Close
Første indlæg
facebook pinterest twitter

Første indlæg

carolineamaliemorsom20aarig 18 september 2017, 06:56

Jeg var lige blevet student, og fester kunne der ikke være nok af. Jeg skulle fejre at jeg for første gang i mit liv var skolefri!

Snittet var godt, og vennerne de bedste. Jeg fik det meste ud af min studentertid, med vogntur og lange nætter. Lige efter rejste jeg til en lille vingård i Italien, med min kæreste og hans familie. Vi skulle have det meste ud af turen, for når vi kom hjem skulle jeg starte i værnepligten på Bornholm. Det var en fantastisk og romantisk tur, som jeg aldrig vil glemme.

Jeg havde en plan, som hed værnepligt, sabatår, uddannelse, job. Børn var endnu ikke med i beregningerne, men da jeg var hjemme igen på min første weekendtur, skulle en positiv graviditetstest vise, at det var de altså nu.

Min kæreste og jeg havde på daværende tidspunkt været kærester i 6 år, og boet sammen i to, så spørgsmålet om at beholde eller ikke beholde, var ikke så meget et spørgsmål. Det var en selvfølgelighed, at det vi sammen havde skabt skulle til livs. Det første vi gjorde var at ringe til vores mødre, som straks kom.

De ville os begge det bedste, og ville med glæde hjælpe med alt hvad de kunne. Uden den støtte havde vi nok ikke stået hvor vi gør i dag. Jeg vendte sorgmodigt tilbage til Bornholm, men morgenkvalme, og savnet til det derhjemme gjorde at jeg hurtigt tog beslutningen om at stoppe. At stå op klokken 4 om morgenen, og være fysisk aktiv, var hårdt nok i sig selv. Med en lille baby i maven, blev det kun det hårdere.

Jeg vendte hjem, og fortsatte arbejde i den Irma jeg havde arbejdet i gennem gymnasietiden. Det var svært at skulle forklare folk hvorfor jeg allerede var kommet hjem, da alle jo var klar over at jeg skulle have været væk i 4 måneder. Jeg var ikke klar på at fortælle nogen at jeg var gravid, da realiteten ikke havde ramt mig selv endnu. Men gentagende lægebesøg og scanninger fortalte mig at det var jeg altså.

Efter 12-ugers scanningen, som viste et sundt og raskt barn, kunne jeg snart ikke skjule det mere. Det var tid til at fortælle det til venner og kollegaer. Det var nogle af de mest uvirkelige samtaler jeg har haft. Man kunne endnu ikke se det på mig, så flere måtte overbevises med scanningsbilleder, og svar på deres tusindevis af spørgsmål. Men overordnet blev jeg mødt af så meget glæde og kærlighed, som jeg stod der i min yderst sårbare position.

Jeg begyndte endelig at kunne føle noget glæde over det der voksede i min mave, selvom det stadig var så uvirkeligt. Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig at mit liv skulle udspille sig på denne måde. Tiden sneglede sig forbi, og jeg følte at jeg var gravid i mindst 3 år!

Trods mangel på gener gennem graviditeten, kunne jeg bare ikke få det overstået hurtigt nok. Jeg hadede, hvor tyk jeg var blevet, og min massive uvidenhed omkring børn, gjorde bare at jeg var så spændt på hvad der skulle ske. Jeg kendte intet til babyer, og hvordan man tog sig af sådan en, men jeg glædede mig til at møde min lille pige.

Den 3. april 2017 kom lille Elena endelig til verden, og aldrig har jeg følt sådan en glæde. Jeg ville unde alle at kunne føle det man føler i det øjeblik, det lille menneske kommer ud. Siden da har mit liv ændret sig, mere end jeg kunne har forberedt mig på, men ikke et eneste øjeblik ville jeg ændre!

Men det var kun starten på min historie. Livet startede rigtigt herefter, og jeg håber I alle vil følge med i den spændende udvikling herfra ☺

– Caroline

caroline