En mors fortælling …

… Som ikke startede helt så lyserødt.

Når man kigger på nybagte forældre, på facebook og instagram, ser det hele så fantastisk og lyserødt ud. Alt er perfekt! Når man venter sig, ser man glade mødre med håret sat, make up og totalt overskud, der lufter barnevognen med deres sovende babyer.

Hvad så med de, der ikke får en perfekt start?

Dem ser man ikke så meget til. Hvem har lyst til, at reklamere med, at det bare ikke er så fantastisk, som man tror det burde være?

Det har jeg en lille historie om, som jeg gerne vil dele med jer. Den handler om en lille familie, der ikke fik den lyserøde start, på forældreskabet.

 

Da hun blev gravid, forestillede hun sig denne perfekte lille baby, en lille baby dreng. Alt var perfekt.

I 3. Trimester startede angsten og nervøsiteten. Pludselig, ud af det blå var der tegn på, at hun ville føde for tidligt, allerede i hendes 29. uge, og hun måtte ligge på langs i 5 uger. På sygehuset gav de hende lungemodner og stikpiller der modarbejdede veerne og det skulle få livmoderhalsen til ikke udvide sig yderligere. Det gik godt! Men hendes blodtryk var højt, og de var nervøse for, at hun ville ende med svangerskabsforgiftning.

Han lå desværre også den forkerte vej, den perfekte lille baby dreng. Og hvad gør man så? Sædefødsel? Det kunne hun slet ikke klare bekymringerne om. Der er jo nogle risicis, og hun besluttede, at få planlagt et kejsersnit, heldigvis! For da tiden kom, sad den perfekte lille baby dreng, godt og grundigt fast, oppe under ribbenene.

Det blev nok det mest perfekte kejsersnit, man kan forestille sig. Det gik så godt, at de fik lov til, at se ham komme ud, og hun fik ham direkte op på maven. Det var den fedeste oplevelse, at se ens barn komme ud og hun mærkede ham, på sit bryst, præcis som ved en vaginal fødsel. Og hud til hud, fra første øjeblik, er jo det bedste for alle, så det var helt perfekt.

Der lå hun så, med deres perfekte lille baby dreng. De første 2 uger var fantastiske og de følte sig så heldige.

Albert

Men som med de fleste, fik de start problemer med amningen. Det gav frustrationer! Han ville ikke tage brystet uden suttebrik, og hun fik (når man ser tilbage) bare slet ikke, den rigtige vejledning til, at få det til at fungere!
Men det hele var stilhed før stormen…

Pludselig startede kolikken og den gjorde morlivet til et helvede. Den lille perfekte baby dreng, kunne ikke finde ro nogle steder! Intet hjalp! Uanset hvor meget de krammede, vuggede og dansede rundt med ham, ville han ikke være tæt på dem. Han ville ikke vugges tæt inde ved kroppen, men helst ude i strakte arme. Det var fysisk uudholdeligt! Skrigene kunne vare alt mellem 2-7 timer, men det stod oftest på 5 timer. Den var stensikker, hver eneste dag startede det om eftermiddagen og varede frem til sovetid.
Han ville ikke tage sut. Og kunne ikke trøstes mere end kort tid af gangen.

Albert2

De havde ømme skuldre, arme der ikke fungerede og dårlig ryg.

Hun følte aldrig had til sit barn og havde ikke lyst til at smide ham ud af vinduet som man har hørt om. Hun vendte vreden mod alle andre, følte had til sin kæreste, svigermor, forældre og alle andre omkring hende, der ikke forstod hvordan hun havde det og hvor hårdt det var. At de ikke forstod, at hun ikke havde behov for alverdens råd, og mærkelig idéer om, hvad der kunne være årsagen til denne gråd. Råd om hvad hun skulle gøre anderledes og at de ikke forstod, at det var et dårligt tidspunkt at komme efter kl 16. At de ikke forstod, at det ikke var en hjælp at de tog ham og fik ham til at græde endnu værre… Eller tilbød at gå en tur med ham så han kunne græde af… Øh nej tak? Hvem i al verden kan give sit grædende barn, til en, for ham, fremmet, for så at vide han bare ligger i en barnevogn og skriger helt ulykkeligt? Nok var hun udkørt, men hun skulle nok holde ud, for hans skyld. De der stod tæt på sidelinjen, kunne til tider være i tvivl. De var ofte bange for, at nu knak hun! Hendes aller nærmeste, var meget opmærksomme på, om dette ville udløse en fødselsdepression. Hun følte sig modarbejdet. Ingen forstod hvordan det var, ikke at kunne trøste sit barn. Hun følte sig utilstrækkelig. Hun følte virkelig ikke, at hun var den bedste mor for ham. Hun kæmpede for, at give ham al hendes kærlighed og omsorg, men hun havde snart ikke mere tilbage.

