag jeg bringer vores søn til verden.
Få timer efter fødslen modtager jeg en besked på facebook. Og jeg har en underlig fornemmelse i maven, inden jeg overhovedet ved hvem det er der har skrevet og tænker det er nok *farens navn*. Og det var det sørme!

Han skriver; Citat “Nu er der nok en som hedder *Ny kærestes navn* som skriver til dig, det er min kæreste som vil høre om det er rigtigt at jeg skal være far til dit barn, har sagt at jeg ikke skal have noget med det barn at gøre, og skal heller ikke se det. Har os sagt at der ikke er længe siden du har skrevet at jeg skal være far, så vil du ikke gøre mig den tjeneste og sige det, her pænt”.
Det var den HÅRDESTE besked lige at få smidt i hovedet 3-4 timer efter jeg havde født. Mine forældre havde lige så lige forladt mig på barselsgangen, og jeg var HELT alene med en nyfødt søn, som jeg havde svært ved at tage til mig i starten.

Jeg skriver, at jeg lige havde født og derfor ønskede mig frabedt om at hun skrev nu – eller at hun overhovedet skrev.
Han kunne hverken spørge ind til os, om fødslen var gået okay? Eller et simpelt tillykke med vores søn. Nej KUN at han ikke skulle have noget med barnet at gøre eller se det. Men om jeg ikke liiiiiiiiiige kunne gøre ham den tjeneste, at lyve for hans nye kæreste om at han først lige havde fået det at vide. Han havde vidst det lige siden den 31. januar 2015, som var nogle måneder før de overhovedet mødtes!

Jeg prøver, at holde sammen på mig selv efter jeg har modtaget de beskeder, og samtalen nu er ovre. Kigger ind i et spejl ved vasken der er ved siden af min seng. Jeg kan godt se at mine øjne er røde og klumpen i min hals bare vokser og vokser. Jeg har lige mødt min sidekammerat og hendes partner 1 – 1,5 time forinden. Det er 2 utroligt rare mennesker, (alle beskederne modtager jeg midt under aftensmaden) og manden er venlig at spørger om han skal tage min bakke med ud eller om jeg ikke var færdig for jeg havde næsten ikke rørt maden? Jeg kigger op på ham og prøver, at sige “tak”. Han ser mine øjne der er belagt med gråd, som jeg ellers havde holdt skjult indtil nu. Han ser på mig og spørger om han ikke lige skal hente en sygeplejerske, og besvare selv hans spørgsmål med “det gør jeg!”. Ind kommer han lige efter, og siger til mig – “Ja, det er hårdt og man er meget berørt efter sådan en fødsel”. Jeg nikker til ham, og tænker for mig selv “Ja, du skulle bare vide hvad jeg faktisk er ked af 🙁 ”

Der kommer så en sygeplejerske ind og spørger til mig, hvor jeg fejer det hen og spørger om hun ikke lige vil passe på min få timer gamle baby, imens jeg går på toilettet. Det vil hun, og jeg går ud. Når lige at låse døren inden jeg går i brædderne og hyler som en Tude-Marie af anden dimensioner. Sidder midt på et kæmpe badeværelsesgulv, som er koldt og vådt, og tuder bare løs for fuld smadder. Jeg føler, at hele verden vælter for mig. Og værst af alt? Så føler jeg, at den baby der er inde i rummet ved siden af, som kun har mig – den kan jeg ikke være der for.

Han ødelagde hele fødslen med min søn – jeg har ingen gode minder fra den dag. Ikke engang glæden over, at han kom til verden – for den følelse havde jeg ikke fra start af. Og da jeg ellers lige var ved at begynde at acceptere ham, så ødelagde hans far ALT om den dag.

Jeg gjorde det jeg skulle – tog mig af ham, så på ham. Og ja – synes da at han var sød? Men den store forelskelse i mit nye barn? Den kom ikke, det var spoleret. Det skammer jeg mig over den dag i dag. Hvorfor kunne jeg lade mig påvirke sådan? Hvorfor kunne jeg ikke bare være så ligeglad og bare fokusere på min søn? Hvorfor? Åhhhh det piner mig, og tårerne triller ned af min kind imens jeg skriver dette.

Jeg var indlagt på barselsgangen i en uge, og det vrimlede med fædre til nyfødte børn. Jeg var den eneste, der ikke var nogle der kom og besøgte (jeg havde naturligvis min mor, far og mormor på besøg imens vi var indlagt), jeg var den eneste der ikke havde en fader til mit barn, der sad der fra 8 morgen til 22 aften. Jeg var den eneste med “et uægte barn”.

