Jeg ser slet ikke mine børn!

Sådan kan det godt føles i en travl hverdag. Børnene spiser morgenmad i vuggestuen, jeg selv spiser i bilen. De bliver afleveret kl 6.30 og hentet kl. 15.30 – nogle dage lidt tidligere, men oftest der. Når vi kommer hjem skal der laves med, vaskes op, bad og så når vi måske lige at lege lidt, eller læse en bog inden sengetid. Når de står så tidligt op, vil de også tidligt i seng.

Derfor har jeg taget en beslutning!

Hver dag ser jeg ordentligt på dem, i stedet for at fokusere på hvor lidt jeg ser dem. Det er ikke realistisk at nogle af os går ned i tid, og da jeg arbejder hver anden weekend er det mig der ser dem mindst. Jeg savner dem helt vildt, lige så snart jeg har afleveret dem, eller har forladt huset de tidlige weekend morgener.

Så jeg ser som sagt ordentligt på dem. Jeg tager mig tid til at fordybe mig i deres smukke øjne, finde hver lille farve nuance. Se alle små forandringer i deres fine små ansigter. Felix har for nyligt fået en ny skønhedsplet på sin kind, og Lilje’s øjenbryn er ved at være synlige. Jeg suger alt til mig, og kan tage mig selv i at dåne helt hen i et øjeblik. Hvor er det bare nogle skønne væsner JEG har lavet.

Man må aldrig gå ned på minder!

Selvom vores hverdag er fyldt med hysteri, ulve timen og den tydelige frustration over, at de savner mig, husker jeg at lytte til deres små finurlige guldkorn. Felix som kniber øjnene sammen, med kun en lille sprække så han kan se os og råber “hvor er mig?” Mens Lilje tager sin ene hånd for det ene øje og siger “ti ti”. Når Felix finder på en historie om, at han har fanget en edderkop med sin sko, og givet den til spiderman. Og når Lilje pludseligt pludre med forskellige ord lyde (hun har som lille baby aldrig pludret pga sin laryngomalacia, så det er ekstra unikt at høre det nu). Alle de små bitte ting suger jeg til mig, og forsøger på den måde at få mest muligt ud af de få timer vi har sammen i hverdagen.

#BoostDitBarn

Er jo noget vi gør os meget i, pga Felix’s følelsesmæssige uballance er det bare nødvendig. Men det hjælper faktisk også mig til, at huske på hvor fantastiske mine børn er, selvom de driller mig og aldrig hører efter. Jeg siger ikke bare, at de gør mig glad, jeg mener det oprigtigt! Intet i verden gør mig mere glad end dem.

Skulle samfundet ændre sig?

Så det tilgodeser børnefamilier? Det ville jeg da nogle gange ønske. Så jeg kunne arbejde 30 timer om ugen, stadig ha’ råd til bil og hus og selv betale institutionerne. Og sådan er det jo egentlig. Hvis jeg gik ned i timer kunne vi søge tilskud til institutionerne og det ville opveje den nedgang i min løn. Men kan man tillade sig at eje et hus, og så få penge af statskassen? Jeg ville i hvert fald føle mig ramt hver gang nogle talte om de hersens “samfundsnassere” – måske er det bare mig der er tosset?

Jeg tror nu jeg beholder min stilling og giver mine børn lidt ekstra af mig selv når vi er sammen. I dag er det søndag, jeg har fri og vi skal INTET lave. Ingen gæster, ingen handleture, absolut intet! Vi skal bare være sammen ❤️💙