Da 3 blev til 4 (Indeholder fødselsberetning)

Nej?!?! Ikke NU?!

Jo – det var nu! 

Det er d. 22/4-16 Vi har alle holdt fri sammen, og nåede til bunds i tonsvis af flyttekasser. Mit bækken driller, men jeg formår alligevel at hygge max med Felix! Janus og jeg puttede og hyggede også lige da Felix sov. En helt vildt fantastisk dag faktisk ❤️
Kl 21.20 kommer der en ve, ikke lang, men den bider! Jeg går i seng, i håb om at det bare er en modningsve og at det går i sig selv, men lidt efter kommer der en til. Jeg registrere dem og kl 22.00 ringer jeg til fg – der er 5 minutter mellem veerne. Det er for tidligt! Jeg er 36+4 jeg havde virkelig håbet på, at gå helt til termin denne gang. Felix blev født 37+4 og han var slet ikke klar til verden. Hvordan mon lille søster så vil klare det?!
Vi har intet pakket! Det skulle vi jo bruge weekenden på! Lige at gøre det sidste klar. Vi flår noget tilfældigt tøj ned i pusletasken, svigermor kommer og er ved Felix og Dexter (vores hund) og vi køre afsted. Jeg havde SÅ dårlig samvittighed over, at køre uden at sige farvel til Felix! Hvad nu hvis der skete noget?!

Vi måtte gerne køre selv, selvom der var mistanke om, at hun lå i UK. Jeg kunne godt høre på hende i telefonen, at hun ikke forventede jeg var i fødsel. Det samme udtryk havde den jordemoder der tog i mod os. Jeg fik kørt en ctg – her siger jm “hold da op! Du har hyppige veer, det går vidst ikke i sig selv igen.” Det kunne jeg da godt ha’ fortalt hende!
Hun kunne ikke vurdere hvordan lille søster lå, og vi fik scannet hende. Hvis hun nogensinde havde ligget i UK havde hun vendt sig! Yes! Et styks naturlig vaginal fødsel is coming up!
Vi var lykkelige og lettede begge to! Men hov! Jeg havde slet ikke forberedt mig på en almindelig fødsel, jeg vidste alt om sædefødsel og kejsersnit, men intet om en almindelig fødsel. Men det var mit aller højeste ønske – og nu blev det opfyldt!
Vi kom ind på fødestuen, jeg var ca 3 cm åben så vi gik en lille tur og fik en god snak med den jm studerende om mine ønsker i forhold til smertelindring. Så lidt som muligt. Jeg ville virkelig være til stede denne gang. Den var hun helt med på, men for at kunne takle veerne fik jeg en lille smule lattergas, den blev jeg dog vildt dårlig af. Den var meget god under veen, men jeg følte mig enormt svimmel mellem veerne og det brød jeg mig ikke om. Så jeg nøjedes med ilt. Masken gjorde et godt stykke tid at jeg kunne fokusere på, at trække vejret når veerne kom. Jeg fik også lagt akupunktur i lænden, men de blev taget ud igen et par timer efter. Jeg følte bare de var i vejen. Varmepuder havde jeg rigtig meget glæde af.
Jeg åbnede mig ca 1 cm i timen. De føltes som evigheder! Hver time når jm mærkede efter, følte jeg der var gået mindst 3 timer.
Da jeg var 7 cm åben, altså ca kl 5-6 stykker, begyndte veerne virkelig at tage til! Der var ikke rigtig nogle gode pauser mellem veerne og da jeg nåede 8 cm, begyndte jeg at blive udmattet. Det var meget overvældende at være i den konstante smerte. Jeg kunne ikke rigtig kontrollere den længere. Den jm studerende var super god til at holde mit fokus, og booste min selvtillid! Jeg fik mange gange hulket “NU kan jeg ikke mere!” Hvor til hun svarede – “selvfølgelig kan du det. Du har mange flere krafter! Du kan meget mere end du tror! Og bare rolig – denne fase er den værste” Hun havde absolut ingen tvivl i stemmen! Selvfølgelig kunne jeg det!

Der var vagtskifte og den nye jm var super cool! Lige min type, der sagde tingene lige ud, lod mig være hvor jeg var og pressede mig ikke ud i noget.
9 cm, vandet var stadig ikke gået! Og NU havde jeg ondt!! Jeg var i konstante veer, ikke en eneste pause. Janus var ved min side, og jeg kunne mærke han kæmpede med mig hele vejen! Han hentede kolde klude, fandt sig i at blive trukket halvt med ned i sengen! Han gjorde ALT for at gøre det nemmere for mig. Jeg fik på et tidspunkt råbt “for helvede hvor gør det røv ondt” hvortil Janus meget modigt svare “så ved du hvordan det er, at ha’ mandeinfluenza!” Der kunne hverken jeg eller jm holde masken. Han er jo fantastisk!!
Nå, de smerter der kunne jeg slet ikke håndtere længere! Og jeg bad jm om at hjælpe mig NU! Jeg havde ikke mere, følte jeg. Heldigvis havde en eller anden væg, lagt sig tilbage (altså inde i min va-j-j) og hun kunne tage vandet. Hold nu op en lettelse da ballonen sprang!! Jeg nåede lige at få pusten, mens hun satte overvågning via elektrode på lille søsters hovede – og jeg kunne endelig få den ene af de lorte elastikker af! (Som jeg har haft om maven, for at overvåge lille søsters hjertelyd)

