Hvornår har man egentlig mistet?

Dette indlæg indeholder billede, som for nogle kan være stødende. Jeg mener selv det er meget stilfuldt og indeholder umådelig meget kærlighed.

Jeg vil gerne fortælle en lille historie, som jeg ikke selv var hovedepersonen i. En meget dyb og barsk historie, som jeg har fået lov til at gengive, med min egen oplevelse.

Min veninde og hendes kæreste havde længe talt om, at det snart skulle være. Min veninde var lige straks færdig med sin uddannelse, så de prøvede at planlægge det således, at hun kunne gå på barsel umiddelbart efter eksamerne. Desværre kan man ikke planlægge alt, og efter 1 års forsøg, beslutter de at tage kontakt til en fertilitetsklinik. Nærmest samtidig med de tager den beslutning, bliver hun gravid.

Hun fortalte mig det med tårer i øjnene, at nu var hun det. Jeg blev så æder lykkelig på deres vegne. Jeg tog med hende til første lægeundersøgelse, fordi hendes kæreste ikke kunne få fri.

Min egen kæreste og jeg, blev enige om, at vi da også godt kunne tænke os at blive forældre. Vi havde lige set hvor længe det kunne tage, og jeg havde jo taget p piller i maaaaaange år, så vi kunne lige så godt komme i gang. 14 dage efter fik jeg ægløsning og blev gravid.

Min veninde og jeg talte meget om, hvor hyggeligt det ville blive af være på barsel sammen.

Pludselig gik det op for mig, at der er meget forskellige måder at være gravid på. Min veninde bekymrede sig voldsomt meget. Hun blev scannet på privat klink næsten hver uge, tror jeg. På trods af, de garanterede hende at spiren havde det fint, kunne hun ikke slappe af. Hun blev ved med at sige, at hun ikke følte sig gravid. Det var svært for mig, at forholde mig til, for jeg følte mig meget gravid!

Så skulle hun endelig til nakkefolds scanning, nu må hun da kunne slappe af tænkte jeg. Der var voldsom forvirring omkring hendes terminsdato, de rykkede hende hele tiden frem og tilbage. Hun endte dog med et tal på omkring 1:3000 og var godt tilfreds med resultatet. Men hun slappede stadig ikke af. Egentlig synes jeg der er kommet al for meget fokus på det tal. Jeg tror faktisk at det kan skabe mange bekymringer hos den gravide. Et tal i nærheden af 1:3000 er jo helt vildt godt, i forhold til den høje risiko som skiller ved 1:300. Men kender man en der har fået tallet 1:20000 tænker man måske hurtigt, ååååh nej. Fuldstændig unødvendigt. Jeg synes ikke de skal sige tallet til undersøgelsen, men videregiven beskeden om høj eller lav risiko. Nå, det var et lille side spring.

i 14. Uge tog de til en kønsscanning, og fik af vide, at de ventede sig en lille dreng.

Hendes mave voksede ikke rigtigt. Hun havde ikke den der, lykke følelse, som jeg selv følte var meget overvældene.

Kort før misdannelses scanningen, tog hun til Tyrkiet med sin mor og søster. Hun købte nogle smadder søde “Baby on the way” t-shirts, og det virkede som om hendes humør var vendt.

Min telefon ringede, jeg kunne høre på hendes stemme, at noget var galt. Meget galt. Jeg vidste godt de havde været til misdannelses scanning. Hun spurgte om vi var hjemme, for de ville lige komme forbi. Hun var helt i opløsning da de kom. Det var de begge to.

Til scanning var der ikke gået mange minutter, før jordemoderen gjorde opmærksom på, at noget ikke var som det skulle være. Matti, som de allerede havde bestemt han skulle hedde, ville ikke rette sig ud, så hun kunne få et billede af ham. Han lå helt krøllet sammen. Det eneste billede hun kunne få, kunne hun se, at to af fingrene på den ene hånd, sad sammen. Hun kaldte assistance, men heller ikke her kunne der ses et klart billede, af deres lille dreng. De besluttede at tage en fostervandsprøve. De skulle vente 3 dage på svar. De længste 3 dage i deres liv.

De skulle gøre sig klar på, at hun ventede sig et handikappet barn. Hvordan gør man lige det? To fingre der sidder sammen, herre gud. Det er jo ingen ting. Men hvad nu, hvis de ventede sig et multi handikappet barn, en helt anden fremtid, end de kunne forestille sig?!

