Mor aka. tudemarie

En ting som jeg har fået med mig fra min graviditet og fødsel er at jeg er blevet en stor tudemarie.

Jeg skal da gerne indrømme at inden jeg blev gravid kunne jeg godt trille en tåre over en trist scene i en film, men ikke så voldsomt at jeg nærmest drukner mig selv i tårer og snotten løber som om jeg var forkølet på første dag.

I da lille S stadig var meget ny tænkte jeg at det var pga. fødslen ikke var længere væk i fortiden end at den stadig kunne påvirke mig hormon mæssigt, men her næsten 10 måneder er jeg stadig en stor tudemarie.

Jeg kan seriøst tude af en scene i en film ligemeget om den er glad, trist eller sjov. Det behøver heller ikke en film, nej nej jeg kan skam også trille en tåre ved at se en serie eller tegnefilm – jeg tør slet ikke tænke på hvis jeg skulle gense Bambi igen. Jeg ville jo aldrig komme mig over at Bambis mor bliver skudt. Noget jeg var rigtig dårlig til i starten var når reklamerne for Dansk Røde Kors, Børnefonden eller noget for dyr kom på tv. Det var det værste man kunne sætte mig ind foran. Jeg er blevet mere “hård” nu og kan godt klare de kommer op på tvét men kan især mærke det med at se børn lide – jeg kan det bare ikke. Bare det at sidde her og skrive om det og tænke tanken kan give mig en klump i halsen. Det skal også siges at jeg meldte mig ind i Dansk Røde kors kort tid efter jeg fik Sigrid. De ringede til mig mens jeg sad min nyfødte datter i armene (man skulle tror de vidste jeg lige havde født) Men de fortalte om børn der ikke havde det godt pga de flygtede fra krige og naturkatastrofer – det kunne jeg ikke sige nej til. I min verden skal inden børn lide og hvis jeg kan gøre lidt for at hjælpe rundt om i verdenen, så gør jeg det.

Men tilbage til den lille tudemarie..

jeg synes faktisk det er voldsomt hvor meget det at få et lille barn kan påvirke en på det punkt. Hvor meget de kan fucke tingene op. Jeg tror ærligt jeg kunne trille en lille tåre nærmest hverdag enten pga en dum scene, hvis jeg ser lille S kan noget nyt eller hvis jeg taber en dåse tun i supermarkedet – (ej det er måske lige i overkanten 🙂 Jeg kan blive helt rørt når jeg ser nogen hjælper et andet menneske eller hvis nogen især tilbyder mig hjælp. Jeg har altid været en meget selvstændig type og vil klare tingene selv (ved min kæreste vil nikke genkendende til dette hvis han læser denne blog). Men fordi jeg altid har haft den følelse bliver jeg så rørt når nogen siger eller gør noget for mig. Det at folk tilbyder Deres hjælp til mig – jeg kan nærmest tage mig selv i med rystende stemme sige tak til folk. det påvirker mig virkelig meget at nogen gerne vil hjælpe – det er sikkert også fordi det er bare hårdt at være mor til tider, så det at nogen faktisk tænker på dig og vil hjælpe er stort og er rigtig dejligt. Jeg kan ihvertfald mærke jeg er blevet meget mere følsom omkring flere ting og der ikke skal meget til før klumpen i halsen snøre sig sammen.

Den “ting” som virkelig kan få tudemarie frem er selvfølgelig lille S – det at se hende udvikle sig, griner hendes skønne babylatter eller når hun giver mysser til sin far – det kan virkelig få tårerne frem. Hun er mit kryptonit og hun vil helt sikkert få mange gode tårer til at trille på hendes mors kind.

Kan ikke lade være med at tænke på om jeg den eneste som oplever at tude over “spildt” mælk, tegnefilm og søde babysmil – er jeg den eneste tudemarie der er??

Tudemarie