Close
Selv Superman har sin svaghed
facebook pinterest twitter

Selv Superman har sin svaghed

Avatar
duelund 14 august 2015, 10:14

At gå med tanken og fornemmelsen af at man er uovervindelig og kan klare hvad livet byder på, for så pludselig at vågne op en morgen og føle sig svimmel, og ikke vide årsagen før end graviditetstesten er købt, hvor så 2 fine streger kommer frem. Det blev en omvæltning af mit liv og ikke mindst ego omkring mig selv og min kapacitet.

Min kæreste og jeg blev i december 14, enige om at en familie forøgelse var noget vi begge ønskede, ikke nok med det, så ønskede vi at skabe en familie sammen. P-pillerne blev lagt på hylden, efter at have været en tro følgesvend igennem 11 år. Vi forventede begge at det ville komme til at tage noget tid – for historierne omkring barnløshed popper op omkring en, hvor end man befinder sig.
Derfor kom det ganske enkelt også som et chok da jeg allerede i April testede Positivt! Chokeret men glade det er vi, i den grad.

“Graviditet er ikke en sygdom” husker jeg mig selv citeret for da min storesøster i sin tid var gravid og der var ikke den ting som ikke var i vejen med hende. Hendes stakkels mand havde det ikke særlig nemt i 9 mdr. Lillesøster her, tænkte op til flere gange, at så slemt kunne det heller ikke være? Kroppen er jo bygget til en graviditet og til at leve med den… Tog jeg fejl?

Lykkelig og glad over testens positive svar, gik hverdagen videre, i samme tempo -Max gas. I slutningen af April mdr. tog min søster og jeg vores kære Far med til Rom. Min mor er ikke den vilde eventyrer, derimod er min far det dobbelte af hende. Programmet på de godt 5 dage dernede var stramt, og der skulle opleves hvad opleves i Rom kunne. Halvvejs op i Vatikanets kuppel, som skal bestiges med 500 trappetrin og alt for lidt plads, måtte jeg for første gang i mit liv stoppe op og undre mig over hvad det lige var for en fornemmelse som begik et overgreb på min krop… Forpustet ??? Det kan ikke passe, jeg var I mit livs form, 4 heste i daglig træning, løb og racercykel når aftensmaden var indtaget, og så skulle jeg være forpustet? Slog det ganske enkelt hen med det måtte være varmen og vupti så var vi alle 3 oppe i kuplen og kunne nyde udsigten over et imperium uden lige.

Efter en veloverstået Rom tur, gik der et par dage og stævnerytteren her, havde meldt til endnu et Landsstævne i spring på Vilhelmsborg. Forventningsfuld drog min kæreste og jeg af sted, overlegen som jeg var, da jeg kom ud efter at have kigget banen igennem og kiggede på min dejlige springer, vidste jeg at sejren som så mange gange før sikkert igen den dag skulle være hjemme. Hesten sprang uproblematisk og var i hopla, selv den var i sit livs form. Men sidst på banen mistede jeg pludselig fokus, og den tunge fornemmelse kom igen indover min krop? Forpustet, IGEN? med et forsvandt kræfterne og i stedet for at følge med hesten over springet blev jeg i stedet smidt af og landede før målstregen, vel og mærke. Min hest dansede sig igennem målstregen stolt og som den vinder hun er, dog uden at bemærke hendes rytter igennem 9 år lagde og knap kunne bevæge sig grundet absolut ingen Ilt i kroppen.
Måtte forlade banen til bens, min kæreste sagde intet udover han tog sig af hesten, behøver jeg at sige den næste klasse gik ligesådan?
På vej hjem i bilen blev der ikke samtalet ret meget, resten af stævnet meldte jeg fra til. Nederlaget har for mig i mit liv aldrig været større end da jeg fornemmede alvoren i at være Gravid. Et andet lille liv havde jeg ansvaret for, trods mine forældres bekymring om min heste interesse og springning koblet sammen med en graviditet, var ikke noget jeg var lydhør overfor – For det er jo ikke nogen sygdom? Skyldfølelsen overfor mit liv inde i maven var enorm, men heldigvis gik det denne gang.

Springningen blev lagt på hylden og nu kun den daglige træning af hestene står på programmet. Til i øvrigt min kærestes lettelse… Hvem havde egentlig troet at en “vestjyde” som han er, kunne blive bekymret ?

Jeg nyder at være gravid, mit liv har taget en drejning som jeg egentlig godt kan lide. Jeg har accepteret at hestene ikke kan trænes på samme intense måde som før, fordi jeg ganske enkelt ikke er alene i min krop. Fornemmelsen af ansvar har aldrig været mig fjern, men at tage ansvar for et andet lille blomstrende liv inde i min krop?! Det skal der værnes om, alt andet har jeg nu indset, er uansvarligt.

Superman har kryptonit som sin svaghed.. Er næsten ved at tro min svaghed, er lillebror som vokser inde i maven. De daglige spark han giver er ganske enkelt hyggeligt og tanken om hvad man er med til at skabe er tilfredsstillelse nok for mit konkurrence gen!

Behøver jeg egentlig som slut nævne, at min søster har fået en undskyldning 🙂