Kære Regering …

I 2014 var der et værre ramaskrig i medierne, hvor jordemødre udtrykte bekymrig for de fødende grundet travlhed på fødegangene. Altså, alarmerende travlhed! Der skulle spares 700 millioner kroner af 2015 budgettet i Region Hovedestaden alene. Det skabte frygt både hos gravide og jordemødre.

Jeg fødte i oktober ’14 Felix ved akut kejsersnit på Roskilde Sygehus, Region Sjælland. I selve fødselsforløbet følte jeg ikke manglene opmærksomed fra jordemødre og fødselslæger. De var 100% til stede.

Da vi ankom til barselsgangen, var nattevagten mødt ind, de stod klar til os vi blev hurtigt introduceret og lagde os til at sove. Min kæreste måtte gerne overnatte og tage noget at drikke, men heller ikke mere end det. Ikke fordi han skulle opvartes, slet ikke! Men tilbyd dog lige manden at vågne før han skal fare rundt i en ukendt by og lede efter mad. Jeg kaldte efter jordemoderen, Felix søgte men jeg kunne ikke få ham til at tage fat i brystet – “Er han blevet 1 døgn?” Spurgte jordemoderen, og det var han ikke, hvorfor det ikke var så vigtigt han fik fat i brystet lige nu. Hun løb videre. Et par timer efter kom hun tilbage og spurgte om det lykkedes, og jeg måtte gerne kalde næste gang, så skulle hun nok hjælpe. Det nåede hun ikke før hendes vagt sluttede. Så vi overhovedet aftenvagten? Ja jeg tror lige hun stak hovedet ind. Nattevagten rendte rundt med en baby på armen, fordi en meget ung, enlig mor havde det svært. Jeg kunne se på nattevagten, at det var meget svært for hende ikke at kunne være der for os. Hun havde nærmest tåre i øjnene. Heldigvis fandt jeg ud af at få Felix til at suge rigtig godt på brystet. Så var det dagvagtens tur igen, hun kom sørme for at vise mig, hvordan jeg lagde ham til brystet – eller det var hendes intention, indtil der var en klokke der ringede, hun tog mit bryst med den ene hånd, Felix’s hovede med den anden lagde ham til og løb. Hmmmmmm …. Jeg ville rigtig, rigtig gerne amme! Det er jo for dælen det man bliver dunket i hovedet med, er det bedste for barnet! Hold op jeg begyndte at blive irriteret, og ville bare gerne hjem!!! Det sagde aftenvagten heldigvis at vi kunne komme dagen efter – han havde ikke tavt sig mere end acceptabelt og det gil jo fint. Hvordan hun kunne vurdere det, aner jeg ikke. Næste morgen pakkede vi vores ting og stod klar til at forlade afdelingen, da en ny dagvagt kom – en vi ikke havde set før. Hun mente bestemt ikke vi skulle hjem! Han var jo alt for lille, og min mælk var ikke løbet til endnu – puha nej, var han ikke også en smule sløv?! Vi måtte da hellere få en ene stue så vi kunne få noget ro. Jeg blev slået helt ud af den! Var der nu noget galt med mit barn?!? Noget de andre havde haft for travlt til at opdage? Havde jeg ikke været god nok til at slå i bordet? Kan jeg overhovedet finde ud af at være mor?!? Jeg tud brølede! Felix suttede fint på brystet, men vi skulle køre skema nu, og vække ham præcis hver 3. time. Så kom aftenvagten – en ny aftenvagt vi ikke havde ser før. “Hvorfor er i her stadig? Var i ikke klar til udskrivelse?” Spurgte hun – jeg lignede et stort spørgsmålstegn!! Ingen grund til vi skulle blive og vi blev udskrevet … Jeg var målløs!!

Dette var i Region Sjælland – der har intet været i medierne om besparelser på det område her – men jeg følte bestemt de var ramt! I situationen følte jeg en lige gyldighed fra jordemødrene, vi var bare i vejen, og mega irriterende. Vi forstyrrede dem, for vi var ikke vigtige. Hallo – husk lige kære jordemor! At MIT barn er det aller vigtigste for MIG! Når jeg kigger tilbage nu, ser jeg kortfattethed, opfyldte hoveder der rummede alt for mange oplsyninger der skulle huskes og for mange ting der skulle nås. Jeg ser meget svære prioriteringer fra personalets side.

