Inde i min mors mave, ligger der en lille gave

image

Så er det sagt, nu er det ude! Vi kan ikke længere holde det tilbage. Felix skal være storebror 🙏🏻 Til en pige 💜 Og hun kommer til maj.

Det har været et hårdt og kompliceret forløb, og derfor har vi holdt glæden tilbage, men nu er hun så stor og stadig sund, at vi bare glæder os helt vildt!

Da jeg mistede i juli, blev vi hurtigt enige om, at vi skulle ha’ en baby mere, og hvorfor ikke nu? Op på hesten igen, og bum jeg blev gravid. I 8. uge begynder jeg at bløde. Jeg tud brølede. Kun min kæreste og veninde, som kender alt til at miste vidste det. Og de var en fantastisk støtte. Jeg måtte afsted til en scanning, som viste at jeg desværre igen havde mistet en lille spire. Men hov, der var da en til. Et lille bitte hjerte blinkede så fint. Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle føle eller tænke. Min kæreste var også helt forvirret.

Det var en meget ambivalent følelse, at være ked af at have mistet, men samtidig lykkelig over at der var en tilbage. Gad vide om tanken om, hvad tvillingen var blevet til, vil hænge ved for evigt?

Der var en øget risiko for at tabe fosteret og at hun ikke ville få tilstrækkelig næring, så vi kunne slet ikke finde ro. Til nakkefoldsscanningen så alt fint ud, hun var vokset som hun skulle, og ingen risiko for downs syndrom. Jeg var lige startet på arbejde der, og for at blive aflastet måtte jeg fortælle nyheden til chefen, som tog det rigtig pænt. Ja jeg har jo vist mig at være en dyr ansat, med barsel så hurtigt efter hinanden. Den dårlige samvitighed er altså heller ikke super fed! Især fordi jeg kort tid efter blev sygemeldt med bækkenløsning. Lige inden jul, hvor de havde mest brug for mig.

Et par dage efter bløder jeg igen. Afsted til scanning, jeg rystede over hele kroppen. Jeg har ingen idé om hvad, hvem og hvorfor. Jeg var i en bobbel af utryghed og angst. Hun havde det heldigvis fint, blødning var bare fra en slimsæk.

Scanning i uge 16 – vi fik at vide det var en lille pige, som fortsat voksede og så sund og rask ud. Håbet begyndte at vokse, vi købte et sæt tøj til hende og barnets bog. Vi tog en beslutning om, at vi er nød til at forsøge, at glæde os, og ikke være så bekymrede – men det var altså ikke helt nemt for mig. Når man først har, verdens dejligste barn (synes man jo selv, ikke?!), så ved man i sandhed hvad man mister. Tanken om, at hun pludselig ikke var der mere, sad fast i mig.

I uge 18 begynder jeg så småt at mærke hendes små kærlige puf. Årh, med et blev jeg forelsket, og alle tanker om at passe på med at glæde sig, forsvandt. Nu glædede jeg mig rigtig, rigtig meget til at ha’ hende i mine arme.

Misdannelses scanning kom, sandhedens time var kommet. Mit hjerte hamrede der udaf. Da vi ventede Felix, snakkede vi meget om, hvilke handicaps og misdannelser vi ville byde et barn. Vi var totalt forberedte på, hvilke beslutninger der skulle træffes i hvilke situationer. Det havde vi slet ikke nævnt denne gang. Måske fordi vi begge var bange for, at det denne gang var en større risiko. Hende der scannede var meget grundig. Hun tog sig god tid, fortalte, forklarede og gjorde alt for at forsikre os, at vores lille pige er helt normal. Der er absolut ingen tegn på, at hun har været det mindste påvirket af at miste sin tvilling. Nu skal hun bare bages færdig.

Jeg er nu 26+5, jeg har altså termin 16. Maj

 

Jeg vil sige, at nu hvor jeg kan slappe af, mærker hende (meget!!) hver dag og nyder det, så er det noget helt andet at være anden gangs! Nu kender man alle de små finurligheder der sker med kroppen. Man ved der er forskel på aktiviteten af den lille, og hvordan kroppen reagere i forskellige situationer. Man kender til al det man ikke snakker om. Lad os nu bare være ærlige, der er altså nogle ting ved en graviditet, som bare er mega ulækkert! Når det så er sagt, er der heller ikke to graviditeter der er ens. Ens partner er også meget mere “nårh ja” agtig, i de hormonelle situationer der kan opstå, han kender lige som rutinen denne gang, og ved at det snart går over. Han siger og gør de rigtig ting. Og så er der lige det der med at bygge rede. Der er jeg virkelig bagud! Da jeg ventede Felix stod hans værelse klart kort tid efter misdannelses scanning, jeg hyggede med maleri projekter, og var bare klar! Denne gang, er der absolut intet der er klar! Vi fik nøglerne til huset i mandags, det ligner en byggeplads!! Og første prioritet er Felix’s værelse. Men denne gang, er jeg også mere realistisk om, hvor lidt hun kommer til at bruge sit værelse det første lange stykke tid. Så jeg har det egentlig okay med, at det kun lige bliver færdigt i sidste øjeblik. Min kæreste knokler på livet løs.

Nu bliver vi altså en rigtig kernefamilie. Hvornår blev jeg så voksen?! Pludselig er jeg mor, har hund, bil, nu også hus og et barn til på vej. Det er vidst det tætteste jeg kommer på at opnå mine drømme. Jeg har fået drømmemanden, drømme barnet (snart børnene) og drømmehuset. Jeg er så evigt taknemmelig 💙💜