At være mor med angst – del 1

 

Så er jeg klar med lidt mere tekst! Jeg synes at det giver mening at denne blog starter ud med et par indlæg omkring angst, og hvordan angsten påvirker mig som mor, når nu det var det der var min motivation for at starte bloggen i første omgang. So here you go!

Jeg tror at rigtig mange mødre bliver overraskede over hvor meget det fylder i ens følelsesliv at blive mor. Man kan pludselig mærke en form for kærlighed, som man aldrig har følt før. Mange kan nok skrive under på, at det er den vildeste følelse i verden, og at den form for kærlighed er så stor, at den er umulig at sætte ord på. Min mand blev spurgt om det passer, at man oplever en helt ny form kærlighed, som man vil dø for. Og det er vel egentlig i grove træk en meget god måde at forklare det på. Jeg elsker at være mor, og det gjorde jeg fra første øjeblik jeg så min søn, W. Jeg var så forelsket. Men med den nye følelse af kærlighed fulgte også tusind andre følelser og tanker. Angsten ramte mig hurtigt, og de almindelige tanker omkring frygten for at miste sit barn, og frygten for at dø fra sit barn, kunne eskalere fuldstændig i mit hoved.

Dødsangst med turbo på

Nu oplevede jeg jo min angst for første gang, da jeg var teenager, og det var egentlig den samme type angst, der kom tilbage efter jeg blev mor. Men den havde på en eller anden måde fået muteret sig i løbet af de mange år den har ligget i dvale, så den føltes meget kraftigere. Min angst er lidt en blanding af generaliseret angst og dødsangst. En måde jeg ofte forklarer min angst på, er faktisk bare at jeg er pisse hamrende bange for at dø. Og det har jeg altid været. Det viser sig ikke i form af angst for sygdomme eller sådan noget. Det er rimelig irrationelt, og jeg bliver typisk bange for at falde om lige nu og her, og at der så bare er slukket. Det er den ”nemme” forklaring på min angst. Men der ligger jo altid dybere ting og sager bag, og derfor kommer den generaliserede angst også ind i billedet. Angsten opstår for det meste, når jeg er usikker. Eller hvis jeg er meget ked af det, men ikke lige får vist den følelse og i stedet undertrykker det. Så derfor er det ofte noget andet der tricker min angst, og ikke nødvendigvis min frygt for at dø. For jeg ved jo godt, at jeg ikke falder om lige pludselig. Men det ved min angst ikke.

Det var jo derfor ikke så underligt, at min angst kom tilbage med 180 kilometer i timen, da jeg fik W. For nu var mit liv pludselig meget mere værdifuldt end før, og jeg havde noget i mit liv, som jeg for alt i verden aldrig nogensinde vil miste. Min mor døde af brystkræft, da jeg var tre år gammel, så rent rationelt giver det jo super god mening, at den her frygt kommer op i mig. Oveni det var jeg i de første mange måneder af min søns liv så optaget af ham og hans behov, at jeg måske kom til at tilsidesætte mig selv en del. Men problemet var netop at angsten tog over, og det gjorde at min frygt blev ekstremt overdrevet, og jeg har haft SÅ mange forfærdelige angst episoder siden jeg blev mor. Da angsten var på sit højeste, var det altid værst, når jeg var alene med ham. For hvad nu hvis jeg faldt om, og han ikke havde nogen andre i nærheden? Jeg kunne blive så møg bange og få en helt vild følelse af panik. Typisk starter det med lidt hjertebanken, så kan jeg måske mærke lidt stik i brystet, og så går det ellers stærkt. Jeg får koldsved, føler mig svimmel og får prikken i hænder og fødder. Og så går jeg faktisk bare i panik. Jeg har fået det beskrevet som det mest bange man overhoved kan være, og det er bare en mega god måned at beskrive angst følelsen på. Det er pisse hårdt, når man er i det, og når min hjerne på en eller anden måde får overbevist sig selv om, at jeg er ved at dø fra min søn, så er det møg svært ikke at gå fuldstændig i panik. Så det gjorde jeg. Gang på gang.

Men heldigvis viste det sig hurtigt, at dét der altid trickede min angst (som jo i grove træk var W, da det var ham jeg var bange for at dø fra) også var dét, der altid kunne berolige mig igen, og kærligheden til W kæmpede under hele min barsel en brav kamp for at overmande angsten.

For ikke at drukne jer i tekst, bliver dette indlæg delt op. Del 2 følger snart.

Tak fordi du læste med så langt ❤️

Følg gerne med på Instagram https://www.instagram.com/camillaskyum/?hl=da 🌸