Close
Kampen for vores mirakel.
facebook pinterest twitter

Kampen for vores mirakel.

endelignogensmor 1 marts 2018, 15:28

77DA0F3A-BCB7-408B-B1E5-FC5EB7EE1041

For 9,5 år siden smed jeg p-pillerne..- nu skulle det være. Vi skulle have en familie og jeg skulle være mor. Ung mor. Troede jeg. Jeg var 25 dengang og kæresten og jeg havde været sammen i 5,5 år.
Man hører altid om, at misser man en p-pille, så bliver man gravid. Lige med det samme. Det var i hvert fald det jeg hørte på, da jeg voksede op. Det skulle så ikke blive så nemt for os.
Vi er heldigvis endelig blevet vores lille familie, men ikke som ung mor. Men jeg har oplevelser og kampe med mig, som forhåbentlig gør mig til den bedste mor jeg kan være for vores datter. Og så har alderen ingen betydning.

Skal jeg skrive om alle årene, så bliver jeg aldrig færdig.
Men det har været en kamp. En kamp for at få vores prinsesse, en kamp for at blive hørt/forstået i systemet – men også blandt familie og venner, en kamp for at tro og håbe trods mange nederlag og tab, en kamp for ikke at miste flere personer som ikke kunne rumme mig og vores kamp/ønske om vores ønskebarn.

Jeg kunne skrive om mange kampe, men lige dette indlæg, handler primært om kampen for ikke at miste vores mirakelbaby til endnu en abort. At banke i bordet for at blive hørt og passet på i et system der har alt for travlt, og ramt af alt for mange nedskæringer. At blive forstået og ikke bare blive sat i bås, som normal gravid. Jeg var IKKE en normal gravid.

Min kamp for at holde på vores mirakel:
Da jeg endelig efter 9 år, 21 fertilitetsforsøg, mange aborter, en omgang med stress, bliver gravid igen, blev det en kamp for ikke at miste vores mirakel. Alt hvad der kunne gøres i et forsøg, blev gjort. De kunne ikke have gjort mere for mig, end de gjorde, ud over en priming. Jeg blev sygemeldt med det samme vi fandt ud af, at jeg var gravid, så min krop kunne få ro til at passe på sig selv, så den kunne passe på baby.
Efter positiv blodprøve, er der ingen der reagerer på mit stofskifte (i de tidligere graviditeter, har jeg automatisk fået indkaldelse til endokrinologisk) og jeg må selv holde øje med det indtil jeg blev hasteindkaldt til endokrinologisk 2,5 uge efter blodprøvesvar. Endnu en risiko for at abortere, det skete heldigvis ikke. Men en kæmpe stressfaktor.

I uge 8 får jeg en styrtblødning og frygten satte ind. Vi troede begge, at nu var det slut igen. Kom ind og blev scannet og så heldigvis det fine hjerte blinke! Men igen måtte jeg stå fast og banke i bordet for at blive tjekket. Damen hos 1813, mente at med min forhistorie, så skulle jeg bare ligge mig ind i sengen og forberede mig på at abortere. Jeg var målløs! Hvad er det for en måde at møde en kvinde i krise på?!
Blødningerne stod på i ca 5 uger, med mange scanninger. To styrtblødninger, de andre mindre blødninger. Men for en kvinde med Abortus Habitualis, så er blod altså blod..- uanset mængde!
Efterfølgende måtte jeg kæmpe for at komme i en sårbar “gruppe” på hospitalet, så jeg kunne følges tæt og få en fast jordmoder. Men jeg blev ikke fulgt så tæt, som de først havde fortalt mig.
Først da jeg i uge 28 skulle vægtscannes og hun var -24,4% under gennemsnittet og da jeg fik graviditetssukkersyge. Og alligevel måtte jeg tjekke op på diverse blodprøver, urinprøver osv.
Jeg måtte også selv bede om blodprøve, så mit langtidsblodsukker kunne tjekkes.

Hvilket minder mig om at til min første jordmodertid i uge 17, der var det ikke blevet registreret at jeg skulle til glukosebelastningstest, selvom hele min familie har insulinkrævende diabetes. Det måtte jeg selv bede om, jordemoderen var i tvivl om, om det var nødvendigt. Det var det jo så!

Min veninde som har været gravid samtidig, er målløs over vores forskellige forløb på Herlev. Jeg har været overladt til mig selv og Google, hvor hun har fået ekstra lægesamtaler og er blevet passet rigtig godt på..- sådan som det burde være.

Senest måtte jeg banke i bordet, da jeg var 34+6 for at de ville sende min urin til dyrkning, til trods for at jeg havde fortalt om mine onde plukveer med stikkende jag helt nede ved skambenet. Tre dage senere får jeg konstateret gruppe b streptokokker og to dage efter, 35+4, er hun født.

Lørdag d.27/1-2018 ringer jeg til akut modtagelsen med mistanke om sivende fostervand. Jeg nævner et lille smæld inde i maven, sivende væske som ikke er tis og en del slim. Jeg bliver bedt om at tage bind på og gå lidt rundt 1 times tid og så ringe tilbage. Der går et kvarter, så ringer jeg og siger at der er kommet en del mere og at jeg nu har menstruationssmerter. Hun spørger mig så om baby står fast og jeg siger nej, det er der ingen der ved om hun gør og hun ser i min journal, at der intet står om det. Jeg bliver bedt om at ligge mig ned og vente på en ambulance, som skal hente mig.

