At miste noget, man aldrig havde …

Jeg gik over tid … Det var ikke planlagt! Testen var negativ, så jeg ventede og ventede. Måske amme-nedtrapning var årsagen?! Jeg havde haft min mens fuldstændig regelmæssigt, siden Felix var 6 uger gammel, på trods af fuld amning.

En måned senere, havde jeg stadig ikke fået besøg af menstruationen, og jeg måtte en tur til lægen. Jeg testede stadig negativt, fik taget en blodprøve som viste et øget hcg niveau …………. Vi var slet ikke forberedt! Jeg gik i panik! Felix var stadig så lille bitte! Hvordan skulle jeg kunne klare en spæd + Felix, som stadig vågner flere gange om natten. Ville jeg have kærlighed nok? Ville jeg huske at værdsætte alle Felix’s “første” øjeblikke?! Jeg græd. Var frustreret og fortvivlet.

Jeg tænkte på, da jeg opdagede jeg var gravid med Felix. Hvordan jeg græd af glæde. Hvordan jeg allerede fra starten af, elskede den lille spire inde i min mave. Jeg tænkte på, da jeg så hjerteblink for første gang i 6. uge. Hvordan tårerne løb ned ad mine kinder til NF af ren overvældelse. Da vi fik af vide spiren var en dreng, og købte hans første sæt tøj ❤️Da vandet gik, jeg lå alene i ambulancen (grundet uk) med ve storm! Hvordan jeg græd, da der kom en flyvende baby over mit hovede på OP. Da jeg endelig fik ham i mine arme …. Selvfølgelig har jeg kærlighed nok! Selvfølgelig kan jeg klare det! Det bliver med garanti, helt fantastisk!

Jeg fik taget en opfølgende blodprøve, for at være sikker på hcg niveauet fortsat steg. Jeg begyndte at bløde …. Hcg niveauet stod i 0 … Den var væk :,-( Den nåede ikke at blive til noget, og alligevel var den allerede så meget.

Vi valgte ikke at fortælle det til nogen. Jeg kunne ikke gå ned, Felix skulle ikke mærke noget på mig! Jeg har en tendens til, at sætte en facade op! En meget tyk facade, jeg nogle gange ikke selv kan komme igennem. Jeg havde ikke brug for følelses porno.

Min meget tætte veninde, har 2 gange mistet. 2 drenge. Alt mens jeg var gravid med Felix. Den første dreng, opdagede de til MD scanningen at noget var galt. Fostervandsprøven bekræftede. Triploid. En sygdom, som i langt de fleste tilfælde udløser en spontan abort. De fik dispensation til at afbryde graviditeten. Det skal lige siges, at han højst sandsynligt ikke var overlevet graviditeten ud, og havde han var han død indenfor første leveår. Obduktionen viste efterfølgende at lægerne havde ret, han ville aldrig kunne leve. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end at føde sit døde barn. At sige farvel, inden man har sagt goddag. Inden man har lært hinanden at kende. Hun blev gravid igen, men en moderkagebiopsi viste hurtigt at denne lille også var syg. Hun måtte igen føde og sige farvel til sit barn. Hun er den sejeste i hele verden! Hun knak, kom helt ned hvor man aldrig ser en vej op igen! Af en eller anden grund, fik hun overbevist mig om, at en spontan abort, er meningen. At det er universets måde at skåne os, for ikke at skulle det igennem, hun to gange havde måtte overvinde. Det har hjulpet mig helt vildt! Det lyder måske mærkeligt, men hendes oplevelser har lært mig ufatteligt meget om livet. Om at værdsætte, men også om at være realist! Det er måske naivt, men det hjalp mig til at tænke, at denne lille …. Klump, endnu ikke var andet og ikke kunne blive til andet. Giver det mening?

I dag har hun en rask lille pige, som er 1 måned gammel. Alt dette giver mig en følelse af, at uanset hvilken smerte man i livet oplever, så kommer det gode til dem der kæmper. Der er intet retfærdigt i deres forløb, ingen svar at finde uanset hvor meget man leder.

Forskellen på, at miste noget der aldrig var der vs at sige farvel til noget der ikke fik lov at blive. Det sætter alting i et større perspektiv. Men en ting er helt sikkert, vi er ikke færdige med at lave børn ❤️

 

(Jeg har fået fuld tilladelse til, at videregive min venindes historie, og uddyber gerne i et andet blogindlæg hvis der skulle være interesse for det)