Deres redning, mod kolikken, blev en pilates bold, et råd hun fik fra en veninde og hendes kæreste syede en slyngevugge (utroligt nok) helt selv på et par dage. Selvom også han havde svært ved, at forstå hendes følelser, og hvor hårdt det var, at gå hjemme i den gråd hver dag, gjorde han hvad han kunne, for at hjælpe. Og de var fælles om det, hele vejen. Slyngevuggen kunne den perfekte lille baby dreng sove i og han kunne selv falde i søvn i den uden, at deres arme skulle belastes. Thank you god. De kunne også være heldige, at vikle hjalp. Nu var kolikken under kontrol. Han græd dog stadig meget og bevægede ikke hovedet så meget. Pludselig opdagede de en knude på halsen. Hun er uddannet sygeplejerske, det burde måske være en fordel, men man får ofte en slags “arbejdsskade”, fordi man ser mange grimme skæbner, så hun troede straks det var cancer, men det viste sig heldigvis, at være en muskelblødning opstået ved kejsersnittet. Det var sket, da de vred ham løs fra hendes ribben. Denne blødning havde låst hans nakke, så han var desværre blevet lidt skæv i kraniet, og de måtte til kiropraktor og fys for at gøre det godt igen. Det hjalp yderligere på gråden.

Albert3

Albert4

Oven i alt det her stress, manglende søvn og en følelse af, at morlivet ikke var hvad hun drømte om, var der en stor bekymring der lå og lurede i baghovedet.

Den perfekte lille baby dreng, bestod ikke høretesten som nyfødt og de skulle til en mere omfattende test på Slagelse sygehus.

Det hedder sig, at babyen skal sove under undersøgelsen. Et kolik barn, sove, et fremmet sted, med masser af støj? No way! Den perfekte lille baby dreng, som fik navnet Albert, kunne ikke BARE sove. Og hvis han var træt, så sov han i autostolen på vej dertil og vågnede enten før undersøgelsen eller under og så kunne de ikke tage testen ordenligt. De fik lidt skæld ud, når han ikke kunne sove og fik besked på at holde ham vågen i bilen på vej (45 minutters kørsel) selvom han var træt. Men intet virkede. De kørte derfor frem og tilbage, mange gange, og først 7. gang, da han fik en pille med søvnhormon, lykkedes det at vugge ham i søvn og testen kunne udføres, helt korrekt. Der var han blevet 3,5 måned. Svaret kom som et chok, selvom de var forberedt. Hun var desværre taget afsted alene den dag, hun sad med det hele alene, og alene med Albert. Albert kunne ikke høre nogle dybe toner, så han var halvt døv på begge øre. Det var så galt, at han skulle havde høreapparat på begge øre. Han fik lavet aftryk til apparaterne (det var ikke sjovt). De førte noget koldt skum ind i hans ører og starten af øregangen, han skreg og hun græd. Den stakkels lille baby! Det var jo ikke meningen, at det skulle være sådan!

De skulle vente en måned på apparaterne. Og alverdens tanker, myldrede rundt i hovedet på dem. De forberedte sig på et liv, med en hørehæmmet dreng. De største bekymringer gik på, at han ville få det svært i skolen. Han ville være ry nemt mobbeoffer, få sprog vanskeligheder, og måske ville han føle sig udenfor eller anderledes. Børn er så onde til tider, så man forestiller sig, at han med garanti, på et tidspunkt ville blive drillet. Det gør ondt i et morhjerte og hun græd meget. Det er ikke det værste handikap, men man bliver bare så påvirket og alle ønsker sig jo et helt normalt og sundt barn. Heldigvis, var kolikken nu, på vej retur, men da det kun lige var rundet af, var hendes stressniveau ikke faldet helt endnu.

Begge forældre nåede til accept af denne fremtid og havde snakket om hvordan de ville takle det, altså hvordan styrker man barnets selvtillid og gør det stærkt nok, til at modstå eventuelle drillerier? Det findes der rigtig mange gode råd til, og så må man jo bare bede til, at det virker!

