Angst, sved og tårer 💜

Lilje har og er lige nu igennem en ordentlig omgang …

Det startede for knap 2 uger siden, hvor hun pludselig fik høj feber. Feber og alle former for forkølelse påvirker hendes laryngomalacia enormt meget. En tur til lægen, gav intet klart billede, og vi blev enige om, at det nok var 3 døgns feber.

Hun fik det godt igen, et par dage, og så kom det ellers tilbage med 180km/t! Vi måtte en tur forbi børnemodtagelsen, og den lille fis fik konstateret lungebetændelse. Hun blev sat i behandling og vi tog hjem.

Senere på aften gik det helt galt. Hendes feber steg og hendes vejrtrækning blev virkelig dårlig. Hun havde pauser mellem hver indånding. Tårerne løb ned ad mine kinder, mens jeg ringede til børnemodtagelsen, vi skulle selvfølgelig komme med det samme. Børnelægen som også havde tilset hende tidligere på dagen, var enig i, at hun havde det meget skidt. Vi blev indlagt. Hun fik fuld overvågning på, og det gav mig selvfølgelig en ro, men hold op min bekymring var næsten ikke til at kontrollere. Jeg sad og kiggede på hende hele natten. Hvordan hun kæmpede for at trække vejret, og hendes små øjne der bad om hjælp.

Her må jeg give personalet på børneafdelinghen en thomps up! De gjorde et fantastisk stykke arbejde, både for mig og for hende. Over natten fik de styr på hende, hun sov et par timer, og næste morgen havde jeg en glad og smilende pige.

Jeg kan godt tage mig selv i, at synes det hele er vodlsomt uretfærdigt! Hvorfor skal min lille pige kæmpe sådan?

Børnellgen der udskrev os, gjorde et stort nummer ud af, at forklare mig, at jeg ikke er pylret. At livet med laryngomalacia er forfærdeligt, og at angsten for, at hun pludselig ikke kan få luft, er helt okay. At jeg aldrig må tøve med at ringe, og at min lille pie nok skal klare den.

Da hun fik stillet diagnosen i sin tid, blev hun vurderet til et moderat tilfælde. Børnelægen mener, at situationen har ændret sig, og at hun er et svært tilfælde, men mener stadig, at hun vokser sig fra det.

Jeg er så glad for, at vi har den åbne indlæggelse og kan ringe til hver en tid.

Hun er i bedring nu, men meget træt og udmattet. Hun sover næsten hele dagen, med uro og brug for enormt meget nærværd.

Hun er en sand fighter 💜

Den angst for at miste sit barn, er skrækkelig. Selv når hun har det godt, kan jeg få tårer i øjnene, bare af at kigge på hende. Hun er min øjesten, og jeg vil gøre alt for at hjælpe hende. Derfor er det svært at acceptere, at jeg ikke kan hjælpe hende. Jeg kan kun støtte hende og være der for hende.

Her ser i min lille mus, sovende i mine arme, mens vi ventet på lægen.

img_7573