Én gang til ?!?! (Indeholder fødselsberetning)

Nu har jeg ramt uge 35, og har i dag været forbi jordemoderen. Lille søster har det fantastisk, er skønnet til 2400g og alt er i den fineste orden – bort set fra én ting! Hun ligger i UK (underkrop, altså med sædet nede i bækkenet og hovedet op) – præcis som Felix gjorde. Jeg har fundet den fødselsberetning frem, jeg skrev da jeg havde født Felix. I får lige forhistorien her:

Tirsdag d. 28.10.14 var vi til vendingsforsøg, som desværre mislykkedes. Han blev ikke vendt, og jeg fik nogle rigtig grimme bivirkninger af den ve hæmmende medicin. Vi fik tid til planlagt kejsersnit d. 11.11.14 – man anbefaler ikke første gangs fødende at forsøge med sædefødsel.

Fødselsberetning:

Onsdag d. 29.10.14 – jeg kunne slet ikke sparke mig selv i gang. Jeg var død træt efter vendings forsøget, dagen forinden. Da Janus kom hjem, fik jeg endelig hevet mig op, og lavede fiskefrikkedeller til aftensmad. De smagte mig ikke rigtig. Så kort tid efter vi havde spist, ville jeg lave æbleskiver. Og dér, midt i det hele, mærker jeg at mine trusser bliver våde. “Hvad fanden sker der?” Udbryder jeg, og hiver ned i trussen, da jeg tror det er udflåd. Det siver og jeg løber op på toilettet, hvor der kommer en god dl løbende ud. Jeg råber til Janus at vandet er gået. Klokken er 20.00 – Han kommer op, og ligner én der har set et spøgelse. Jeg tager bind på, ligger mig på sofaen og ringer til fg, som vil rekvirere en ambulance, da Felix stadig ligger i UK. Hun bad mig få slappet lidt af, der var ingen grund til bekymring, da jeg jo ingen veer havde. Janus gik i gang med at pakke ting, og ringe til sin mor. Jeg ringede til min mor og min søster. 10 minutter efter vandafgang kom første ve. En smerte der tog mig med storm! Det havde jeg ikke set komme, alle siger jo det går langsomt, når man er første gangs. 7 minutter, så kom der én til – og den var lang. Jeg ringede til fg igen, hun lovede ambulancen var lige på trapperne. Det føltes som en evighed, og veerne blev kun kraftigere og med kortere tid i mellem! Janus er på dette tidspunkt begyndt at rydde op?! Mens han fiser ud og ryger den ene smøg efter den anden! Da ambulancen kommer er der ca. 4,5 minut mellem veerne. Da vi har kørt 5 minutter er der 3 minutter mellem veerne. Der bliver sat blink og sirene på. Ambulanceredderen tager min hånd, og siger: Jeg har taget imod 10 børn i min karriere, min egen datter er født i sædefødsel – det skal du ikke ønske dig, hun fik hofteskred bla bla bla .. Jeg stoppede med at lytte og sender Janus (som er kørt hjem til hans forældre med hunden, inden han vendte mod sygehuset. Det er heldigvis samme vej) en sms, at vi kører lidt stærkt, og det er tredje sal. Mere husker jeg egentlig ikke af turen, andet end en storm af veer, og tanken: Jeg kan IKKE uden Janus!! Da vi kommer op på fg, er det første jeg hører min svigermor, som jeg beder komme med. Hun tog min hånd og der var rigtig mange mennesker rundt om mig, som stillede alle mulige spørgsmål jeg ikke kunne svare på. “Hvor er Janus?!” Svigermor ringer til ham, og han er vidst nok 5 minutter væk. Pludselig står fødselslægen og kigger mig dybt i øjnene: Charlotte, du skal beslutte dig NU! Enten føder du NU, ellers køre vi på OP. Jeg spurgte hvad der var mindst risiko for, for Felix. Det ville hun ikke svare på. Så spurgte jeg hvad der tog længst tid. Det gjorde kejsersnit sagde hun klart, og derfor valgte jeg det, i håb om Janus’ nåede frem. På vej til OP kommer min mor og far, som får lov til at kører med i elevatoren, jeg har fået vehæmmer, og veerne er ved at aftage. Hvad der sker da jeg kommer ned på OP ved jeg ikke. Men pludselig skulle jeg på siden og have lagt rygmarvsbedøvelse. Den smerte var langt værre end veerne. Jeg bliver ved med at sige, at de ikke må gå i gang, før Janus er der. Lægen stikker mig mindst 6 gange, og snerre, at jeg skal stoppe med at sveje i ryggen. Jeg bander af ham, om han har nogen idé om hvor pisse ondt det gør!! Om han måske selv har prøvet det?! Han må opgive. Jeg hører Janus’ stemme, og slapper pludselig helt af (det viser sig dog, at han har været der siden lægen gik i gang, med at ligge bedøvelse). Lægen beslutter nu at ligge en lokalbedøvelse (hvorfor startede han ikke med det?!?!) og får endelig lagt bedøvelsen, men ret langt oppe (jeg mærkede slet ikke han stak denne gang). At bedøvelsen blev lagt så højt betød at hele min krop, undtagen under arme og ansigt bliver bedøvet. Endelig mærker jeg Janus tage min arm. Jeg kigger på ham og siger: Nu er det Nu. Nu bliver du far. Og tårerne løber ned ad kinderne på mig. Det var et fantastisk specielt moment, at ligge der, kigge på den msnd jeg elsker højere end noget andet, mens vores liv ændrede sig for evigt. Så er der én der siger noget, og jeg ser vores lille bitte dreng hænge over hovedet på mig. Jeg bryder fuldstændig sammen, og kan pludselig ikke få luft. Felix kommer over til bordet og bliver undersøgt, hvor Janus går med. Jeg opfatter ikke mere, da jeg føler jeg er ved at blive kvalt. Min hals og mine lunger er nu bedøvet, så tungt, at jeg ikke kan mærke jeg trækker vejret, og jeg føler jeg kæmper for mit liv. Lægen forsøger at berolige mig, ved at forklare at min sat er 100% (det vil sige, at jeg ilter mit blod 100% og min vejrtrækimg er dermed i tip top) og at han kan se min brystkasse bevæge sig. Jeg forsøger at rejse mig, hvilket jeg jo ikke kan. Janus og Felix bliver placeret ved mit hovede, mens de lukker mig sammen. Men jeg kan ikke rigtig se dem, og kan heller ikke koncentrere mig, da jeg stadig kæmper for at få luft. Mere husker jeg ikke før vi kommer på opvågningen. Her ligger jeg nok 45 minutter, før mine arme ikke længere ryster, og jeg kan få min søn op til mig. Det var den bedste følelse, jeg kan ikke beskrive hvor lykkelig jeg er. Der gik 2 timer og 19 minutter fra vandet gik, til Felix kom til verden. De 2 længste og værste timer i hele mit liv! Angsten for der skulle ske mit guld noget. Usikkerheden for det uvisse. Men ingen tvivl om jeg vil gøre det igen!

