Da vores mirakelpige blev født.

Det er efterhånden længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg. Jeg har haft travlt med at være mor! Jeg bliver aldrig træt af at sige det højt: mor. Jeg er mor!

I dag er det tid til at skrive om min datters fødsel. Den største dag i mit liv. Velkommen til min fødselsberetning.

Lørdag d.27.1.2018.

Kl.15 får vi besøg af en veninde og hendes børn. Vi havde aftalt at ses en gang mere, inden prinsessen kom ud til os. Det nåede vi da også. I ca 1 time.

Kort efter de var kommet måtte jeg ligge mig ind i sengen og slappe lidt af. De sad og hyggede i stuen med min kæreste, som senere skulle afsted til fætter/kusine hygge.

Jeg mærker et “puf” eller et lille “smæld” dybt inde og troede først at det bare var prinsessen. Jeg siger det til min kæreste og sætter mig op for at gå på toilettet.

Jeg føler noget sive og går ud på toilettet. Der er en del slim på papiret og så ved jeg godt hvad der sker. Jeg går ind og lægger mig og ringer til fødemodtagelsen. Kl. er 15.45.

Hun beder mig tage et bind på, gå lidt rundt og ringe tilbage efter en time.

Jeg tager bind på og går ud for at tage mig noget mad. Jeg får næsten med det samme menstruationssmerter og siger så til kæresten, at han må blive hjemme, for jeg er sikker på at prinsessen kommer ud til os i dag. Jeg føler mig helt rolig og på en måde klar. Vi har ventet så længe på hende og det lyder nok skørt, men føler at hun ved at vi er klar til at møde hende.

Der er kun gået 15 min siden jeg snakkede med fødegangen, men jeg går ind og lægger mig og ringer igen. Det siver mere, der er mere slim og rimelig mange menstruationssmerter.

Jordmoderen jeg snakker med, beder mig om at blive liggende, da vi ikke ved om hun står fast endnu og hun sender en ambulance til at hente mig.

Kæresten går igang med at gøre plads til at de kan komme ind og hente mig. Jeg ender dog med at gå ud til båren. Kl. er 16.30.  (Godt hun lå og spærrede for udgangen, ellers kunne det være gået grueligt galt!)

Kl.16.45 er jeg oppe på akutmodtagelsen på Herlev og hun sætter CTG’en til som kører i ca 30min og hen imod slutningen har jeg min første ve, som går om i lænden. Hun tjekker mig, men jeg er lukket.

Ved 17.50 tiden bliver vi bedt om at gå ned og spise, slappe lidt af og vende tilbage ved 22 tiden..- medmindre jeg får regelmæssige veer inden.

Kl. er ca 18 og vi når lige ned med elevatorerne og går mod 7/11, da jeg må stoppe op til flere gange. Der er ikke langt hen til 7/11 og jeg siger til kæresten at det vil jeg altså kalde regelmæssigt at have 5-6 veer på vej derover. Jeg finder et bord og sætter mig. Kæresten kommer med maden og jeg ringer roligt til min mor. På den korte samtale har jeg tre veer og ved den tredje ve, får kæresten røret og jeg begynder at gå mod elevatorerne. Da vi når derover, kan jeg næsten ikke gå og kæresten henter en kørestol og skynder sig at køre mig op på I3.

Da vi allerede er tilbage efter ca. 30 min, tjekker hun mig igen og jeg er 1,5 cm  åben. De kører CTG igen og har betydelig flere veer som gør naller. Jeg skal stadig tisse en del, men kan næsten ikke stå på mine ben. Jeg får nogle panodiler og noget kodein og skal vente en halv times tid.  Vi har ikke nået til fødselsforberedelse, så jordmoderen beder mig at tage dybe vejrtrækninger. Vi er alene på stuen og jeg beder kæresten om at sænke hovedgærdet på briksen og med alle hans nerver, ender jeg med at ligge med hovedet nedad, hovedgærdet på briksen er helt nede ved gulvet og fodenden oppe. Vi får det vildeste grineflip, fordi vi er så kiksede. I mellemtiden har jeg vist også skidt lidt og kæresten er ved at knække sig flere gange. Kønt var det ikke, men hold nu op hvor vi grinede..- selvom det er lidt svært at grine samtidig med veer. 

Jordmoderen kommer ind og kigger mærkeligt, da hun ser mig ligge helt nede ved gulvet. Og for at det ikke skal være lyv, så sker det hele to gange!

Jeg spørger om mere smertestillende og hun siger at jeg kan få morfin og fortæller om bivirkninger. At hvis jeg føder før der er gået 4 timer fra jeg har fået det, så kan baby få problemer med at trække vejret, når hun kommer ud. Kæresten siger at han ikke har det godt med at jeg får det. Jordmoderen understreger at hun ikke mener at jeg føder før efter midnat. Jeg er jo førstegangsfødende.