Regeringen lover nu, at der i 2015 vil falde en bivilling på 260 millioner kroner til forbedringer på området i perioden 2015 – 2018

Jeg fødte i april ’16 Lilje ved vaginal fødsel, Roskilde sygehus, Region Sjælland.

En kæmpe tak til personalet på fødegangen! Hold op hvor var i seje, tilstedeværende og mega kompetente! Jeg følte mig 100% i trygger hænder! Sådan!!

Vi kom på barselsgangen. Lilje skulle ha’ målt blodsukker hver 2. Time … Der gik 1 time … Der gik 2 timer … Der gik 3 timer – også ringede jeg efter dem. “Hvornår har hun spist?” Øhhhhm lige før? Hun ligger ved brystet sådan ca hele tiden, fordi hendes blodsukker skal stige?! De havde så lige glemt, at der skulle gå 1 time fra måltid til måling. Om igen! Jeg gav op. Jeg gav hende mad på de tidspunkter der stod på det skema de havde lagt, også tog de prøver som det passede dem. Heldigvis lå vi der kun 1 døgn, så var vi sluppet.

Hun blev desværre genindlagt på hendes 4. Døgn med gulsot – vi startede på gangen, og kunne se hvordan personalet løb frem og tilbage. Hørte en sige “Jamen ven, du har ikke spist endnu” (der var kl 19.00) de to kollegaer kiggede på hinanden, smørrede ærmerne op og løb videre. Jeg overhørte også en jordemor sige til en anden, “ej vi kan ikke tage i mod flere nu?!” Hvortil den anden jordemor svarede “Nej, med hvad skal jeg sige til dem?” De rystede begge på hovedet. Kl 22.30 fik jeg en seng (det gør pænt ondt at sidde på en stol i 5 timer, kun 4 døgn efter en fødsel, skulle jeg hilse at sige!), jeg var ikke blevet budt noget at drikke, jeg skulle bare blive samme sted, så de kunne finde mig. De skulle opstare lysbehandling, hvilket de tydeligvis ikke var på hjemmebane i. Vi blev i hvert fald hentet af en børnelæge kl 1.00 om natten og flyttet til neonatal, fordi behandlingen ikke var opstartet korrekt.

Neonatal var en helt, helt anden oplevelse! Her var ro. Der var tid til at tegne, fortælle, de havde overskud til at spørge indtil hvem vi var, vores historie, ja selv hendes navn. Prøverne blev taget på de rigtige tidspunkter, de kom af sig selv, og spurgte om alt var vel. Spiser hun nu ved brystet, skal du ha’ hjælp til at ligge hende til, må vi se hende sutte, hvor er hun god. Nu skal du se, her er mad, her er vand, her gør du dit, her gør du dat.

Mit formål med disse to historie kommer nu. Ja undskyld, men dette oplæg bliver langt kan jeg fornemme 😂

Jeg læste en artikel, hvori en jordemoder spørger, hvorfor dælen de fødende ikke råber op? Hvorfor finder vi os i det?

Hvem skal vi råbe op til? Hvem skal vi få til at lytte til os? Der er da ingen politikere der kan se, eller forstå alvoren i den frustration jeg sad med på barselsgangen. Det gik jo? Begge børn er overlevet. Der er da vigtigere ting i sundhedsvæsnet, end en nybagt mor der har brug for støtte. Ja tak, bevares! Der er de børn der er svage, og som har brug for tilstedeværende jordemødre, der kan observere dem tæt! Der er de mødre, der ikke selv kan sige til og fra, og ender i en fødselsdepression, fordi de allerede tabes når de forlader fødegangen! Der er den jordemor, der kommer ud for en alvorlig arbejdskade, fordi hun ikke har tid til at tænke sig om!

Så kære regering, vil i ikke nok stoppe jeres besparelse og tænke i optimeringer? Vil i ikke nok lytte til det arbejdende folk? Til patienterne? Til pårørende?

Kære Regering, hvor er i? Hvem er i? Hvor er i?