Husk hinanden mor og far

Husk hinanden – selvom der er en lille ny der tager det meste af jeres fokus.

De fleste vordende forældre tænker “Vi glemmer da ikke hinanden selvom der er en baby” eller “Kærligheden mellem os vokser da kun når vi har en lille en at være fælles om”. Pludselig står man så bare med en grædende baby, bleer med fyld i diverse farver, og et søvn underskud man er temmelig sikker på, man nok aldrig får indhentet. Selvfølgelig står man så også med et lille menneske, som man elsker højere, end man nogensinde troede var muligt, og som glæder en hver dag, men det er altså hårdt for forholdet. Man ser hinanden i nogle helt nye roller. Nu er det ikke bare ens kæreste, mand eller kone, det er faren eller moren til ens barn! Men derfor er det sindssygt vigtigt at huske hinanden. Babyer er glade for alt den tid de kan bruge med deres forældre, men i længden bliver de mere glade for at misse en eftermiddag med mor og far, for til gengæld at se dem glade, og sammen. Mange nybagte forældre forsvinder helt væk i rollen, men husk nu hinanden! Mine bedste råd for at få et forhold til at fungere, samtidig med at man har en lille baby at tage sig af er:

  • Bed venner eller familie om at gå en tur med den lille, så i kan få noget kvalitetstid – OGSÅ lige i starten. Elena fik allerede sin første tur væk fra mor og far da hun var 2 uger gammel. Her kom farmor og gik en god tur med hende, mens mor og far her kunne få slappet helt af, og snakket om alt det vilde der var sket. Man skal ikke føle sig som dårlige forældre, fordi man beder om noget alene tid!
  • Lav noget som i kan nyde sammen, hvor i kan have baby med; eksempelvis en tur i svømmehallen, eller en gåtur i skoven.
  • Overrask hinanden! Jeg fik mine forældre til at dukke op hjemme hos os, uden at min kæreste vidste det. Han  var ikke helt tilfreds da han åbnede døren og svigerforældrene stod der, men da han fandt ud af at jeg havde bestilt billetter til en biograf tur, og de ville passe lille musen imens vi var væk, blev han noget så glad 😉
  • Lad tingene rode – når baby sover skal i hellere bruge tiden på hinanden, om i så sidder og snakker eller ser film og serier, bare det hele ikke altid går op i praktiske gøremål.
  • Lav en aftale om at man også får noget alene tid, helt for sig selv. Herhjemme har vi en aftale om at man en gang om måneden må bede om nogle fri timer. Her skal den anden tage sig af barnet, og så må man helt selv bestemme hvad man vil i de timer. Om man vil ud og ses med nogle venner, eller have hytten for sig selv. Ofte tænker mødre i starten at de ikke kan gå fra deres barn. Man ammer og hvad nu hvis den lille bliver sulten. Men det kan tære på forholdet, hvis mor er helt drænet og aldrig får noget tid til sig selv, så pump lidt ud, eller køb noget modermælkserstatning, så kan far altså godt se efter baby i nogle timer. Faktisk ville det nok kun være godt for deres forhold også.
  • Vær ikke bange for at lave ting. Man kan meget af det samme som man kunne før man blev forældre, nu har man bare en ekstra person med. Okay måske skal rock koncerterne, og de sene byture lægges lidt på hylden, men en tur ud at spise eller en rejse er altså muligt. Man bremser hurtigt sig selv, ved at tænke at det bliver for besværligt at lave diverse ting, men livet skal stadig leves! Man skal ikke føle at man ikke kan de samme ting som man har kunnet før, for i det fleste tilfælde er det ikke rigtigt.

Det her er selvfølgelig bare ting der har virket hjemme hos os, og jeg er godt klar over at alle situationer ikke er ens, men man sætter selv sine grænser, og man skal bare passe på at man ikke går glip af alt for meget, bare fordi man føler det er besværligt. Ens børn skal ikke være en stop klods i ens liv, de skal være et fantastisk plus som man skal ud og vise verden.

Skærmbillede 2017-09-28 kl. 16.48.32