Vrede…

Vrede. Jeg håber at jeg kan skrive dette indlæg uden at blive misforstået. For jeg er ikke en vred person. Alle som kender mig ved at jeg skør, tosset og glad. At jeg ser det positive i udfordrende situationer.

Men midt i al babylykken er det gået op for mig, at jeg har en vrede jeg har båret på i mange år efterhånden. En vrede over at have mistet min uskyld og naivitet i der her babyprojekt. Over at føle mig forkert og i stykker. Hvorfor virker min krop ikke? Hvorfor skulle jeg/vi igennem alt dette? At nå ud hvor man ikke kan rumme andre mennesker, fordi det gør så ondt indeni. Alt imens folk prøver at være forstående eller komme med velmenende råd: “I skal bare slappe af og ikke tænke på det..- når I mest venter det, så lykkes det,” “Få en hund” (kæresten er allergisk, så det kunne vi ikke.)

Nu har jeg ikke været totalt isoleret. Det har været i de hårde perioder med mislykkede forsøg og aborter. I de mellemliggende perioder har jeg prøvet at få det bedste ud af livet og vi har været på mange rejser. Set en masse fantastiske steder og mødt dejlige mennesker, som vi stadig har kontakt til. Vi har lovet E, at vi vil vise hende verdens dejligste sted, hvor vi var lige inden vi startede i fertilitetsbehandling – Hawaii. Det skal nok lykkes.

Jeg har kunne skælde ud på alt herhjemme de sidste uger (ikke på dejlige E). Men når ting har drillet, når jeg har tabt noget, gået ind i en dørkarm (det sker forbavsende tit 😆) Vores barnevogn med fejl på. Hendes højstol med fejl på. Andre ting med fejl på. Rodet – og det er altså ikke fordi her er specielt rodet. Og alle de fejl og ups’ere vi har været igennem i løbet af vores mange forsøg i behandling. Over alle de super æg, som blev spildt, på endeløse forsøg, fordi det er for dyrt at starte udredning for abortus habitualis, før man har været igennem tre aborter.

Det er stadig svært at gå helt i detaljer om alt det svære og hvad det har gjort ved mig. På den ene side føler jeg, at jeg er gået i stykker, men på den anden side mærker jeg min egen styrke, som aldrig før og nu hvor vi endelig har E, føler jeg mig hel og klar. Der vil bare altid være nogle situationer jeg har det svært med og vil reagere på. Jeg er meget følsom og fertilitetsbehandling og aborter er ikke for sarte sjæle. Nøj, det har været hårdt at rejse mig op igen, hver gang håbet har spiret kort. Men jeg gjorde det. Og vil blive ved med det, resten af mit liv. Og når jeg har skrevet dette indlæg, vil jeg begynde at give slip på vreden. Nu har jeg mærket den og givet afløb for den. Den er en del af mit forløb. Men nu vil jeg slippe den. Solen skinner lysere end nogensinde før og jeg vil nyde al min tid med vores store mirakel. Jeg vil nyde livet. Vi er heldige – meget heldige! Og taknemmelige! Vi er blevet stærkere sammen og nu er vi klar og stærke for E. Til at lære hende alt hvad vi ved om livet.

Jeg håber at jeg kan give min styrke, vilje og stædighed (og glæde) videre til E. Lære hende at selvom livet stinker nogle gange, så er det også fantastisk! Og at man kan hvad man vil, at stædighed kan betale sig og at man aldrig skal opgive sine største drømme. Hun er min største drøm. Mit mirakel.

E, mor elsker dig.

N.