Jeg tager en beslutning ud fra hvordan jeg har det lige der og det gør bare ondt. Jeg kan slet ikke trække vejret. Jeg føler jeg skal kaste op og hele min krop trækker sig sammen. 

Kl. Er 20.40 og jeg får morfinen og vi bliver kørt til en anden stue, en slags mellemstation inden vi når fødestuen. Kæresten får af vide, at hvis vi får brug for hjælp, så skal vi bare ringe på telefonen, det er nemmest.

Jeg har i noget tid haft voldsomme veer, hvor jeg føler at jeg skal kaste op og kroppen går i krampe. Sådan havde det også da jeg fik morfinen, men nu er det blevet meget værre og jeg føler mig helt alene i smerterne og kan ikke klare berøring. Kæresten prøver at ringe, men kan ikke komme igennem. Han går hen til I3 igen, men der er ingen at få fat på. 21.15 lykkes det og jordmoderen vil mærke på min mave under en ve. “Jeg kan ikke mærke nogen ve i maven.” Siger hun og jeg får højt sagt, at jeg jo flere gange har sagt, at det trykker nedad og at jeg ikke kan få vejret. Hun mærker mig indvendigt og siger: “Jeg skal lige ringe.”

Hun ringer til fødegangen og siger at livmoderhalsen er udslettet og jeg er fuldt åben og i aktiv fødsel.

Jeg bliver hurtigt kørt på fødestuen og møder den sødeste jordmoder og børnelæge. Børnelægen er der fordi jeg havde fået morfin og der kun var gået ca 40min siden jeg fik det.

Jeg kigger op på en tavle med info om mig/prinsessen, som de skal være obs på:

Jeg er 35+4.

Graviditetssukkersyge.

Gruppe B streptokokker.

Morfinen.

Prinsessen er 1,5 uge forinden vurderet til at være -27,4% under gennemsnittet.

Jeg nævner hele tiden at jeg skal have antibiotika for streptokokkerne. Jeg når at få det én gang. Man skal helst have det to gange.

Jeg kan slappe lidt af, da jeg ved at antibiotika i hvert fald er givet én gang.

Vi har ikke nået til fødselsforberedelse og jeg fortæller det til jordmoderen, som guider helt perfekt. Hun roser mig flere gange og siger at jeg gør det rigtigt og at jeg klarer det sindssygt flot. Jeg kan se og hører at hun mener det. Vi er et perfekt team, og jeg føler mig tryg og i gode hænder.

Jeg får presset og presset og jeg undgår at bliver klippet, men får 2. grads bristning et par steder men det er dybt og opad, som de siger er positivt, da det mindsker risiko for infektion. Men AV, hvor gjorde det ondt, da de skulle hive ud, trække og mase for at kunne sy..- undskyld mig, men jeg er altså rimelig øm!

Imens prinsessen er på vej ud, mærker jeg hende sparke mig i ribbenene i højre side og bokse mig forneden i venstre side, samtidig med at hovedet var på vej ud..- det var så vildt at opleve!

23.06 er prinsessen ude. Hun kommer op og ligge hos mig og det er bare helt uvirkeligt og fantastisk. Endelig efter 9,5år er vores mirakel baby her! Jeg er hel. Jeg er lykkelig! Vi er lykkelige!

Hun kommer over og bliver vejet..- 2310g! En del mere end de 1771g 1,5 uge forinden og kun -13% under gennemsnit, istedet for -27,4%.

Pludselig ca to timer efter fødslen, imens hun ligger på mig, kigger jeg ned og hun ser helt grå ud. Jeg spørger lettere panisk om det er meningen.

Jordmoder skynder sig hen og trykker løs på hende og stimulerer hende og hun begynder at trække vejret igen.

Børnelægen bliver kaldt tilbage og prinsessen og kæresten bliver sendt på Neonatal. Det var lidt voldsomt at se hende blive kørt væk i kuvøse. At se dem gå fra mig.

Jeg havde jo lige fået hende, det må bare ikke gå galt nu!

Jeg må ikke komme med op på Neonatal. Jeg skal kunne gå på toilettet selv først, da de på Neo kun tager sig af baby, ikke af mor.

Jeg er overbevist om at jeg sagtens kan gå på toilettet selv, uden problemer..- jeg skal jo op til min familie!

Jeg når kun ud på toilettet, så besvimer jeg. Jeg vågner på toilettet og tænker “Pis, det var jo ikke meningen. Jeg SKAL op på Neo!”

De får mig ind i sengen igen og jeg får noget saltvand i drop der skal løbe en time. Det er forfærdeligt at være væk fra min familie.

Efter saltvandet, skal jeg prøve at tisse. Denne gang klarer jeg det næsten..- men besvimer i døren på vej ud fra toilettet. Jeg bliver nu kørt på barselsgangen. Min familie er på Neo. Jeg hyler og hyler.

