Vi keder os ikke..!

Vi keder os ikke! Hver gang jeg vil til at skrive, så er der lige noget der skal gøres/overskues. De sidste par måneder har budt på indkøring i vuggestue, opstart på arbejde efter barsel, E har været indlagt tre gange OG skiftet vuggestue, som vi venter på at hun er frisk nok til at starte op i.

Det er virkelig om at holde tungen lige i munden og huske at trække vejret!

E har været ramt af Roskildesyge og vi kæmpede for at få mad og drikke i hende. På tredjedagen går det fremad og jeg sover med hende i stuen på en madras i tilfælde af opkast og lort overalt. Kl.4.30 vågner jeg af at hun klynker og jeg mærker hende på panden. Hun har koldsved. Hun falder i søvn igen og jeg googler feber og koldsved for at se om jeg skulle være nervøs. 2 min efter tjekker jeg hende igen og hun er helt kold og badet i sved. Jeg tager hende op og hun er helt slap og der er ingen kontakt! Jeg løber ind til C og kaster mobilen hen og råber at han skal ringe 112. Jeg kalder og kalder, kigger hende i øjnene, men hun er helt fjern. Jeg ligger hende på puslebordet og vil give hende tøj på, men hun vender det hvide ud af øjnene og jeg hiver hende op igen og kalder og kalder. Der kommer bare ingen reaktion! 🙁

Ambulancen er på vej og vi ligger hende på madrassen i stuen. Hun vender det hvide ud af øjnene og hendes hjertet hamrer afsted. Damen fra 112 spørger om en masse ting jeg ikke kan huske. Pludselig falder hendes hjerterytme og vi råber til damen fra 112 og bliver møg bange og hun beder os om at give hende luft. Det har ingen effekt. Så beder hun os om at give hjertemassage. Først i tredje omgang tryk og pust tager hun en kæmpe indånding og begynder at kigge på os. Og så kommer ambulancen. Og så går jeg i panik og skriger og ryster. Jeg troede vi ville miste hende. At 14 måneder var alt vi fik med hende.

Hun er nu ved bevidsthed og jeg tager med i ambulancen. Hele turen, knuger hun sig fast i mine pegefingre og jeg fortæller om og om igen, at mor er her og jeg passer på hende.

Jeg husker ikke så meget fra den første tid på hospitalet. Men efter lang ventetid bliver det bekræftet at hun har roskildesyge og at hendes blodsukker havde været nede på 2,1 og det var derfor vi ikke kunne få kontakt til hende. Hun havde ikke hjertestop, men vi hjalp hende med at få luft.

Det er det værste jeg nogensinde har oplevet. Udover da hun to timer efter fødslen blev grå på mit bryst og stoppede med at trække vejret. Dengang nåede vi også at tro at vi mistede hende. At vi kun fik to timer med hende. Og denne gang, at vi kun fik et år med hende.

Hvis jeg ikke havde traumer før, så har jeg det i hvert fald nu og jeg skal helt sikkert have hjælp til at bearbejde det hele.

At vi så har måtte forbi børnemodtagelsen med et astmatisk bronkitis anfald var ikke lige hvad vi havde brug  for og slet ikke at skulle tilbage igen efter to nætter hjemme fordi hun begyndere at ryste og få lilla hænder og fødder og marmoreringer. Denne gange var det høj feber og para influenza. Vi tog lige et par nætter mere på Herlev.

Som I efterhånden ved, så har hun været mange år undervejs, det har krævet alt af os og hun er vores et og alt. Vi kniber os stadig i armen, for kan vi virkelig være så heldige at have fået den mest fantastiske datter i verden.?! 🙏🏻

Det giver en utrolig stor angst for at miste hende og med så store forskrækkelser, kommer der til at gå noget tid før vi ikke bliver bange, når hun bliver syg.

Nu håber vi på godt vejr og ikke mere sygdom, tak!

N.