Hverdagens mange roller

Jeg har altid haft to forskellige roller i min hverdag. Den professionelle rolle og så mig. De to personer harmonerede rigtig godt, og jeg kunne næsten være mig og den profesionelle på en gang. Nogle ting er man nød til at pakke væk, for at være professionel.

Efter jeg er blevet mor, har jeg skulle finde min nye identitet. Jeg har skulle finde mig til pas i en masse nye roller, og få “mig” til at passe ind i dem alle sammen.

Min ene rolle er mor, det er min yndlings. Jeg kan faktisk både være mig og mor på en gang, det havde jeg ikke regnet med. Igen er der nogle ting der er gemt væk, men det er ikke nogle ting jeg savner. Jeg ELSKER at være mor. Den glæde og kærlighed fylder mig op, så jeg nogen gange taber vejret. Det er skønt.

Min anden rolle er kæreste. Jeg kan sagtens være mig og kæreste på en gang, uden problemer. Min mand er den mest fantastiske jeg kender, og vores personligheder matcher 100% sammen. Vi er lige skøre, mærkelige, følsomme (nogen perioder er jeg nok mest følsom 😉 ) vores humor klinger. Vi er soulmates. MEN! At få de to roller, mor og kæreste, til at harmonere synes jeg faktisk er rigtig svært! Før vi fik Felix gik vi i seng for at snakke, putte og udføre dirty monkey buisness! Lige når vi havde lyst. Nu, går jeg i seng for at sove! Min søvn er blevet meget vigtig for mig. Før tog vi tit ud og spise, var spontane og impulsive. Det kan vi ikke ret godt mere. Mor rollen kræver struktur, planlægning og gode, sunde rammer. Det er det naturlige instikt, fordi det er det Felix har brug for. Det har i perioder været lidt svært for min mand. Han har også skulle finde sig tilpas i sine nye roller, men han har manglet sin kæreste. Og AV! Det er noget jeg har måtte tænke en del over, det har fyldt meget og jeg synes jeg er begyndt at få nemmere ved at harmonere rollerne.

Den næste rolle der kommer tilbage er den profesionelle. Det tror jeg bliver nemt nok, det er alligevel en rolle der er adskilt de andre, og jeg er væk fra hjemmet. Spørgsmålet er om overskudet er der. Mit arbejde kræver min fulde opmærksomhed, og jeg kan godt være nervøs for, ikke at kunne leve op til det. Men det er en sorg jeg ikke vil tage på forskud.

Hvordan bliver man den bedste, i alle sine roller? Og bliver det nogensinde okay ikke at være den bedste? Jeg synes der er så meget fokus på, hvor perfekt alting skal være. Det fine glansbillede, af den perfekte familie. Vi er ikke perfekte. Langt fra! Men vi elsker hinanden, og det er nok for os. Jeg ville ønske, at især mødre, turde være mere sig selv. Stoppe med at tænke over, at andre dømmer dem. Vær lige glad, løft din pande og elsk dit liv. Og første skridt er, at man selv lader være med at dømme andre.

Her får i så lige et billede, af min perfekte dreng, midt i aftensmaden i en stue af kaos! Men det er vores kaos <3

Unavngivet2