Og så kom dagen hvor de skulle ind og have høreapparaterne indstillet og sat i.
Denne gang tog faderen med. Hun kunne ikke sidde der alene igen. Det havde været for hårdt sidste gang og tog hårdere på hende end hun egentlig regnede med det ville.

Albert skulle testes igen, så de kunne indstille apparaterne rigtigt. Han fik sådan en pille igen at sove på og det lykkedes igen. Halvanden time efter var de færdige og nu skulle der bare ventes på de indstillede apparaterne og en snak med lægen. En af medarbejderne fik snakket over sig, mens de ventede, og sagde noget , at de ikke fik apparaterne med hjem alligevel, men hun ville ikke sige hvorfor. De tænkte det værste og hun var lige ved at stortude. Pludselig gik tiden SÅ langsomt. Da lægen kaldte dem ind rystede hendes knæ så meget, at hun dårligt kunne rejse sig.

Med tårer i øjnene og en ængstelig sitren over hele kroppen, satte hun sig med Albert og hans far ved hendes side.
Lægen sagde, at det var en meget bizar dag og vidste ikke hvordan det skulle forklares da det var lidt som et mirakel. Lægen viste dem den forrige test og de så hvor dårlige tal der var i, forhold til normalen. Så viste lægen dem den nye test, og alle tal var normale.
Hun forstod ikke rigtig det lægen sagde. Det gik ikke op for hende før der blev sagt: “Så derfor skal han ikke have høreapparat nu som det ser ud.”

Jamen ? Hvad? Hvorfor? Hvordan kan det lade sig gøre?
Hun græd meget, men var ikke helt klar over om det var glædes tårer eller frygt for at der var sket en fejl. Lægen trøstede hende med, at det var ganske positivt. Det så ud til, at hans ører havde været sent udviklet. Der er ikke noget man ofte støder på, men det hænder. Han var jo testet for væske og var blevet målt for alt så det var de sikre på det ikke var. Hun fik et stort kram af de søde sygeplejersker og audiologer, som havde fulgt dem i alle månederne og de kaldte Albert, for en lille mirakel baby. Det var sjældent man oplevede sådan noget der.

Nu kunne hun slet ikke stoppe med at græde, men NU var det glædestårer og alle skulle have det af vide. Opkald, facebook, det skulle slås op ALLE steder! “MIT BARN KAN HØRE, HAR IKKE ONDT MERE OG KAN ENDELIGE BEGYNDE AT LEVE SIT LIV OG NYDE DET.”

Når folk spurgte hende, om det ikke bare var fantastisk, at blive mor og om morlivet ikke var det meste fantastiske hun havde oplevet, så svarede hun nej. Der var tydeligt, at folk syntes det var mærkeligt, men det var sådan hun havde det. Det var ikke rosenrødt eller fantastisk, og hun levede ikke på en lyserød sky totalt forelsket i sin baby. Hun elskede ham og han var sød når han sov, men det var det!

Det var forkert i fremmede folks øjne, at hun havde det sådan, men hvorfor? Hvorfor er det ikke okay, at indrømme at det kan være mere hårdt end godt i starten? Hvorfor er folk SÅ bange, for de ægte følelser? Er det ikke bedst, at være ærlig? Så man kan få den rigtige støtte?

Hun var ikke forberedt på alt det. Hun troede, at fordi hun fik børn sent (32 år) og var uddannet sygeplejerske, så skulle vi nok klare de udfordringer der ville komme. Kolik havde hun også forberedt sig på, fordi faderen var kolik barn, men hun var ikke forberedt på at hendes barn ikke ville trøstes eller vugges ved kroppen, ikke ville tage sut og ikke selv ville sove. Hun var heller ikke forberedt på hvor meget gråd kan påvirke sindet, humøret, den psykiske tilstand og kæresteforholdet!

I dag har de den dejligste, glade dreng på snart 10 måneder. Han har ingen men af hans manglende hørelse de første 4 måneder og han er længere fremme socialt og kommunikativt end hans jævnaldrende.
Hans motorik er lidt forsinket pga hans nakke og hans mave driller lidt med forstoppelse, men hvad fanden … Det er jo ingenting!

Han er helt perfekt og skal nok finde ud af, at kravle og hvad der følger med, når han føler for det. Lige nu vil han meget hellere snakke, socialisere sig og bruge krudt på det. Og det gør han også med bravur!

Albert5

Det var så historien, om lille Albert, og hans seje forældre. De fortjener i den grad et skulder klap. Albert var heldig, han fik de helt rigtige forældre <3