Feberkramper og tanker herom

imageLige siden min søn var 1 år har han haft tendens til feberkramper, når han var syg. Jeg husker tydeligt første gang, hvor jeg blev ringet op af min mand på arbejdet. Jeg var til møde på skolen, og min mobil ringede. Han ringer kun, hvis det virkelig er vigtigt. Jeg går ud af lokalet og ringer ham op. Han er på hospitalet med Valdemar, da han pludselig under aftensmaden fik en feberkrampe. Min mand troede, at han var ved at blive kvalt, og gjorde alt for at han skulle trække vejret. Da det ikke lykkedes at få ham ved bevidsthed, ringer han efter ambulancen. Min mand fortalte mig efterfølgende, at han troede vores søn var død og nåede at tænke alt igennem på et splitsekund. Hvordan han skulle få fortalt, at vi havde mistet Valdemar til mig.

Vi blev indlagt på hospitalet til observation og siden der, har min søn haft omkring otte tilfælde med feberkramper. Senest var sidste onsdag…. En oplevelse jeg ikke rigtig kan ryste af mig.

Valdemar bliver syg med feber mandag nat, og da der stadig ikke er bedring onsdag morgen, ringer vi til lægen og får en akuttid. Aftenen forinden har han haft så høj feber, at han taler i vildelse og virker fjern.

Lægen er bekymret, da han ikke har tegn på virus, men kun feber, og vi bliver henvist til børneafdelingen. På vej til børneafdelingen får min søn feberkramper i bilen. Jeg får sat havariblink til og lagt ham på siden i mit skød på gaden. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, da jeg har prøvet det så mange gange før – dog aldrig på denne måde. Tårerne løber, imens jeg snakker stille til min søn. Husker to kvinder, der kommer og hjælper mig. En, der parkerer min bil, og en der kører mig på hospitalet.

Da jeg ankommer med min søn i armene, bliver han lagt ind på en stue og tjekket. Da han får alt tøjet af, begynder hans lille krop af ryste. Jeg bryder sammen, men nu ved jeg, han er i de bedste hænder. Hele dagen laver Valdemar næsten ikke andet end at sove. Han får taget blodprøve, som viser at hans infektionstal et lidt højt, og han skal have penicillin. De vil gerne have os til at blive natten over, men jeg insisterer på at komme hjem. Jeg ved af erfaring, at Valdemar kommer sig hurtigere derhjemme…

Nu skal vi så have lavet en EEG scanning, da han bliver ved med at få kramper, når han har feber… Jeg har læst om undersøgelsen, og jeg synes, det er meget voldsomt med bedøvels og elektroder på hovedet. Men vi skal have det overstået, så vi kan få nogle svar.

Jeg hader, som så mange andre, når mine børn er syge… Men at se sin lille dreng gå igennem så meget, er umenneskeligt at byde en mor. Der er en del bekymringer mere med Valdemar og hans hjerne, som jeg gemmer til et andet indlæg. Et jeg vil skrive, når jeg er mentalt klar…