Det har aldrig været meningen, at han skulle være der for os – det har jeg vidst og været bevidst om før jeg overhovedet fortalte ham, at jeg var gravid. Det har jeg været afklaret og indforstået med hele tiden. – Og det har jeg da også accepteret og respekteret lige fra start! Så det er ikke noget jeg bebrejder ham for. Men jeg bebrejder ham for at være så egoistisk, at skrive den dag jeg føder med hans egen agenda for øje. Skrive at han aldrig skal have noget med barnet at gøre, men lige bede mig om, at gøre ham den tjeneste. Og at han så ikke engang kan ønske tillykke med hans egen søn? Det, dét tilgiver jeg ham ALDRIG!

Jeg høre ikke fra ham, og kontakter ham heller ikke…

Ikke før han skriver til mig i starten af december omkring faderskabssagen. Nå ja, hvorfor ikke? Det er lige den dag vi er flyttet i vores første lejlighed sammen, min søn og jeg. Og igen er mine forældre lige gået, så vi er helt alene igen da han skriver. Hvilken timing den mand har! Hvilken timing…

Han skriver, at inden han skriver under på nogle papirer skal han have taget blodprøver hvis jeg påstår, at han er faren. Jeg spørger om han ikke har modtaget brev fra Statsforvaltningen, da han skrev efter tidsfristen på tilbagemeldingen, på brevet, var overskredet.
Jo, det har han, på hans e-boks!
Hvor jeg tænker “Jamen hvorfor skriver du så til mig? Der står jo alt du skal bruge?”.
Jeg er så siden kommet til den konklusion at han må have skrevet, bare for at tage kontakt til mig/os, nu muligheden bød sig.
Han skrev samtidig også – Citat “Hvis jeg skulle være faren, så skal du og barnet aldrig opsøge mig! Og jeg opsøger heller ikke jer! Skal aldrig se på det!” Hvilket jeg synes er en lidt dobbeltmoralsk udmelding når det jo var ham der igen havde taget kontakt, uden grund? Jeg kunne i hvert fald godt følge Statsforvaltningens anvisninger om testen uden, at spørge ham til råds. Det var mere nærliggende at ringe og spørge Statsforvaltningen, da de helt klart ved mere om disse sager end jeg? Og det er trods alt ham der har børn fra tidligere – ikke jeg. Jeg er helt grøn på det punkt.

Jeg havde kontakt med Statsforvaltningen op til flere gange derefter, for at høre hvordan det gik med processen. Hver gang lød det “Han har ikke skrevet under på, at medvirke endnu”.

Og som nævnt tidligere, den 1. marts, modtog jeg brevet om at sagen gik videre til retten. Det blev hermed også den dag jeg havde fået nok!…

Lige siden jeg valgte at beholde barnet, vidste jeg, at det ville blive en lillesøster/bror til hans 2 andre børn. Det er noget har jeg drøftet med andre, og havde egentlig besluttet mig for aldrig at tage kontakt til moren til disse 2. Det var dog indtil en ældre kammerat fortalte mig, at “det bliver du nødt til”, “de kommer til at hade jer for det, hvis ikke at du gør det!” VI var kommet ind på den snak, i forbindelse med, at jeg snakkede om at jeg vidste de en eller anden dag, når faren døde, så ville de få at vide der altså var en bror/søster mere. Derefter spurgte jeg flere af mine venner og bekendte om hvad de ville gøre? – alle sagde, at de ville vide det hvis det var deres søskende. Der var sågar flere der faktisk selv havde prøvet noget lignende og de hadede deres forældre for det. Så det var klart, børnene skal vide det, når tid er!

Det gjorde jo så også, at jeg skulle tage kontakt til en kvinde der formentlig aldrig havde hørt om mig før? Nu skulle jeg måske ødelægge denne kvindes verden – for hvem ville vide hvordan hun tog det, at der nu var et barn mere med en anden kvinde?
Det viste sig så, at farens nye kæreste allerede havde skrevet til hende samme dag jeg fødte – som også var den dag hun først selv fik at vide han skulle være far til et andet barn. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at tage kontakt til den nye kæreste, da hun aldrig havde skrevet dengang efter fødslen. Men eftersom hun var den der havde blottet hemmeligheden for moren så, så jeg ingen anden udvej end at “come clean” til hende også.

