Bare jeg havde vidst hvad jeg selv kunne gøre

…for at undgå ensomheden i barslen. 

Da jeg blev gravid i maj 2016 vidste jeg ikke hvad jeg gik ind til endnu. Jeg var glad, og levede på min lykkerus, sammen med min mand og familie. 

Det jeg ikke opdagede helt var, at alle mine veninder trak sig væk og jeg mistede stort set dem alle. Ingen interesserede sig længere i mit liv. For jeg kunne jo ikke tage i byen og drikke mig fuld, eller være oppe hele natten lang.. for jeg var træt og døjede med kvalme og andre graviditets gener. 

Mine klassekammerater gled også langsomt væk. Så jeg var Palle alene i verdenen – så blev jeg sygemeldt og så var der bare mig, min lille blop i maven og min mand. Det var ensomt, men jeg tænkte at det nok kom igen – altså veninder. 

Tiden kom til, at jeg havde født og jeg elskede det her lille væsen så højt og jeg gør det endnu, og vil altid gøre!!

Her gik det først galt. Jeg gik alene hjemme på barsel, bare mig og Bastian. Her kunne jeg nok selv have gjort noget aktivt. Men det gjorde jeg ikke, for jeg turde ikke. Jeg havde fået en form for social angst og lider stadig af det idag. Jeg tør ikke møde nye mennesker, eller tage initiativ til at komme ud blandt andre. Det er hårdt, men det er sandheden. 

Jeg ville ønske jeg havde vidst hvor ensomt det kan være at være alene. Selvom jeg ikke har været helt alene, altså jeg havde jo min familie – så var det bare ikke nok. Jeg ved at i min næste graviditet/barsel, der skal jeg ud blandt andre – men først og fremmest skal jeg have arbejdet mig tilbage til hvor jeg var, så jeg ikke er bange for at være sammen med andre mennesker. 

Det er min kamp, og den kamp vil jeg tage nu – det bliver hårdt, men det er min og mine børns fremtid det handler om. 

Tak fordi du læste med så langt. 

Kram Anne.