Sådan skrev jeg blot et par dage efter Felix kom til verden. Jeg husker tydeligt hvor traumatisk det kejsersnit var for mig. Hvor meget jeg frygtede det værste, og hvor svært det var for mig af slippe kontrollen. Det har jeg bestemt ikke lyst til en gang til. Det var heller ikke lige frem en dans på roser dagene efter.

Fordi det gik så hurtigt sidst, burde der ikke være nogle betænkeligheder ved en sædefødsel. Min krop var rigtig god til at ha’ veer, og havde Janus været til stedd, havde jeg nok også født Felix.

Desværre er der jo nogle andre risikoer ved sædefødsel.

Underkropsstilling (sædefødsel)

I cirka tre procent af alle fødsler vender fosteret med hovedet opad og underkroppen nedad, og det er dermed sædet (numsen) eller fødderne, der fødes først. Du kan oftest ikke selv mærke, at fosteret ligger med numsen nedad. Ved at mærke på maven og lytte til barnet kan en læge eller jordemoder så godt som altid føle sig frem til, hvordan barnet ligger i maven. Har man mistanke om, at barnet ligger i underkropsstilling, vil man foretage en gynækologisk undersøgelse eller en ultralydsscanning.

Der er flere ting, der øger risikoen for en sædefødsel. Undersøgelser har vist, at risikoen for en sædefødsel kan arves, og at sandsynligheden for at komme til verden med numsen først er mere end dobbelt så stor, hvis ens mor eller far også er født ved en sædefødsel. Er begge forældre forløst ved en sædefødsel, er risikoen tre gange højere. Sædestilling kan også indikere misdannelser, lav fødselsvægt eller at moderkagen er placeret atypisk.
Ligger fosteret med numsen nedad, har man tre valgmuligheder:

1. Forsøge at vende fosteret

2. Føde barnet i sædestilling

3. Foretage kejsersnit
Fostervending

En sædefødsel er mere kompliceret end en almindelig fødsel. Man vil derfor ofte foreslå at forsøge at vende barnet. Hvis fosteret efter graviditetsuge 37+0 stadig vender med sædet, dvs. numsen, nedad (sædestilling), vil man forsøge sig med en fostervending for at få barnet i hovedstilling. Dette foregår ved, at en læge med masserende bevægelser på maven tager fat om barnets hoved og numse udefra og forsøger at vende barnet rundt, så det vender med hovedet nedad. Det lykkes i cirka halvdelen af tilfældene. Lykkes det ikke at vende fosteret, skal man tage stilling til, om barnet skal fødes på normal vis eller ved kejsersnit.
Sædefødsel

Det kan godt lade sig gøre at føde barnet på normal vis, hvis alt forløber normalt, og moderen ønsker at føde barnet selv. Desuden må barnet ikke være for stort, og bækkenet skal være rummeligt. Ofte vil man lave et klip i skede eller mellemkød for at forstørre fødselvejen. Barnet kan hjælpes ud med tang. Den fødende får ofte tilbudt en epiduralbedøvelse, da det oftest er mere smertefuldt at gennemføre en sædefødsel.

En sædefødsel forløber som regel uden problemer, men skal altid foregå på et hospital, og der skal være en fødselslæge til stede. Fødslen kan nemlig være kompliceret af flere grunde:

• Fødslen kan trække ud, fordi underkroppen af uforklarlige årsager stimulerer veerne på en anden måde, end når hovedet kommer først

• Navlesnoren bliver lettere klemt, hvilket kan resultere i iltmangel hos fosteret, da blodtilførslen afklemmes.

• Normalt baner barnets hoved vejen gennem fødselskanalen ved at udvide fødselskanalen. Barnets hoved, som er den største del af kroppen, skal passere fødselsvejen uden at være formet som under en normal fødsel, hvor hovedet baner vejen.

Nogle tænker med garanti, at jeg er fuldstændig sindsyg, men sædefødslen tiltaler mig mere, end kejsersnit. Bare ude epiduralblokaden 😁

Nå, vi må vente og se hvad det sker. De næste 2 uger skal jeg bruge på at lade op, gøre mig klar, og lave ALLE øvelser der bare giver den mindste chance for, at hun lige vender sig rundt. Wish me luck ☺️💜