Fit efter fødslen – del 2

imageFor ni uger siden meldte jeg mig til et forløb med motion og kostvejledning. Målgruppen var kvinder, der lige havde født, og man måtte tage sin baby med. I starten var jeg lidt skeptisk og nervøs – var de andre totalt fitte og overskudsagtige, men nu….. Hvor er jeg glad for, jeg meldte mig til. Selv om min datter sjældent sov under træningen, så var der plads til at tage hende med. De andre mødre var super søde, og vi fik snakket om alt mellem himmel og jord. Det bedste er dog resultatet. Jeg har tabt 7,2 kg i alt – det er 24 kg siden jeg fødte. Jeg har lagt min kost meget om – farvel til alt hvidt(brød, pasta, ris osv), men det har faktisk ikke været så svært. En gang om ugen måtte jeg “synde”, og jeg har formået at lave lækre, sunde retter.

På mit tidligere indlæg, hvor jeg lige havde meldt mig til, fik jeg en kommentar om, hvorfor man går så meget op i sin krop, når man lige har født. At jeg lige skulle slappe af og acceptere mig selv. Og selvfølgelig skal man respektere, at kroppen skal komme sig, og at man har lidt for meget på sidebenene. Men for mig handler det rigtig meget om overskud. Jeg vil gerne gøre noget godt for mig selv, så jeg bliver gladere og dermed har mere overskud som mor. Samtidig vil jeg gerne lære mine børn om sunde vaner, og at motion er vigtigt. Jeg er blevet meget gladere for mig selv i dag. Jeg synes bedre om det jeg ser i spejlet, men min krop har det også bedre. Jeg føler mig sund. Og som man siger – en glad mor, en glad baby/glade børn.

Nu er julen her, og jeg skal have lov til at nyde de mange goder, men alt med måde. Jeg må spise godt i juledagene, men ikke overæde. Det bliver en prøvelse, men jeg er topmotiveret. Jeg skal til at finde ud af, hvordan jeg får mere motion ind i min travle hverdag med to små børn. Hvordan gør I derhjemme? Nogle gode råd?