Close
Så skulle det være!
facebook pinterest twitter

Så skulle det være!

camillaskyum 13 september 2018, 14:14

Denne blog har været længe undervejs, og jeg har nok gået med tanken siden jeg blev mor for snart to år siden. Tanken om at skulle krænge sit liv ud på internettet, og skrive alle ens tanker og følelser ned til offentlig læsning, har føltes meget grænseoverskridende, og det gør det egentlig stadigvæk. Mine skriverier føles meget private, og mine tanker ser ikke altid charmerende ud på tekst. Men hvorfor så gøre det? Fordi jeg så inderligt håber at mine private skriverier og til tider rodede tanker, måske kan hjælpe og inspirere nogen derude et sted.

Jeg har nemlig siden jeg var teenager haft angst. Rigtig møg åndssvag irriterende angst. For 10 år siden, da jeg første gang blev opmærksom på jeg havde angst, fik jeg super god hjælp af en dygtig psykolog, og efter nogle samtaler med hende, fik jeg kontrollen tilbage, og angsten forsvandt. Troede jeg. I 8 år levede jeg 100 procent angst fri, og havde det fantastisk. Jeg færdiggjorde min HHX, boede et år i USA og fik påbegyndt min uddannelse. Så blev jeg mor i 2016, og med den lykkelige begivenhed flyttede angsten glædeligt ind i mit sind igen. Til STOR frustration for den nybagte mor, skal det lige siges! Jeg troede jeg bare skulle nyde mit nye liv som mor, nyde min barsel, min mand og vores lille familie. Og det gjorde jeg da også, bevares. Bare lige med undtagelse af de dage, hvor jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg var ved at dø. Det kan i måske forestille jer, slår et lille skår i glæden. Det der nemlig er med angsten, er at den aldrig flytter helt væk fra en. Det kan ellers føles sådan. Man kan få det bedre, få kontrollen, og så føles det som om man vinker pænt farvel til angsten, og at den smutter sin vej. Men den er der stadig. Den står klar lige rundt om hjørnet og venter på et sårbart øjeblik. For så kan den lynhurtigt springe tilbage til en med et festfyrværkeri, og tage en fuldstændig med bukserne nede. Den er faktisk virkelig en lort! Jeg blev så overrasket over, at min angst var kommet tilbage, at jeg slet ikke kunne genkende det som angst. Jeg kunne mærke min hjertebanken, svimmelhed, hedeture og flimren for øjnene, og jeg var fuldstændig sikker på, at det kom fordi jeg var ved at falde om. Og det gjorde mig mega bange. Det tog mig lang tid at indse, at det ”bare” var min angst, og det tog mig derfor over et år, før jeg søgte hjælp hos min psykolog igen. Og for pokker da, hvor ville jeg bare ønske at jeg havde gjort det noget før!

I dag er angsten der stadig. Jeg kan stadig have perioder på nogle dage, hvor jeg mærker den, og den kan stadig gå ind og påvirke mine tanker utrolig negativt. Jeg kan mærke at jeg selv tænker: ”Nu får jeg det skidt, men det er bare angsten, så det går nok.” Så hopper angsten lige ind i hovedet på mig, og vender tankerne til: ”Men er det nu også det? Hvad nu hvis det lige denne gang ikke er angst, men faktisk noget jeg dør af lige om lidt.” Som jeg skrev; den er en lort! Men den er blevet en birolle i mit liv, i stedet for at have en central hovedrolle, og jeg har endnu engang lært at tackle den. Og det er dét jeg virkelig håber jeg kan give videre til andre i gennem denne blog.

Bloggen her skal selvfølgelig ikke kun handle om angst og min frygt for at dø, don’t you worry! Jeg har en dejlig mand, lækker søn og en lille datter på vej, som jeg også vil dele hverdagsskriverier om, for HELDIGVIS er mit liv ikke længere et stort angstanfald.

Tak fordi du læste med!