….og de levede lykkeligt…

imageMin datter er nu 8 måneder (!) og jeg har virkelig svært ved at følge med denne gang. Om 4 måneder bliver hun 1 år. Det er jo vildt at tænke på.

Da jeg fødte tænkte jeg hele tiden, at der er laaaang tid til, at jeg skal på arbejde. Men nu nærmer d. 9. maj sig med hastige skridt, og jeg får åndenød, når jeg tænker på det.

For en månedstid siden sagde hun fra over for amningen. Jeg prøvede med alle midler at trække den så langt som muligt, men hun var klar til at løsrive sig. Det har været virkelig svært at acceptere, men samtidig var det ikke min beslutning at tage. Jeg prøver nu at fokusere på fordelene i stedet for ulemperne.

Ulemper:

Hyggestund og trygheden ved at ligge og amme sit barn er bare unik og kommer ikke igen på samme måde.

Maden er ikke “lige ved hånden” mere.

Mine bryster er forsvundet. Jeg mener det. Nu er der kun to sørgelige teposer tilbage.

Fordele:

Jeg kan drikke vin igen! Jeg er den største sut med at drikke vin. Nøj, det smager godt.

Jeg kan spise alt, hvad jeg vil igen.

Jeg kan have pæne bh’er på. Og sove uden – det er altså rart.

Manden kan være med til at give mælk. Han nyder det, for det giver en anden form for hyggestund.

Mit ammeeventyr er slut. Jeg kæmpede en brav kamp, vandt og vil altid bære minderne i mit hjerte. Jeg synes, der er flere og flere ting, som skal lagres og tænkes tilbage på. Jeg ved godt, at sådan er livet, og at hver alder har sin charme. Men samtidig er det ekstra svært denne gang – nok fordi at vi ikke skal have flere børn. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at være gravid igen, føde, kigge i mit barns øjne for allerførste gang, nyde babylugten, amme, osv.

Det er hård kost at acceptere, men jeg ved, at det bliver jeg nødt til. Jeg skal vende den om og fokusere på mine to fantastiske børn og glæde mig til de oplevelser, vi skal have sammen. Og det gør jeg bestemt også! Jeg glæder mig til alle op- og nedture. Misforstå mig ikke. Men der er altså noget helt særligt ved at leve i sin barselsbobbel.

Når min barsel er slut overtaget min mand i 6 uger. Jeg er dødmisundelig, men under han det gerne. Jeg ved, at han vil klare det fantastisk og give Isolde noget helt andet, end hvad jeg kan. Mødre og fædre kan bare hver sit.

Mit barselseventyr er snart slut, men nye skal begynde…. En dør lukkes, en anden åbnes. Men min familie er med hele vejen, og det er jo det, livet drejer sig om.

Hvordan havde I det med, at bryde fri af jeres barselsbobbel?