Vi gik en masse lange ture, snakkede det i smadder. Jeg græd sammen med hende. Det gjorde så inderligt ondt på mig, at jeg ikke kunne tage hendes smerte og destruere den. Det var skrækkeligt at stå magtesløs, og se på to menneskers liv gå i opløsning. Min kæreste og jeg talte timer om, hvordan vi taklede det her, og støttede dem bedst muligt. Vi kom aldrig frem til en løsning. Men vi blev enige om, ikke at være bange for deres sorg. Vi ville spørge til deres følelser, græde med dem, give plads til smerten og lytte.

Endelig kom svaret. Det værst tænkelige svar, de kunne få. Barnet havde en alvorlig kromosomfejl. Triploid syndrom, som er en ekstremt sjælden lidelse. Præcis hvordan det hænger sammen, er svært at forklare og forstå. Men der er altså 3 af hvert kromosom, et fuldt kromosom antal på 69. Der er kun registreret 60 tilfælde på verdensplan, som har overlevet til de er 30 år gamle. Man mener at chancen for at barnet vil overleve første år, nærmest er ikke eksisterende.

De slap for at træffe et valg. Der var ingen tvivl, graviditeten skulle ikke fuldføres. Jeg tror faktisk ikke en gang de blev spurgt. Der blev søgt dispensation ved det etiske råd, og kort tid efter skulle de møde til at få fødslen sat i gang.

De blev gjort klar på, at hvis han levede når han kom ud, ville han ånde ud, umiddelbart lige efter. Han var jo lille bitte, hun var vidst i 23. Uge.

Jeg følte jeg ventede i flere uger. De havde hele familien med til fødslen. Det forløb så godt som det nu kunne. En masse kærlighed, sorg og smerte. Hendes kæreste ringede til mig. Den mest surrealistiske samtale jeg nogensinde har haft. Jeg husker ikke en gang hvad han sagde. Hvad siger man også? Hun havde klaret den, men hun var jo ikke okay. De var ikke okay. De sad med deres døde barn, og skulle sige farvel, før de overhovedet havde sagt hej. 7 timer havde de ham hos sig, de fik ham navngivet, velsignet, lagt i en lille bitte kiste og sagt farvel.

image

Han skulle obduceres, så kunne de også præcist få af vide, hvilke betydninger sygdommen allerede havde haft for hans udvikling. En slags bekræftigelse i, at de havde gjort det rigtige.

Der gik et par dage før de var hjemme, min veninde havde fået en infektion og noget blødning der lige skulle være styr på. For at være helt ærlig, gjorde det mig ikke noget. Så havde jeg bedre tid til at forberede mig på, hvordan jeg kunne støtte hende bedst muligt. Hvordan gør man det?!?! Jeg var nødt til, at holde fast i min glæde over mit kommende barn. At skubbe de nye bekymringer, der var opstået, væk. Jeg var nød til at acceptere min venindes sorg. At møde hende hvor hun var, og gøre alt for, at hun ikke trak sig. Jeg skulle give hende plads, tid, kærlighed og omsorg. Det er det sværeste jeg nogensinde har gjort for andre.

Dagen kom, min kæreste og jeg måtte se virkeligheden i øjnene. Vi måtte hjem til vores venner og være der for dem. Lytte til den barske oplevelse de havde haft. De skrækkelige ting, de lige havde været igennem for få døgn siden. Møde deres tomme blikke. Deres rødsprængte øjne, og opgivende stemmer.

Min veninde havde skrevet, dagen forinden at vi skulle tage stilling til, om vi ville se billeder af ham. Der var ingen tvivl, selvfølgelig skulle vi se den lille dreng. Men blikket min veninde havde i øjnene da hun åbnede kuverten, satte sig dybt ind i mit hjerte. Hun var så forelsket. Han var det smukkeste hun nogensinde havde set. Han var hendes søn! Hendes guld! Jeg trillede en tårer, tog en dyb indånding, og kiggede forsigtigt billederne igennem. Jeg har kun set dem, den ene gang. Jeg husker det som om, at jeg smeltede. Hvor var han smuk. Han var, et lille bitte barn. Et rigtigt lille bitte barn, som ikke længere var der. Men han var meget syg, og de tvivlede aldrig på, at han ikke ville overleve, uanset hvad. Det bekræftede obduktionen også senere. Hun havde fået lavet aftryk af hans bitte små fødder. Og i kisten blev han lagt, svøbt i det baby tæppe, jeg havde foræret ham. Den smerte jeg så i deres øjne …. Den kan ikke beskrives med ord.