Men jeg øver mig hele tiden på at sætte mig op i sengen og ligge mig ned, når jeg bliver svimmel. Efter et par timer, får jeg lov til at komme op på besøg og bliver kørt afsted af en portør.

Det er fantastisk at se kæresten og vores mirakelpige  igen. Hun klarer det fint og jeg er lettet. Jeg når at være der en time eller to, så bliver jeg hentet ned på barselsgangen. Men lige inden jeg bliver hentet, så stopper hun med at trække vejret igen. Jeg flår i snoren og kæresten løber afsted for at finde en læge/sygeplejerske.

Midt i det hele, kommer portøren og kører mig væk og jeg hyler. Jeg er helt rundt på gulvet og hyler hele vejen ned på barselsgangen. Jeg er i chok og kan ikke reagere. Jeg ville jo ikke væk fra hende.

Da jeg kommer ned på barselsgangen, skriver kæresten at hun er ok.

Efter kort tid, kan jeg ikke holde ud at være væk fra dem.

Jeg får snakket med en sygeplejerske om at blive “udskrevet” og komme op til min familie. Det må jeg kun, når jeg kan tisse selv, uden at besvime. Jeg er så frustreret, for jeg fejler jo ikke noget.. jeg besvimer kun!

Aftalen bliver at jeg bliver kørt op for at besøge dem, hvis jeg kan tisse selv ved hjælp af kæresten, mens jeg er der, så kan jeg komme derop.

Jeg venter og venter på en portør og går i panik, da jeg ikke kan få fat på kæresten og ikke ved om de er ok. Der går 2,5 time før jeg bliver hentet.

Jeg kommer op til dem og er der et par timer. Jeg får tisset ved hjælp af kæresten, så jeg beder om at blive kørt ned på barselsgangen og afsluttes, så jeg kan blive hos min familie. Jeg kan åbenbart ikke afsluttes deroppe fra. Det er meget besværligt og spild af ressourcer at jeg skal køres så meget frem og tilbage. I mellemtiden er der sygdom blandt portørerne og en masse traumer, så kæresten ender med at køre mig ned, vi henter mine ting, jeg bliver afsluttet og kæresten kører mig op igen. NU er vi endelig samlet som en familie, efter rigtig mange timer adskilt fra hinanden.

Ved stuegang, fortæller lægen, at de to gange prinsessen stoppede med at trække vejret, har været på grund af morfinen. Det er skræmmende, men det letter lidt at vide, at det “kun” er derfor. Blodprøvesvar på infektion i forbindelse med streptokokkerne er fine, så det har heldigvis ikke påvirket hende. Hendes blodsukker er også fint. Vi er lettede. Dog er hun stadig under overvågning og skal i dobbeltlys, på grund af gulsot. Hun er i lys i tre dage.

Imellem tiden er jeg ved at blive bims af alarmer der bimler fra min “nabo” som er indlagt andetssteds grundet komplikationer. Så de første nætter er jeg alene på stuen med prinsessen og naboens tvillinger. Jeg er alene med tre små børn, jeg har ikke sovet efter fødslen og jeg savner kæresten, som har måtte tage hjem. Han har diabetes og hans blodsukker har sejlet de sidste dage og han er hjemme for at få ro på. Børnenes overvågningsalarmer inde ved siden af, ringer hele tiden og børnene græder meget. Jeg må konstant hive i snoren, så sygeplejerskerne kan hjælpe tvillingerne. Tredje nat, der hyler jeg bare og kan ikke stoppe igen. Sygeplejersken spørger om jeg er ok og jeg siger nej. Jeg kan ikke være alene med ansvaret for tre børn, minus søvn, hormoner og en amning der ikke kører og samtidig skal jeg malke ud hver 3. time.

Dagen efter får jeg ny nabo, hvor der er mere ro på. Men jeg kan ikke finde ro. Jeg har brug for ro. Jeg har brug for at bearbejde hvad der er sket inden, under og efter graviditet og fødsel.

Vi forbereder os på tidligt hjemmeophold og lærer at give prinsessen mad i sonden. Kort tid efter, får jeg af vide, at jeg ikke kan fuldamme, når jeg ikke fik lagt hende til/malket ud kort tid efter fødslen. Dette får jeg af vide på 10. dagen! Ingen har nævnt noget, heller ikke på barselsgangen.

Jeg har fået nok. Jeg beder dem fjerne sonden (først når hun er klar selvfølgelig), så vi kan komme hjem. Det kan de kun, når hun selv kan spise fra flaske.

De næste to dage spiser hun fint selv fra flaske og sonden bliver fjernet. Fredag d.9.2.2018, får vi lov til at komme hjem!

Vi er lykkelige, trætte og brugte.

Hjem til ro, hjem og endelig være den familie vi har drømt om i så mange år.

N.