Jeg havde ikke forventet, at snakke mere med hende, andet end at fortælle at han hele tiden havde været klar over det her barn ville komme.
Men da hun så skrev, at det havde de snakket om. Og at han da også havde fortalt “sandheden om mig” – at jeg havde sagt jeg fik en abort, men bare havde valgt at beholde barnet i smug. At jeg var kommet kort før terminen og havde forlangt at han skulle være der for os, FULDT UD! Det fik bægeret til at flyde over!

Aldrig havde jeg bedt ham om noget, aldrig havde jeg forlangt noget – og da SLET IKKE om at han skulle være der for os. (I et forhold med mig og lege far var sådan jeg tolkede det! – Og det er vidst rigtig nok antaget, af hvad jeg har hørt efterfølgende)
Jeg kunne godt læse på hendes jargon, at hun troede på det han havde fortalt hende. Fuck hvor folte jeg mig forurettet! Jeg som aldrig havde forlangt eller bedt ham om noget? Hvordan kunne han tillade sig det! Sikke en behandling når jeg havde givet ham fripas på alt!

Den historie havde han bildt gud og hver mand ind – hans nye kæreste og hele hendes familie. Han har fået alle til at tro, at jeg er sådan en psyko-kælling der bare er utilregnelig. Føj hvor er jeg bare gal over at have givet ham det VILDESTE fripas, og så behandler han mig sådan?! Jeg kunne havde forlangt så meget af den mand, jeg kunne havde ødelagt så meget for ham. Men jeg ønskede jo ikke, at gøre den mand noget ondt! Så det havde jeg selvfølgelig ikke gjort. Og så dum og naiv som jeg er, så har jeg troet, at han i det mindste bare holdte mund omkring mig, som gengæld. Er det meget forlangt?
At det så viser sig, at han tilmed har gået og skabt det her billede af mig, som værende den ondeste, grummeste, ledeste, mest modbydeligste person der kan gå på 2 ben. Åh det hidser mig op! Synes virkelig det er så pisse unfair gjort af ham. Virkelig!

Efter sandheden kom frem, og jeg havde fortalt, at jeg ikke ønskede de skulle gå fra hinanden på grund af dette. Men jeg blot ville have min sti fri og være ærlig da jeg følte jeg jo også havde være med til, ubevidst, at holde hende for nar – valgte hun at gå fra ham.

Det har på intet tidspunkt været min hensigt, selvom mange nok ville synes det var en fed hævn, for det han nu havde gjort. Men det eneste var, at jeg nu ikke længere ønskede at være hans passive syndebuk. Som der aldrig sagde fra, og bare lod sig indfinde med at blive kastet rundt med og lod ham tilsmudse min person uden konsekvens.
– Så fik jeg da nu også skylden for at have ødelagt hans forhold til den nye kæreste, også selvom jeg havde sagt til hende, at jeg håbede de stadigvæk blev sammen, trods alt det her. For jeg ønskede oprigtigt ikke, at de skulle gå fra hinanden, ej heller ikke at ødelægge noget for ham. Jeg ville blot have at han endelig selv skulle stå til ansvar for de ting han sagde og gjorde. (Jeg er så selv af den overbevisning om, at han selv har ødelagt hans forhold. For efter hendes udsagn, så har han flere gange haft muligheden for at være ærlig. Men hele tiden har han fastholdt sin historie – også efter sandheden med beviser var kommet frem. Og det er jo ikke mig, der har taget et bevidst valg om at lyve, i deres forhold? – Det er ham! At jeg så har en andel i, at sandheden er kommet frem, det kan jeg jo oprigtigt ikke stå til regnskab for, da han bare kunne have været ærlig fra start, som han ikke har villet)

Men her stopper Glamour-dramaet ikke… Der gemmer sig flere dirty-secrets. Secrets der gør mig SÅ ked af det og rammer mig så dybt i hjertet!

Den nye kæreste/ekskæreste skrev til mig for 2 uger siden, at hun blot ville informere mig om, at hun havde taget imod brevet fra fogedretten, da faren ikke var hjemme. Hun ville have hendes ryg fri, i tilfælde af han skulle sige han aldrig havde modtaget brevet.

Jeg sagde, at jeg var ked af hvis det var mig der havde ødelagt deres forhold, for det var bestemt ikke min hensigt. Jeg ønskede bare ikke længere at stå for skud for hans løgne uden at bide fra mig. – Det var da så ikke kun det der var årsagen til bruddet…

Hendes næste udmelding fik min verden til at brase sammen… – nu skulle han være far til 4 – hun havde nemlig termin i september!

