Mit barn er Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Okay, det lyder måske voldsomt ligefrem, at sammenligne ens barn med en mand som gør en masse ugerninger. Det er mere det skift der sker med Dr. Jekyll når han drikker mikstur og derefter bliver til Mr. Hyde. Det er lidt det samme som vi oplever med lille S. Lille S er åbenbart i et udviklingsspring (Tigerspring) kald det hvad du vil. Hvor hun virkelig prøver grænser af, hos både mor, far og hendes dagplejemor. Hun kan seriøst være super glad det ene øjeblik også fordi hun gør noget hun ikke må og får pænt besked på det må hun ikke – ja så begynder hun, at skrige. Hun kan også finde på, at lægge sig på gulvet. Hun sparker ikke med benene eller armene, men lægger sig bare ned og skriger lidt videre, indtil hun indser det hjælper ikke eller mor siger “Stop”.

 

Svært at finde balancen

Lille S er kun 16 mdr. hun kan heldigvis ikke skrige så højt. Af og til begynder hun, at “danse” lidt forvirret rundt om sig selv, når hun ikke får sin vilje. Det er nemt, at se hun ikke forstår de følelser hun har. Hun skal til, at lære man altså ikke må alt her i verdenen og det kan være svært, at forstå. Jeg bliver nogle gange helt forskrækket over hvor hurtig hun kan skifte humør og tænke “hvor er min lille pige blevet af”. Det er her jeg får sammenligne til Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Hun kan se så sød ud det ene øjeblik og næste ser mega “ondt” på mig også skrige. Selv mor forstår det heller ikke og står totalt forvirret med et panik udtryk i ansigtet. 😀 Samtidig, er hun begyndt at udvikle sin selvstændighed og det skal der også være plads til. Men hold op, jeg synes det kan være svært, at finde balancen i det. Hun skal selvfølgelig vide hun ikke bare kan stille sig op og græde/skrige/nive fordi tingene ikke sker efter hendes hoved. Men der skal samtidig også være plads til hendes følelser og den udvikling hun er i gang med. Nogle gange orker jeg heller ikke kampen, lige som mange andre super mødre og fædre. Det er sgu også ok. Jeg ved godt jeg spænder ben for mig selv fordi så skal jeg være ekstra bestemt næste gang. (Men hej, jeg er ikke perfekt. Jeg er lige så meget i en lærings proces som min datter) Så balancen er svær, at finde herhjemme af og til.

Respekt hendes følelser

Jeg er i denne proces med lille S også blevet meget klar over hvor meget vi skal tage hendes følelser seriøst. Man glemmer lidt, at hendes følelser er lige så seriøse som vores, selvom hun ikke forstår dem selv.

F.eks. var der en dag hun gjorde noget hun ikke måtte og med et sætter hun i et skrig. Mor og far begynder, at grine fordi det ansigt udtryk hun laver ser morsomt ud og vi tager det ikke helt seriøst. Det opfatter hun og begynder, at græde og det er rigtig gråd. Som klart fortæller os “mor og far det er ikke ok i griner ad mig. Det er faktisk svært, at være mig”. Der gik det rigtig op for mig, at selvfølgelig skal jeg tage hendes følelser og reaktioner seriøse. Det er en stor verdenen hun befinder sig i. Tænk på da jeg var teenager og heller ikke fattede de ting der skete for mig. Så tænk, at være 16 mdr. i en kæmpe verdenen som hun skal lære, at håndtere sine følelser. Sammen med alle reglerne om hvad må jeg og hvad må jeg ikke, PLUS nu vil jeg også gerne til, at være selvstændig. Jeg siger bare “Tak for kaffe”!!!

Jeg har besluttet jeg fremover vil prøve, at omfavne min datter og hendes skrig så godt jeg kan, uden for meget løftet pegefinger. Vi må gennemgå det her udviklingsspring sammen og undervejs skal vi nok lære det og finde løsningen sammen. Fordi det er det vi gør mor og datter hånd i hånd. <3 <3

/Anne

Hvis du synes godt om mine indlæg er du velkommen til, at “like” min Facebookside “Enlillemorstanker”. Så får du note når der kommer nyt ud fra mig.