Og så startede det!
Presseveerne! En helt ny smerte at forholde sig til. Nu var det altså nu! De første presseveer brølede jeg som en anden løve, jeg kunne ikke holde det tilbage! Men det gjorde det egentlig sværere at presse. Hold vejret, og pres. Så simpelt! Jeg kunne tydeligt mærke hendes hovede komme længere og længere ned.
“Nu dykker hun lige lidt, jeg ringer lige efter en fødselslæge” sagde jm helt cool og fattet. Jeg anede ikke hvad hun mente med dykkede og det kunne jeg ærligt talt heller ikke lige koncentrere mig om. Fødselslægen kom, og det gik op for mig at det var hjerterytmen der dykkede mellem presseveerne. Hun kunne simpelthen ikke klare det. En – to – pludselig var stuen fyldt op med mennesker! 2-3 jordemødre, 2 fødselslæger og en børnelæge.
Jm beroligede os, det var for hårdt for lille søster, og lægen var nød til at sætte en sugekop på hendes hovede og hjælpe hende ud. Hun skulle ud NU!!
Sugekop, jeg tænkte først på sådan en svupper man bruger når toilettet er stoppet. Mega surrealistisk tanke at få, mens man presser på livet løs. Havde det så bare været sådan en!! Næææh nej, et kæmpe metal rør skulle jeg da lige ha’ presset op, så der kunne suges vakuum på hende hovede. Hold op det var svært for fødselslægen! Og jeg var nok ikke lige verdens bedste samarbejdsparter! Men det undskyldte jeg også for! For satan hvor gjorde det ondt!
Mens jeg panikkede fuldstændig i smerte hørte jeg jm’s stemme ved mit hovede “NU skal hun ud, ellers løber vi på OP og det bliver kejsersnit”
Nej nej nej, jeg har bare ikke kæmpet i 12 timer for at få kejsersnit!! Den tanke fik mig til at fokusere, sugekoppen blev lagt og jeg brølede “SÅ FÅ HENDE UD!!!” Mens jeg kastede op ud over mig selv. Jeg pressede som en i helvede, og kunne mærke hendes hovede glide ud. Jeg kiggede ned, og der lå en lille blå pige. Jeg blev forskrækket og begyndte at presse igen. Jeg kunne godt se hun skulle ud NU! Der måtte jm dog lige stoppe mig, jeg kunne ikke presse uden en ve. Jeg syntes sekunderne var meget lange!! DER kom den og jeg havde besluttet mig for, at det skulle slutte i denne ve! Jeg pressede mere end jeg nogensinde havde forestille mig jeg kunne. Med krampe i benene, smurt ind i bræk fik jeg min lille pige op på maven, hun skulle dog lige vikles ud af navlesnoren først. Den havde hun om halsen – det var nok meget godt de ikke fortalt mig det. Jeg tudbrølede. Hun kom over til børnelægen, hun skulle lige ha’ lidt hjælp til at folde lungerne ud. Den blå farve aftog lidt, men ikke helt. Vi fik forklaret at det var fordi hendes blodcirkulation ikke var færdigudviklet og det ville tage et par dage før, hun kunne opretholde en pæn kulør når hun fik tøjet af. Min første tanke var egentlig at hun ikke var ret køn. Men for hvert minut blev hun smukkere og smukkere.
Hun lå på min mave mens jeg fødte moderkagen. Og indtil jeg var klar til at blive syet. 5 sting udvendigt – det synes jm var ret godt klaret?! Jeg synes bare det gjorde ondt ad helvedes til! Og den lokalbedøvelse hjalp ikke en skid!
Og lige som man tror, at nu kan man slappe af. Nææææh nej! Jeg skulle også lige være sød, at smutte ud og tisse. Gå lige efter sådan en omgang?!? Også skulle man lige forholde sig til en helt ny smerte IGEN! Fy for den lede, det gjorde ondt at tisse! Og toiletpapiret?!?!!! Godt råd, medbring selv det blødeste toiletpapir du kan finde! Hvis jeg nogensinde bliver milliardær, bliver det klart mit projekt! At skaffe alle landets føde og barselsgange silke blødt toiletpapir.

Vores lille Lilje på 2620g og 48 cm kom til verden d. 23/4-16 kl 10.32 efter 13 timers veer. Født 36+5 og hun er helt perfekt!

image

Vi sagde pænt farvel til fødegangen, og vi kom på barselsgangen.

Jeg er ikke just fan af barselsgangen. Der er for meget uro, og de har alt for travlt! Desværre var det første blodsukker der blev målt lidt lavt. Så vi skulle lige blive til det havde rettet sig. Forståeligt nok, men jeg ville bare så gerne hjem til Felix. Han havde haft en god dag hos sin farmor og farfar og var taget hjem og sove hos mine forældre.

Da vi endelig kom hjem, kom mine forældre og Felix med det samme. Hold op han synes det var mærkeligt, at jeg sad med en baby. Han aede hende – også kunne hun altså godt lige tage og smutte. Min mor tog Lilje så jeg kunne fokusere på Felix. Det var lidt svært, og da han så mig amme blev han ret ked af det. Men allerede dagen efter var det bedre. Nu skal han bare lige acceptere, at man ikke kan hive i hende og at jeg er nød til at blive siddende når hun spiser 💜 det skal nok gå alt sammen.