Close
Bange for at glemme…
facebook pinterest twitter

Bange for at glemme…

Avatar
endelignogensmor 8 juni 2018, 01:51

Jeg er bange for at glemme. Glemme alle de ting hun gør og siger. Hvordan hun siger sine lyde. Hendes bevægelser. For jeg kan jo ikke optage alt (selvom jeg ihærdigt forsøger ?).

De sidste dage har været lidt følsomme. Det har ramt mig hvor hurtigt tiden går. Alle siger jo at tiden flyver og at man skal huske at nyde det. Det gør jeg også. Men der sker jo så meget og så mange ting man skal huske og nå. Også når jeg starter tilbage på arbejde. Hvordan får jeg plads til at huske alle hendes små ting hun siger og gør? Hvordan husker jeg hendes duft? Åh hendes dejlige babyduft! Hendes søde lyde, når hun lå på mit bryst, som helt lille baby. Første gang hun prøvede at grine. Når hun bliver forskrækket og hendes nye lyde. Hendes lillebitte hånd, første gang hun holdt om min finger.

Det rammer mig virkelig disse dage, at det er første og eneste gang, at jeg får lov til at opleve alt dette. Hun er vores eneste ene og jeg vil huske alt. Jeg vil ikke gå glip af noget.

Jeg tager billeder og filmer. Men jeg skal også huske at være til stede. At være i nuet.

Jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Hvad gør du for at huske alle de små ting?

N.