Med ærlighed, kommer man længst!

Det her er et af de lidt mere personlige oplæg. Et oplæg som faktisk er enormt svært at skrive. Vi ved det alle, men snakker sjældent om det.

Hvor hårdt det er/kan være for parforholdet at få børn.

Da jeg var gravid med Felix, tog vi til fødselsforberedelse på Roskilde Sygehus, det vil sige vi kom første gang, og det skulle vi IKKE igen! Vi blev vildt deprimeret over, at det primært handlede om, hvor mange spædbørnsforældre der går fra hinanden. Det var bare ikke lige dét, vi forventede at skulle hører på! Der sad vi top forelsket og lykkelige over vores kommende barn, og så skulle vi fyldes med sådan en gang pladder! Det ville i hvert fald ikke ske for os!!

Vi lyttede dog til 1 råd. Inden Felix blev født, lavede vi en “forventnings snak” hvad forventede han af mig og omvendt. Det var faktisk super fint – så var kortene på bordet.

Jeg kan lige så godt være ærlig, i de første 3-4 mdr af Felix’s liv hang vores forhold i en tynd tråd. Man får sagt så mange dumme ting når man er træt! Men det kunne vi håndtere. Vi er heldigvis begge rigig gode til, at sige undskyld og indrømme vores fejl: det er altså virkelig vigtigt!!

Det sværeste var, at jeg ikke kunne give Janus det samme som før. Han fik ikke den samme opmærksomhed, og det var hårdt. Ikke kun for ham, men også for mig. For selvom man er træt, ingen overskud har fordi man har vadet rundt i i flere timer med et skrigende barn, har man brug for både fysisk og psykisk samspil med sin partner. Jeg har brug for kram, kys, smil og en sludder om ingen ting, hver dag! Det glemmer man bare i kampens hede, og jeg endte med at blive sur og tvær.

Det er ikke anderledes anden gang, bortset fra at vi nu begge ved, at det er en fase (ALT er en fase). Hold nu op jeg får bidt hovedet af ham nogle gange. Bliver skide sur og hysterisk, og når jeg skal forklare hvorfor, giver det absolut ingen mening. Så sidder man der og føler sig som en idiot igen.

Der er også den der bitterhed over, hvor nemt det er alt blive far. Ja det er et meget forbudt emne det her, med mange forbudte følelser! Men hold op, hvor tager jeg mig selv i, at blive direkte misundelig på far-rollen! Han står bare op, går på toilettet i fred, køre på arbejde i fred og arbejder i fred. Ja jeg ser det næsten som hans daglige pause på 9-10 timer! Sådan forholder det sig langt fra, han knokler på sit arbejde, det ved jeg! Men jalousi er sjælden rationel. Mens han tager den daglige pause, løber jeg marathon til Felix er afleveret, så kan jeg slappe af med alle de praktiske pligter mens Lilje sover, kører max på stimuli når hun er vågen, for så at putte hende igen, handle, hente Felix, lave mad, hygge med Felix ….. Og så er det jeg liiiiige skal stoppe op! Hvem vasker op? Opvasken er ofte bare forsvundet enten mens jeg er på wc eller mens jeg giver Lilje mad (er han ikke fantastisk?!) Vi er 100% fælles om putte rutinerne – og begge vores børn sover rigtig godt. Alligevel kan jeg blive så edder rasende, over at høre på hvor træt han er! Hvem er det lige der max har sovet 3 timer i streg i 3,5 måned?!

Forskellen på at være mor og far er bare, at det i mange situationer kun er mor der duer. Og så kan mor ikke tillade sig at spise færdig, gå på wc med lukket dør, tage et bad, eller hvad man nu lige skal. Jo, hvis man vil hører på skrigende børn imens, og det vil jeg ikke!

Forskellen er også, at vi mødre er super gode til, bare at overtage. Så gør han det for langsomt, for hurtigt, for lavt, for højt, for kort, for længe, for meget, for lidt og forkert! Og bagefter brokker vi os så over, at de ikke hjælper til?! Det giver jo ingen mening! Men vi gør det, og det er helt okay! Bare vi husker at stoppe op, se på vores mænd og sige tak. Tak for de holder os ud.

