Close
At være mor med angst – del 2
facebook pinterest twitter

At være mor med angst – del 2

camillaskyum 8 november 2018, 19:59

Det her indlæg har virkelig givet mig svedige håndflader, men nu er det her. Med den her lille tekst føler jeg, at jeg har fået skrevet alt hvad jeg har på hjertet i forhold til min angst, og så skal det hele nok lade vær med at være så dystert fremover. Det lover jeg!

Angstanfald

Mit første angst anfald efter fødslen kom faktisk allerede, da min søn var tre dage gammel, og vi stadig lå på barselsgangen på Hillerød Sygehus. Vi skulle hjem den dag, og jeg kunne godt mærke at det hele føltes meget overvældende. Jeg følte mig ikke ordentligt informeret omkring formålet med at være på barselsgangen, de havde glemt at fortælle os at W havde lidt gulsot og hver gang en ny sygeplejerske trådte ind på stuen, fik jeg nye råd omkring amning som på ingen måde harmonerede med de råd jeg tidligere havde fået. Så jeg var træt, udkørt, forvirret og mega overvældet af det hele. Vi skulle hjem om aftenen, når W havde fået taget sin hælprøve, så det lå vi og ventede på hele dagen. Og lige pludselig fra det ene øjeblik til det andet, blev jeg SÅ dårlig. Jeg kan egentlig ikke engang helt sætte ord på hvordan jeg fik det, men det var bare en følelse af ekstrem utilpashed. Jeg fik målt blodtryk, og der var intet galt der, så det endte med jeg fik noget vand og der sad en sygeplejerske ved mig. De kunne garanteret godt kende det som et angstanfald, men det kunne jeg slet ikke selv se. Og der gik ret lang tid før jeg blev sikker på, at det var det. De næste mange måneder havde jeg det jo egentlig fint nok generelt, så derfor gjorde jeg ikke rigtig noget ved min angst. For den kom kun nogle dage, og ellers følte jeg jo at jeg havde det ok. W skulle starte i vuggestue, da han var ca 10 måneder, og jeg fik flere og flere angstepisoder jo tættere vi kom på dagen. Jeg HADEDE at være alene, for jeg begyndte at blive bange for angsten, og det kunne tricke endnu flere angstanfald.

Vendepunktet

Lige efter min søn var startet i vuggestue, kom et af vendepunkterne for mig, hvor jeg indså at min angst virkelig var tilbage, og at den nok ikke bare ville gå væk af sig selv igen. Jeg gik med ham i barnevognen på vej til vuggestuen, og havde det helt normalt. Vi havde haft en fuldstændig normal morgen, der havde ikke været noget stress og jeg havde slet ikke kunne mærke uro indeni. Men lige pludselig kom den samme ekstreme utilpashed, som jeg havde oplevet på sygehuset. Jeg følte mig så dårlig, og var helt sikker på, at det var fordi jeg ikke havde fået spist morgenmad. Jeg måtte sidde ved vuggestuen og drikke saft og spise lidt, inden jeg gik hjem igen, og det fik jeg det meget bedre af. Men så snart jeg gik derfra startede det igen. Og der gik det op for mig, at det måtte være et angstanfald. Og det varede hele dagen. Jeg havde det SÅ skidt, og var så bange. Det er nok den eneste gang jeg har følt mig fuldstændig lammet og overmandet af angsten, og det er virkelig den værste følelse nogensinde. Mine tanker kørte rundt, og jeg var så bange for, om det var et tegn på, at den var helt gal i mit hoved, og om jeg virkelig blev skør nu.

Det er faktisk de eneste to angstanfald jeg har haft. Og jeg tror også det er derfor at de er kommet så meget bag på mig. Jeg har nemlig ofte, det jeg selv kalder for ”angst episoder”. Det er hvor jeg kan mærke en uro i kroppen konstant, og engang i mellem kommer der ligesom en bølge af utilpashed og panik ind over mig. Det udvikler sig aldrig til et full-blown anfald, for jeg når altid at rationalisere og få tankerne væk fra angsten igen. Men jeg kan sagtens have hele dage, hvor jeg konstant føler at jeg går på nåle, og hvor jeg hele tiden skal være meget opmærksom, fordi jeg kan mærke uroen i kroppen fra jeg vågner til jeg går i seng. Og det er så anstrengende.

Efter det her vendepunkt begyndte jeg at meditere, og prøvede bare at huske mine gamle redskaber, som min psykolog tidligere har givet mig. Og det hjalp da også i perioder. Men ikke nok. Så jeg blev faktisk ved med at gå og have det skidt i et halvt års tid, før jeg tog mig sammen og kontaktede min psykolog igen. Efter to samtaler med hende, blev det hele MEGET bedre og har været det siden. *Fingers crossed, knock on wood* og alt det der!

Mit formål med de her angst indlæg har været, at forsøge at beskrive de fysiske aspekter af angsten. For jeg har selv mange, mange gange været helt i panik over, at man kunne føle så meget fysisk, hvis det virkelig kun skulle være psykisk det hele. Men det kan man! Og det er så vigtigt at være klar over det, hvis man kæmper med angst. Og søg hjælp med det samme. Der er ingen i verden der kigger skævt til dig med angst, og der er heller ingen der kigger skævt til dig som mor med angst. I dag er jeg mega åben omkring det, og taler med alle om det, hvis jeg føler det er nødvendigt at nævne. Jeg har talt med både min læge og jordemødre om det, og der er ingen der på noget tidspunkt har rynket på næsen, eller stemplet mig som dårlig mor af den grund. At være åben omkring det, er en stor del af at komme videre.

Tak fordi du læste med.

Følg gerne med på Instagram <3 https://www.instagram.com/camillaskyum/