Når ens mest dyrebare ikke trives

imageLad mig starte med et advare jer: dette indlæg er meget personligt og hvert et ord er omhyggeligt udvalgt, da jeg er bange for, at det jeg oprigtig har på hjerte, bliver misforstået. Det har været meget svært at skrive dette indlæg, men også en stor nødvendighed – for andre med samme udfordring, men i den grad mest for mig selv. Det hjælper for mig at få tanker ned på papir, så jeg kan se det sort på hvidt…. Here it goes…

Min dreng har altid været speciel og anderledes. I og for sig er der jo mange børn, som har et eller andet. Forskellige tvangshandlinger kan de fleste af os nok også nikke genkendende til. Lige at tjekke at alle døre er låst en ekstra gang. Toiletpapiret der skal vende den rigtige vej, eller pandens håndtag som skal være på ventre side.

Valdemar (min søn) har altid været meget sen til alt. Kravle, gå, hoppe og snakke. Og det er især talen, den er gal med. Han siger meget meget få ord, og ofte er den sidste stavelse ikke med. Mor er ma, far er gar, tak er tar og bil er bi. Sådan har det været i over 1,5 år nu. Meget få nye ord har fundet vej til hans ordforråd, og vi har længe råbt vagt i geværet. Der er skrevet mange evalueringer på ham, men ofte fik vi at vide, at vi skulle se tiden an, og at man først kunne få en talepædagog på ham, når han fyldte 3. Alle de gode råd, vi har fået, har vi fulgt, men intet har hjulpet.

Han er en rigtig kvik dreng, der forstår alt, hvad vi siger, og derfor er han nu så frustreret over, at han ikke bliver forstået. Han er pt inde i en svær periode, hvor også trodsalderen spiller ind, så vi har rigtig mange konflikter herhjemme, og det er opslidende for alle parter. Jeg får rigtig mange tudeture, når jeg går rundt derhjemme og vender alle ting flere gange oppe i mit hovede. Er det noget, jeg har gjort forkert? Skulle jeg have gjort noget anderledes? Man kan ikke lade være med at tænke, om man har fejlet som mor, når ens barn har særlige behov. Jeg ved, der venter os mange svære og hårde år, da Valdemar får brug for ekstra støtte. Som skolelærer har jeg en del baggrundsviden at trække på, men alligevel synes jeg, det er svært at rumme. Alle ønsker jo det bedste for sit barn, og at det er glad og tilfreds.

På mandag starter han i børnehave, og jeg håber, at det bliver rigtig godt for ham. At opleve flere fede ting end i dagplejen samt være sammen med jævnaldrende. Desuden er vi i gang med et forløb med sygehuset/ergoterapeut og på onsdag møde med talepædagog. Endelig sker der noget. Noget vi har efterlyst i lang tid.

Et af de redskaber, som vi pt afprøver herhjemme er piktogrammer. Selvom Valdemar forstår alt, så er det godt at få sat billeder på forskellige dagligdagsting, og gøre det mere konkret. Vi har brugt dem en lille uges tid, og jeg synes, de fungerer godt. Han gør tingene uden brok, og vi undgår konflikten.

Jeg skal nok opdatere mht børnehave, ergoterapeut og talepædagog. Det kommer nok til at fylde en del på min blog. Jeg håber, I kan bruge mine tanker, og I er velkomne til at dele jeres.