Ulykkelig, tragisk-komisk moment, overdreven ilde tilmode og i chok ender jeg med at snakke med den kvinde i flere timer den nat.

Næste morgen, får jeg så en udmelding fra fareh om, at jeg ikke skal kontakte hverken hende eller ekskonen (altså moren til hans 2 andre børn). Det skal siges, at jeg havde kun kontaktet ekskonen omkring det med børnene og hvordan vi skulle forholde os til det. Og hvad hendes ønsker var i forhold til de nu 3 søskende. Ellers var det jo den nye kæreste/ekskæreste der havde kontaktet mig?) Samtidig fik jeg da så også lige en besked med på vejen om at, citat “Jeg vil altid kun ha 3 børn og det er pigerne og så det *Ny kærestes navn* og jeg venter. Så jeg skulle lade være med at kalde vores søn for “vores” når jeg omtalte ham, altså Lucas vores søn, mellem faren og jeg. Citat “For vores blev det aldrig!”.

Han var tilmed uforstående overfor hvorfor jeg også skulle tage stilling til et nyt barn, og at det ligesom var ham der satte mig i den situation?
Den nye kæreste/ekskæreste udtrykte i vores samtale, som jeg også gjorde, at hun mente det eneste rigtige er, at børnene kender til hinanden. Og som hun sagde, så var de, altså min søn og den lillebror/søster hun venter, jævnaldrende og hun synes bestemt, at det skulle lære hinanden at kende fra start. – Så jeg skal jo tage stilling til det nye barn?

… Så jeg har modtaget rigtig mange lussinger “right in my face” i den seneste tid. Og ville ønske vi alle kunne få det til, at fungere for børnenes skyld – og ikke mindst at Lucas’ far gad ham.

For det gør satme så ondt at vide at min søn er fravalgt af sin far, trods han er kommet til på samme måde som hans  2 piger, og dem tilvalgte han dengang. Det er ikke noget jeg kan tillade mig at børe nag over, hvilket jeg da heller ikke gør. Men jeg må ærligt indrømme, jeg kan ikke lade være med at være lidt jaloux på min søns vegne, at han valgte dem – men ikke ham.

Nu vil han så være der for det næste barn, men stadigvæk aldrig kendes ved min søn. Hvilket får mig til at føle at min søn nu bliver ekstraordinært mere valgt fra – fordi hans far gerne vil det næste barn i rækken. Det er sådan en slags stor fed understregning “DU ER KASSERET!”.
Jeg har da gået og tænkt på, at han nok engang skulle have børn igen. Og at jeg da ville blive ked af det på min søns vegne når han så valgte dem til, men stadigvæk ikke ville ham, altså min søn.- Men aldrig om jeg havde troet min søn skulle være storebror til en lillebror eller lillesøster, inden han blev et år og stadigvæk ville være den eneste der blev fravalgt! Hold nu kæft det er en hård nød at knække!

Det er som at blive ramt af en meteor, lige i fjæset for fuld smadder, hver gang jeg får smidt sådan noget her i hovedet – såsom  “Han skulle bare have været en sædklat på et stykke toiletpapir – og du skulle ha’ hoppet i havnen! – Jeg skal aldrig se eller røre ham!”
Hold kæft hvor gør det ondt at få smækket i hovedet hver gang han lige er på krigsstien. Og hold kæft han rammer plet hver gang! Åh, hvor mit hjerte det bløder!Og hvem er det lige der er offeret her? Det er sgu hverken mig eller ham. Det er vores søn! En lille uskyldig dreng, som aldrig har gjort hans far eller jeg fortræd! Det er det sande offer, i den her sag. Han er den der bøder for det hele. 🙁

Jeg hader ikke faren, men jeg hader ham for at trække mig og min/hans søn igennem alt det unødvendige bullshit som han gør! Har han ikke gjort os ondt nok? Kan vi ikke bare få fred, til at være os – nu når han alligevel ikke gider os? Hvorfor skal vi pines mere end vi i forvejen er?

Jeg føler, at jeg har fejlet.
Jeg føler, at jeg har valgt den dårligste far til min søn, fordi han ikke vil have ham.
Jeg føler helt igennem, at jeg har svigtet min søn! Og jeg er ked af, at jeg ikke kan give ham ALT det han fortjener. – Men jeg prøver at give ham alt andet, og håber bare at det er godt nok!

——
Skulle i have interesse i at følge hverdagen hos Lucas og jeg. Så er i velkommen til at følge os på facebook lige her