HAB = Enheden for Gentagne Graviditetstab = HÅB

Jeg har før delt vores vej til endelig at få vores mirakelpige. Men jeg vil gerne dele noget mere om Enheden for Gentagne Graviditetstab, for det var det/dem der hjalp os. Jeg læste en artikel om, at op til 40% aborter måske kan undgås. Henriette og Ole Bjarne fra artiklen var med til at hjælpe os. Uden Enheden for Gentagne Graviditetstab på Rigshospitalet, havde vi aldrig fået vores Emilia. Manglende viden på området hos Herlev hospital, gjorde at vi brugte utallige højkvalitetsæg og pressede min krop alt for meget, når der nu var noget galt, som min krop skulle have hjælp til. Det krævede tre forsøg under HAB’s vinger, men første graviditet under HAB, resulterede heldigvis i vores mirakelpige. Jeg fik så også alt hvad privatklinik kunne tilbyde og hos HAB fik jeg immunglobulin (drop først 2 gange om ugen og så 1 gang om ugen, de første – 10 uger) , prednison og plaquenil (malariamiddel).

Jeg behøver ikke at sige at man efter 24 behandlingsforsøg, tre aborter og nogle biokemiske, er pænt ramt og fuld af angst.

Det var 35 lange uger med angst for intet hjerteblink, styrtblødninger,frygt for væksthæmning, plukveer, for tidlig fødsel og indlæggelse på neo. Jeg er ramt. Det er vi begge stadig. Det er måske svært at forstå, nu hvor Emilia endelig er her, men 9,5 år fyldt med så meget, det gør altså noget ved en.

Jeg fortæller det ikke for at få medlidenhed, men for at bryde ensomhed og tabu og for at dele, hvad der virkede for os. Jeg uddyber gerne, hvis nogen har behov for det.

Sidst men ikke mindst..- mirakler sker virkelig!

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-06-09-overlaege-op-mod-40-procent-af-spontane-aborter-kan-undgaas