Jeg glemte at give mit barn mad i 3 døgn…

IMAG1237

Jeg har aldrig været en af disse kvinder, som har skullet se ned i hver én barnevogn på deres vej – tværtimod har jeg taget den længste vej uden om. Derfor har rollen som mor måske også lagt langt væk, fra hvad jeg finder naturligt for mig.

Under min graviditet, var jeg tit i tvivl om det var det rigtige at gøre? For det første vidste jeg jo, at jeg ikke kunne se mig selv i rollen som mor – og derudover skulle jeg være helt alene om det. Kunne jeg klare sådan nogle basale ting som mad, bleskift og almen pleje? Jeg selv har et problem hvad angår mad – ja jeg kan vitterligt stå kl. 23, og tænke – hov jeg har da ikke fået noget at spise i dag? Og det er altså ikke bare engang imellem, det er flere gange om ugen (desværre, for ved jo godt det ikke er sundt for kroppen). Ud over det er jeg MEGA hysterisk hvad angår hygiejne – så hvordan ville det ikke blive når jeg skulle til at skifte en ble? Og det var jo ikke bare én ble, det var MANGE!

Jeg drømte tit under graviditeten. Alle med én fællesnævner, den ”røde lampe” om, at jeg ikke egnede mig som mor.

Da jeg blev gravid arbejde jeg som bartender og festede gerne mere end 3 gange om ugen. Det var da også det jeg drømte om det første lange stykke tid. Og jeg har aldrig været så fuld før, som jeg var i mine drømme! 😛 Senere blev disse drømme erstattet af én drøm. I drømmen havde jeg født og 2-3 dage efter kom min mor gående med min barnevogn, alt imens jeg var sammen med mine venner. Jeg blev helt vildt forbavset – for jeg havde nemlig glemt, at jeg havde født og jeg vidste ikke engang hvad kønnet på barnet var. Så det måtte jeg spørge min mor om, da hun nu kom gående. Efter at jeg havde drømt det et par gange, så slog det mig – hold nu kæft!! Så har barnet jo heller ikke fået mad i de 3 dage?!?

Det fik mig virkelig til at tænke – at dét her, det kommer aldrig til at gå godt! For det første, så er det lige smuttet i svinget, at jeg faktisk har født? Og for det andet… Så tager det mig lang tid, før det går op for mig at jeg faktisk også har glemt at give mit barn mad?!?! Nej, nej, nej! Jeg bliver jo verdens dårligste mor, og kommer til at skade det barn! Det var så slemt, at jeg måtte bede min mor om, at mine forældre lovede, at tage sig af min søn hvis det viste sig, at jeg ikke kunne klare det. Lige meget hvad, så skulle de bare tage kontakt til kommunen – de skulle ikke tænke på mig. Hvor andre i modsætning nok ville forsøge, at holde det hemmeligt for ikke at miste barnet. Til mit graviditetsbesøg med sundhedsplejersken, måtte hun også give mig lovning på, at hvis der var nogle tegn – de mindste tegn, så skulle de gøre hvad der var bedst for barnet! Hvis barnet blev fjernet, vidste jeg at det var for barnets bedste. Og at jeg ville blive sur hvis ikke de gjorde det.

Heldigvis er det ikke endt med, at jeg har glemt at give min søn mad. 😀 Men jeg var virkelig overbevist om, at jeg var den ENESTE i HELE verden der kunne drømme sådan noget! Absolut den eneste! Fik godt nok at vide af en jordemoder at det var normalt, men det nægtede jeg simpelthen at tro på. Det var bare noget hun sagde for at gøre mig glad – for det var da kun mig der kunne være så ”nuts”, at glemme, at mit barn jo også skulle have mad?