I debatten har der været meget snak om ægteskab, besværlige mænd og parforholdet. Og i sidste uge skrev Sofie Maria Stenderup Brand i Information, at singleforældre nærmest føler en lettelse, fordi de har rum til at lade op, og finde overskuddet til at nyde deres børn, når de har dem.

Alt det har fået mig til at tænke… Hvad vil jeg som enlig mor og single forælder egentlig gerne?

Jeg kan godt genkende kritikken fra debatten:

Jeg elsker, at det kun er mit eget og Bubbers vasketøj, jeg skal samle op fra gulvet; at jeg kan trække i mine PJ-bukser, når jeg kommer hjem fra arbejde og tumle med Bubber, uden at tænke på at være lækker for min mand; og at jeg jævnligt har en aften eller dag, hvor jeg kan forkæle mig selv 100 %, uden at tænke på andre end mig selv.

De mænd jeg har boet sammen med, og som egentlig var selvstændige mænd med masser af initiativ og selvsikkerhed på jobbet, har haft den uheldige egenskab, at de i hjemmet fuldstændig mistede deres selvsikkerhed og initiativrighed og i stedet forvandlede sig til små drenge, der intet kunne finde ud af, og slet ikke havde selvstændige tanker om, hvordan husholdningen skulle hænge sammen.

Som kvinde har det været svært for mig at se min store stærke helt, forvandle sig til et lille barn, og positionere mig i mor-rollen. En rolle, som jeg elsker i forholdet til min søn og hader i forholdet til min mand.

Men der er jo også dejlige fordele ved farmanden. Han kan lege med barnet, imens man selv ordner alt det praktiske. Han kan bidrage økonomisk til husholdningen, og han kan ikke mindst være der i de lidt tomme aftener, når barnet er lagt i seng, og man sidder helt alene.

Jeg vil rigtig gerne have en mand, og ofte savner jeg nærheden og kærligheden. Men samtidig kan jeg mærke at tjeklisten over, hvad han skal kunne, vokser hver eneste dag: han skal være intelligent, sjov, kan-selv/vil-selv derhjemme, maskulin og så skal han også helst være fraskilt og have et barn på Bubbers alder.

Faktisk er listen blevet så stor, at jeg er begyndt at tænke, at det måske ikke er i parforholdet, at min livspartner findes. Måske er det, jeg drømmer om, i virkeligheden et kollektiv eller en af de der nye familieformer, hvor flere familier bor sammen i et hus, spiser sammen og deles om rengøringen imens ungerne leger sammen i den dejlige store have. Om aftenen drikker man et glas rødvin, ser film og snakker om litteratur eller politik med de andre forældre.

Jeg ved godt, at jeg fremstiller det som et problemfrit liv, og at en sådan boform også indeholder konflikter. Jeg har nemlig boet på kollegie, delt en lejlighed med otte andre studerende i Istanbul og delt værelse med en anden pige på højskolen. Så jeg har en del erfaring med at bo sammen med andre, og kender både de til de gode og de dårlige sider.

En tredje måde at indrette sig på er ”vennen” eller en børnefri/weekendpartner. En man har et løst forhold til, fordi han heller ikke har tid eller plads til et forhold i sit liv, men som man laver kæresteting med, når ens barn er hos sin far: Gå ture sammen, tage på ferier, drikke rødvin og gå til koncerter med.

Det ville være dejligt i teorien, men jeg er bare ikke til løse forhold. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg har brug for stabilitet, kærlighed og for at føle mig som det vigtigste i hele verden for min mand.

Så i praksis tror jeg ikke en ”ven” ville være løsningen.

Så hvad skal jeg gøre? Måske kommer løsningen bare til mig, når den rigtige mulighed byder sig til. Hvad enten det ender med den ene, den anden eller den tredje løsning.

Hvad er dine tanker om parforholdet og andre former for familier?