Hvad skete der??

Herhjemme er det største fokus lige pt, energi. Eller rettere, mangel på samme. Jeg er simpelthen totalt drænet. Jeg har ikke mere i mig.

Det startede for 3 uger siden med, at Felix fik en 2 døgns virus. Fair nok, det var ikke så slemt. Ugen efter hostede han, hvæsede i vejrtrækningen og lægen konstaterede, at han havde fået astmatisk bronkitis. I gang med medicin til ham! Så havde Lilje lige et døgn med feber. Og et par dage efter blev jeg ramt af den ondeste halsbetændelse jeg nogensinde har oplevet! Heldigvis har jeg jo en fantastisk mand, da han hørte jeg var syg, overtog han alt! Og dagen efter kom han så hjem, med halsbetændelse! Det tog os en hel uge at komme oven på. Da vi begge endelig var friske, blev Lilje igen ramt af feber. Det varede heldigvis ikke længe, men samtidig er hun i tigerspring og sover virkelig dårligt! Felix er ved at få 4 hjørnetænder på en gang (tak for det!!) så han vågner også om natten.

Hvordan kommer man igennem sådanne perioder? Jeg er så træt, at jeg kan falde i søvn siddende.

I morgen kl 7 kommer tømreren og skifter vores stuegulv, så jeg håber og beder til at begge børn sover bare lidt godt.

Og, for det ikke skal være nok, så er Felix for alvor trådt ind i selvstændighedsperioden. Han kan selv! Han vil selv! Og når han ikke kan, bliver han rasende. Den dreng har så meget temperament, at jeg nogle ganger ikke kan nå ind til ham. Han smidder sig på gulvet og skriger, slår og sparker. Det nyeste er, at han spytter på os hvis han ikke får sin vilje. Når vi irettesætter det, bider, slår eller sparker han …….. Jeg har spurgt pædagogerne til råds (han opfører sig heldigvis eksemplarisk i vuggestuen) og de siger vi gør det helt rigtige. Vi fjerner ham fra situationen, siger til ham at det er okay, at blive vred, og når han er klar til det, vil en af os gerne hjælpe ham med at sige undskyld. Mens han skriger hysterisk, bliver vi ved med at henvende os til ham og tilbyde vores hjælp. Men hold op det kan være svært, at bevare roen og holde tålmodigheden. Når han så har raset ud, tager en af os ham i hånden, følger ham hen til den han nu blev vred på og han siger “ongyld” – så smelter mit hjerte alligevel. Tænk at en dreng kan være så øretæveindbydende og samtidig så kær.

Heldigvis elsker mam jo sine børn, selv når det hele er så presset og man føler, at man ikke kan mere. Heldigvis kommer man jo alligevel gennem dagen. Jeg siger til mig selv mange gange om dagen: “bare rolig. For hver dag bliver det nemmere”

image

God dag til alle jer derude ❤️