Når de er så små, snakker man ikke rigtig om opdragelse, og alligevel har man nogle principper som man føler er rigtige. Og jeg er ked af at sige det på den her, mega barnlige måde, men mine er mest rigtige! Og sådan er det bare, for jeg er moderen og ved bedst! Kan i høre hvor dumt det lyder? Men sådan har jeg det virkelig. Vi er heldigvis enige om det meste, men en gang i mellem kommer der lige et emne, som vi bare ikke er enige i og aldrig bliver det. Så indgår vi det komprimis, hvor jeg argumentere højest og hurtigst og får min vilje. Jeg bliver helt flov når jeg skriver det, men jeg tvivler på jeg er den eneste kvinde der lider af tilstanden “sindsygt stædig”.

Så er der lige en sidste ting .. En ting som får os begge helt op i det røde feldt. Bebrejdelser! Når man er trætte og nedkørte, kan man bebrejde hinanden de dummeste ting! Det er udelukkende Janus’ skyld, at jeg er træt! Han gjorde mig jo gravid for fa’en! Det var også KUN ham, der ville ha’ pseudo’er (læs: løgn!) Ligesom det kun er min skyld, når hans madpakke ikke er smurt, eller at vi ikke har nået dit og dat. Igen, det er så dumt, men vi gør det! Og jo før vi anerkender det, jo bedre!

Nu får i lige her, mine bedste råd til at bevare kærligheden, når det er aller hårdest, og til alle forældre to be.

  1. Afstem forventninger, men tilpas dem under vejs. Situationer og følelser ændre sig.
  2. Lad far gøre det på sin måde, den er med garanti lige så god som mors. Medmindre han skal til at give bryst, så er der okay at slå bremsen i 😉 sagt på en anden måde: Far kan alt, undtagen amme.
  3. Husk hinanden! Husk at give hinanden et smil, kys og kram.
  4. Samleje. Også når man er skide træt, har gylp på tøjet og virkelige ikke orker at bevæge sig!
  5. Brok jer! Det er okay! Brok jer hellere i små portioner, i stedet for pludselig at eksplodere over 700 ting. OG! Det er okay at mændende lader det flyve ind af det ene øre, og ud af det andet! Forvent ALDRIG mænd lytter til brok.
  6. Sig til jer selv, at alt den anden gør er af kærlighed og i den bedste mening.
  7. Husk, at den anden part har det mindst lige så svært med situationen.
  8. Kommunikation! Snak, snak, snak til i brækker jer over det. Hæld vand ud ørerne til en veninde, få sagt de forbudte følelser højt! Så kan man ofte selv hører hvor åndsvagt man opføre sig.
  9. Anerkend dine følelser og din vrede, inkluder din partner i, hvordan du har det og hvorfor. Også de små latterlige ting.
  10. Accept. Accepter hinandens svage og stærke sider og brug dem!
  11. Drop ordene “altid”, “aldrig” og “burde” – de ord er bandlyst når man er i en hård periode. “Du hjælper ALDRIG med …” Løgn, h*n gjorde det med garanti i sidste uge. “Du smider ALTID dine strømper på gulvet” og hvad så?! Det er da lige gyldigt! “Du BURDE vide hvordan jeg har det!” Nix! Hvis ikke h*n ved det, har du ikke udtrykt dig klart nok!
  12. Kig hinanden i øjnene ugentligt, og mind hinanden om, hvorfor i fik børn sammen.

Hold ud! Det bliver kun bedre fra nu! Når i kommer ud på den anden side, er det med garanti som et super stærkt par, der kan klare ALT!

Nu lyder jeg præcis, som en af dem, jeg grinede højt af da jeg var gravid, men jeg må være ærlig. Det er hårdt. Det er ikke lyserødt og perfekt. Vi er ikke perfekte.

Så hvis nogen sidder derude, med deres lille baby i armene og tænker: “hvad er det jeg har gjort?!” Så bare rolig! Du er ikke alene 💜

I kan følge vores lille familie på lidt nærmere hold, på Instagram: @enmorsunikkeverden