Et blik fra dig, og jeg smelter som is

Ding dong, dynamo fis 

Kærlighed ved første blik?

Det var egentlig ikke noget jeg troede på. Så overfladisk er der da ingen der er! Udseendet er da ikke nok til, at man kan blive forelsket … Sådan sagde jeg. Så mødte jeg ham!

Jeg havde allerede en kæreste, men det var et skidt og usundt forhold, der for længst var dødt. Jeg skulle sove hos en kammerat hele weekenden (ja, så skidt var det!), vi skulle drikke øl! En anden kammerat kom forbi – og han var inviteret hjem til ham her Janus. Jeg kendte ham ikke, men vi tog med. Jeg trådte ind i hans lejlighed, han gav mig pænt hånden og jeg fik en klump i halsen. Nok sad hans kæreste i sofaen, men tanken “ja tak!” Var den første der dukkede op. Klumpen i halsen gjorde nærmest helt ondt! Mon ikke det var kærlighed ved første blik?

Forelskelse ved første møde?

Aaah var? For 4 år sidsn var jeg død af grin! Forelskelse er noget der kommer i takt med, man lærer hinanden at kende! -havde jeg svaret.

Den aften, vores første møde … Der blev drukket et par øl. Hans kæreste gik i seng og de to kammerater smuttede. Jeg lovede ham jeg skulle sove hos, at jeg ville komme lige om lidt. Vi skulle bare lige drikke ud. Vi snakkede, snakkede og snakkede. Jeg følte vores øjenkontakt var meget intens, på trods af det efterhånden slørede blik. Vi snakkede hele natten! Tiden fløj afsted og pludselig fløj hans kæreste også ud af soveværelset, med horn i panden! Hun var rasende! Det kan man vidst ikke bebrejde hende. Klokken var omkring 10.00, fuglende sang, jeg gik derfra med et smil på mine læber. Mit hjerte hamrede derud af! Jeg skulle se ham igen. Jeg vidste det var forkert, men jeg måtte sende ham en sms senere. Det var starten på at vakle på grænsen. Jeg var forelsket!

Venner … Med følelser?

Jeg har altid sagt, at en dreng og en pige sagtens kan være bedste venner uden følelser! Især i denne periode holdte jeg meget fast på det! Der var løgn!

Vi begyndte at se hinanden som venner. Drak en øl på altanen, hos kammerater, i hverdage og weekender. Vi spise brunch. Sms’ede platte humoristiske grænse overskridende beskeder. Vi festede og dansede. Vi var ALDRIG vores kærester utro! Vi stod på grænsen, men trådte aldrig over den.

Endelig blev han min!

Det kunne nærmest ikke være mere uplanlagt! Jeg er ikke idiot, jeg vidste godt inderst inde, at jeg havde følelser for ham. Jeg troede bare der var den opmærksomhed han gav mig, der spillede mig er puds. Så fik jeg at vide, han var blevet single. Mit hjerte galorperede derud af, jeg måtte være hos ham! Jeg var der hele aftenen. Og aftenen efter. Jeg vidste godt den var gal. Jeg kunne ikke holde ud at være væk fra ham. Jeg måtte gå fra min kæreste. Det var ikke fair over for ham.

Fra samme aften har vi hængt sammen.

Den eneste ene 

Havde man spurgt mig for 4 år siden, havde jeg også her grinet! Der har jeg aldrig før troet på. Det gør jeg nu.

Jeg har fundet min soulmate. Jeg er heldig! Min eneste ene. Jeg kunne aldrig forestille mig et liv uden ham. Selv når vi er allermest uvenner, og tro mig, vi kan blive uvenner!! Så kan jeg ikke klare tanken om, at vi skal være væk fra hinanden.

Det er ikke nemt at få børn. Det første år slider der enormt meget på parforholdet. Men selv nu, hvor lille søster på 7 uger fratager mig al søvn. Store bror er snot hysterisk. Hverdagen går bogstaveligt talt med skrig, praktiske opgaver og håbet om ro og fred! Ja selv nu, kan jeg se og mærke lige præcis hvad jeg er og blev forelsket i. Ja, jeg er stadig forelsket i ham. Det er ikke på samme måde som de første måneder, der er en dybere kærlighed bag. En kærlighed der er svær at beskrive. Det kan være svært for andre at se – jeg har trods alt lige råbt og skreget, hvor stor en idiot han er, fordi han aldrig hører efter. Hvad ingen så, var det undskyldende blik, med den skjulte tåre. Tåren der viser, at det ikke er ham jeg råber af, men udmattelse der får ord. Han ser det. Han ved det – og det er derfor vi hører sammen ❤️

Det er derfor, han er far til mine børn.