Separationsangst kan mor få det ?

Kan jeg få separationsangst som mor og er det ok ? Er det bare noget værre pjat der kommer over dig fordi lille S er ved at blive større og bliver mere selvstændig.?

 

Det er nogle af de tanker jeg har været igennem i mit bette hoved den sidste tid. Min lille S er ved at blive større, pludselig kan hun en masse ting og det skete bare inden for 14 dage – det var så vildt, men også sindssygt skæmmende på samme tid. Hun er ikke så lille mere, som jeg har gået og følt. I forbindelse med den udvikling hun tager, mærker jeg den her lille separationsangst i kroppen, som jeg ikke helt ved om er ok jeg føler, da det er en naturlig ting at mor og barn skal begynde og slippe hinanden med tiden. Synes så heller ikke det bliver nemmere ved tanken om at min barsel snart slutter. Tanken om at skulle aflevere lille S i en vuggestue, i nogle timer om dagen, kan jeg ikke helt forene mig med endnu. Der er stadig 2,5 mdr. til, men tiden indtil nu har fløjet afsted, så hvorfor skulle de sidste 2,5 ikke også.?

Det er lidt svært

Jeg synes det er svært at sige højt at jeg lidt frygter den kommende tid. Jeg synes ikke det er sjovt at tænke på lille S snart skal i vuggestue og jeg ikke kan være hjemme og nyde hendes selskab. Verdenen bliver pludselig meget stor føler jeg og føler ikke lille S er stor nok til at komme ud i den på egen hånd, men det skal hun jo fordi det er den bedste måde hun udvikler sig på. Jeg ved der nok er nogen som læser med som synes jeg lyder som en hønemor og jeg skal tage mig lidt sammen, men jeg kan ikke gøre for det – det er sådan jeg føler. Det har intet og gøre med jeg ikke vil have lille S ud i verdenen og det er heller ikke fordi jeg vil skåne hende for de knubs der kan komme. Jeg har bare separationsangst, jeg har svært ved at slippe hende. Jeg stod forleden dag ude på badeværelset mens jeg var i bad og græd fordi hun er begyndt og sige nej til at blive ammet på nogle tidspunkter – det er da totalt åndsvagt, men sandt.

Det er mig som er problemet,

det er mig som har separationsangst. Lille S har intet problem med at udforske verdenen og rykke længere væk fra mor, så ja det er mig som er problemet. Jeg kan ikke give slip på hende og det er mig som ikke er klar på at komme på arbejde. Hvis jeg måtte bestemme ville jeg gerne arbejde 30 timer om ugen, hente hende fra vuggestuen og bare være sammen med hende. Jeg vil bare gerne have så meget tid jeg kan med hende uden at det bliver i en dum travl hverdag, hvor nærheden forsvinder og det hele bliver et samlebånd. Jeg har efter jeg fik lille S virkelig fundet ud af hvordan jeg gerne vil prioritere tiden fremover og det er min familie først. Jeg kunne uden problem godt gå hjemme for en tid og lave velgørenhedsarbejde (en rigtig housewife som i USA).

Er separationsangst okay?

Selvfølgelig er det okay! Har flere gange sagt til mig selv det er noget værre pjat og jeg skal tage mig sammen, men til sidst har jeg bare indset det er så meget okay. Jeg har lavet den bette fis inde i min mavse, båret på hende i 9 mdr. derefter født hende, følt den største kærlighed nogensinde og vil for alt i verdenen søger for hun har det godt. Hun er mit et og alt, så selvfølgelig er det okay, møg skræmmende, men helt okay. Jeg er hendes mor og jeg vil bare passe på hende og have så meget tid med hende, inden hun bliver alt for stor (se teenager) og ikke gider mig mere. Men netop fordi jeg er hendes mor ved jeg at separationsangsten altid vil være der i baggrunden. Den vil komme op flere gange igennem livet, når hun skal i vuggestue, skole, i byen første gang, skal rejse selv og når hun en dag flytter hjemmefra – ja selv når hun er blevet voksen vil den stadig være der. Netop fordi hun er min datter og jeg elsker hende.

Herhjemme vil mor tage en dag ad gangen, nyder den sidste barsel med hende også må jeg give slip fordi det er jo det bedste. <3<3<3

 

Kan du lide mine blog indlæg, så er du velkommen til at følge mig på facebook under “Enlillemorstanker” her vil du få besked når der er nyt fra bloggen. 😀