Da den kommer ender jeg alligevel selv med at gå ud til båren og vandet siver mere nu.
Først bagefter går det op for mig hvor galt det kunne være gået, hvis vi ikke havde været så heldige at hun havde sat sig fast! De gange jeg havde rejst mig, kunne navlestrengen været faldet ned og kommet i klemme og så kunne vi have mistet hende, da hun ikke ville have kunne få luft med navlestrengen i klemme. Sådan en fejl/misinformering, må bare ikke ske!

Under veerne får jeg morfin, da jordmoder vurderer, at det nok tager lang tid inden jeg føder. Jeg er førstegangsfødende og havde kun åbnet mig 2 cm, da hun havde tjekket mig tidligere. Efter jeg får morfinen kommer vi ind i et “venterum” som ligger i mellem akutmodtagelsen og fødestuen og vi får besked på bare at ringe til dem, hvis vi får brug for hjælp. Ingen holder øje med mig. Efter ca. 20 min med presseveer, som jeg på dette tidpunkt ikke vidste at det var, og rooolig vejrtrækning – som gjorde det hele værre, beder jeg kæresten om at ringe fordi jeg føler at noget er igang/det gør for ondt, men nummeret er optaget. Han løber afsted til akutmodtagelsen, men ingen er til at få fat i. Dette står på noget tid og endelig kommer jordmoder og konstaterer, at jeg er i aktiv fødsel. 30 min efter jeg har fået morfin.

Dette gør, at to timer efter fødslen bliver vores datter helt grå og trækker ikke vejret. De får gang i hende og sender hende og kæresten på neo. Ca 6-8 timer senere stopper hun igen med at trække vejret. Det er på grund af morfinen, kan de konkludere efter 24 timer, da det ikke sker mere efterfølgende.
Set i bakspejlet, skulle jeg aldrig have haft morfinen, da jeg allerede havde begyndende presseveer inden. Jordmoderen registrerede det bare ikke.
Kl. var 15.45 da jeg først kontaktede akut modtagelsen og 23.06 var hun ude hos os.

Det efterfølgende forløb på neo er også skørt og nok bedst at skrive om i et andet indlæg. Men hele vejen til at få vores prinsesse har været mit livs kamp..- før, under og efter graviditeten. Mit livs bedrift. At kunne stå imod alle de slag og tab..- og fortsat blive ved med at kæmpe. Og endelig at få sin drøm opfyldt, er den vildeste og mest overvældende følelse. At miste “veninder” fordi de ikke kunne bruge mig til noget, når jeg trak mig ind i mig selv, for at skåne dem og mig selv for alt det hårde og triste.

Jeg husker et besøg hos en tidligere veninde, da hendes dreng var 1 måned gammel. Jeg havde lige mistet for tredje gang en uge forinden. Jeg var ærlig omkring at have mistet, men besøgte dem for deres skyld, for at vise at de var vigtige for mig. Men jeg måtte sige nej til at holde ham. Så ville jeg bryde sammen.
Efterfølgende fik jeg en sms, hvor der stod at de ikke kunne bruge en veninde som tjekkede ind og ud, når det passede mig og som ikke kunne være glad på deres vegne.

Jeg var målløs! Jeg sad hos dem en uge efter mit tredje tab og ønskede dem tillykke og så støttede jeg dem ikke? De havde ikke været der under de sidste to tab eller vist forståelse for min sorg. Det gjorde ondt.
Jeg har altid fortalt mine veninder at jeg var glad på deres vegne, men ked og sorgfuld på mine egne veje. At min sorg, intet havde med deres lykke at gøre. Men nogen gange måtte jeg trække mig, for ikke at ødelægge deres glæde.

Heldigvis har jeg nogle gode tætte veninder, som har været der for os i tykt og tyndt og jeg er dem evigt taknemmelige for! Jeg ved at jeg kan rummes og forsøgt at blive forstået. Så nu er det slut med at spilde tid og energi på mennesker, som ikke er gode for mig. Det er livet for kort til.
Efterfølgende er der kommet fantastiske kollegaer til og jeg glæder mig vildt til at de alle skal møde vores mirakel. Hun er længe ventet af mange..- og de rigtige mennesker, der ønsker hende og os det bedste.

Heldigvis er jeg gennem alle årene i fertilitetsbehandling og min sygemelding med stress, blevet rigtig god til at mærke mig selv og min krop. Hvad føles rigtigt og hvad føles forkert. At sige til og fra. Heldigvis. Hvis jeg ikke jeg var det, er jeg i tvivl om, om vi havde fået vores mirakel prinsesse.

Hvis jeg mærker efter dybt inde, så har det ramt mig. Det gør mig ked, at istedet for endelig at kunne nyde at være gravid, så har jeg skulle være min egen læge og være fyldt med angst. Jeg har svært ved at stole på at de informationer jeg får (lige pt fra sygeplejersker/læger) er korrekte. Det må jeg arbejde lidt med, så det ikke fylder for meget. Noget af kontrollen jeg tog i forbindelse med fertilitetsbehandlingen, graviditet og efter fødslen, øver jeg mig også på at slippe en smule.

Men dette kan ingen tage fra mig:

Jeg har lært at kæmpe for mig selv og det jeg tror på. At lytte til mig selv. Jeg kæmpede for mit mirakel og jeg fik hende.

Tak fordi du læste med.

N.

 

#minmavedkminkvindekamp