Close
Sådan gætter du kønnet efter kun 12 uger
facebook pinterest twitter

Sådan gætter du kønnet efter kun 12 uger

Avatar
dagliglivet 6 april 2016, 20:48

Jeg er i skrivende stund gravid i uge 14+4 med mit andet barn. Derfor er jeg naturligvis meget nysgerrig efter at vide kønnet snart.

Hvis du er gravid i Danmark, så kan du i det offentlige system i langt de fleste tilfælde først få kønnet at vide, når du er til misdannelsesscanning omkring uge 20.

Alternativt kan du vælge selv at betale for en kønsscanning på en privat klinik efter uge 14+0. Dette koster i omegnen af 400-600 kr.

 

Gæt kønnet allerede i uge 12

Der findes faktisk allerede en måde at komme med et (kvalificeret) gæt på kønnet allerede omkring uge 12, hvor de fleste alligevel er til nakkefoldsscanning.

Flere Min-Mave.dk-læsere er måske allerede stødt på begrebet “Nub Theory” i debatten. Ellers kan I se et par eksempler her:

 

Hvordan fungerer Nub Theory?

Kort fortalt går teorien ud på, at man måler vinklen mellem “nub’en” og babys rygsøjle.

Hvis vinklen er mere end 30 grader, så er det en dreng. Hvis vinklen er 30 grader eller derunder, eller hvis “nub’en” er vandret med rygsøjlen eller peger nedad, så er det en pige.

Derudover kan man kigge efter en “skygge” på spidsen af eller over nub’en. Dette skulle også indikere en dreng.

Det perfekte tidspunkt at vurdere “nub’en” på, skulle eftersigende være i uge 12-14.

Det lyder enkelt, men måske har du svært ved at omsætte Nub Theory til praksis?

Som med så mange andre ting, så kan et eksempel hjælpe på forståelsen. Derfor har jeg her indsat et billede fra min egen nakkefoldsscanning i marts 2016, hvor jeg var 12+4 uger henne:

Nub Theory

Mit gæt er, at jeg bærer rundt på en lille pige i maven, da “nub’en” på billedet ligger nærmest vandret med rygsøjlen. Hvad tror du?

 

Hvor præcist er forudsigelsen så?

Ifølge Ingender.com varierer korrektheden af forudsigelserne mellem 67 % og 100 % i uge 11 til 13 (for de billeder, hvor “nub’en” kan ses ordentligt).

Nogle studier har, ifølge Thegenderexperts.com, vist en nøjagtighed på over 88 % ved scanning efter fulde 12 uger.

 

Brug for flere eksempler?

Hvis du stadig synes, at det er lidt svært at gætte kønnet, så har thegenderexperts.com samlet en række ultralydsbilleder med bekræftede køn på. Dvs. billeder, hvor der er gættet på et køn, og hvor kønnet efterfølgende er blevet bekræftet ved en senere ultralydsscanning:

https://www.thegenderexperts.com/confirmed-nub-ultrasounds.html

Jeg synes selv, at det er svært, og da jeg gerne vil kunne fortælle kønnet til familie og venner i en helt særlig anledning, så skal jeg derfor til en kønsscanning om et par uger. Her vil jeg være 16-17 uger henne, og det bør derfor være muligt at se kønnet i en traditionel kønsscanning på dette tidspunkt.

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om din erfaring, kære læser: Har du anvendt Nub Theory, og passede dit gæt?