De fik ham hjem i en lille lyseblå urne. Og hvad så nu? Nu var han væk. Men det var sorgen langt fra. Min veninde var sygemeldt, men for hver dag der gik, var det som om at folk omkring dem, glemte hvad der var sket. De havde en sådan lidt “kom nu videre” attitude. En attitude jeg aldrig før har set, og jeg kender desværre flere der har mistet deres børn, dog i en meget senere alder.

Er en afbrudt graviditet, hvor man føder og bisætter/begraver sit lille barn, ikke det samme same at miste sit levende barn?

For mig er det fuldstændig det samme. Forskellen er blot, at man desværre aldrig nåede at lærer dette barn at kende. At man aldrig fik æren, at glædes ved barnets udvikling. Aldrig at skulle dele oplevelser med barnet. At man resten af sit liv skal spekulere på, hvordan barnet ville være blevet.

De besluttede sig for, at prøve igen. Denne gang blev hun hurtigt gravid. De fik taget en speciel blodprøve, for at forløbende ikke skulle minde om hinanden droppede man nakkefolds scanningen og fostervandsprøve. Blodprøverne skulle sendes til USA, hvor de skulle dyrkes og kromosomerne skulles ad. Det skulle allerede gøres i 10. Uge og denne gang var der ikke meget tvivl om terminsdatoen. En ulidelig ventetid for de stakkels mennesker. Det ville tage 1 uge så vidt jeg husker, at dyrke prøverne. Svaret kom, men det var ikke det de regnede med og meget senere end de skulle ha’ været, prøverne var ugyldige, og kunne ikke dyrkes. De nærmede sig nu, grænsen for hvornår en almindelig abort kan foretages. De måtte ind til en moderkagebiopsi. Min veninde var nærmest ikke længere til stede. Hun var en zombie i en levende krop. En krop som hun ikke længere følte kontakt til, og som hun ikke længere kunne stole på. Denne gang følte hun sig nemlig meget gravid! Havde nogle helt andre symptomer og en mave der voksede.

Det sker ikke 2 gange, for den samme familie. Havde overlægen sagt. Det var også de beroligende ord, vi andre kom med. Ord vi aldrig skulle ha’ sagt! Svaret kom på moderkage biopsien, barnet led af triploid syndrom. “Lille” kaldte de ham. Hun var lige præcist for langt til, at en abort kunne foretages uden risiko. Hun måtte føde ham. Denne gang var det helt anderledes. De havde ingen med, og burede sig nærmest inde efterfølgende.

Hun fødte ham en mandag. Jeg husker det tydeligt, for jeg fødte selv onsdagen efter, en rask dreng. At skulle ringe og fortælle hende, at jeg havde født var svært, men hun havde sagt hun ville vide det, og hun glædede sig oprigtigt på vores vegne, og til at blive tante. Hun er et helt unikt menneske.

De blev nu begge undersøgt. Hvad var årsagen til, at det skete for dem, 2 gange? Der var desværre ikke nogle helt lette svar.

Alle kvinder har det de kalder triploid-æg. Det er nogle æg der oftest ikke befrugtes og hvis de gør, er kvinden så smart udviklet, at de afviser det befrugtede æg når det skal til at sætte sig fast. Dette vil blive det, som de fleste kender som spontan abort. Min veninde danner så ikke så mange, af de celler som skal afvise ægget. Altså er hun simpelthen for god til at være gravid.

De beslutter sig for at prøve en gang til, før de går i fertilitetsbehandling. Denne gang fortæller de det slet ikke til nogen. Hun bliver gravid, får foretaget en moderkagebiopsi, får svar. Et positivt svar! De venter en rask lille pige. Et mirakel barn. Jeg har aldrig været så lykkelig på nogens vegne før!

Min veninde er gudmor til min søn. Hun kaldes tante. Hun vil altid ha’ en helt særlig plads i hans liv, fordi hun er som hun er.

Jeg kaldes tante til hendes nu 3 måneder gamle datter. Den smukkeste pige jeg nogensinde har set. Hun har en helt særlig plads i mit hjerte, fordi hun er til 💕

En tanke sendes til alle forældre, der har mistet. Uanset hvornår ❤️