Kærligheden vokser

Man tror det er løgn, når folk fortæller om den her ekstreme forelskelse, man bliver ramt af når man får sin baby i armene.

Da jeg ventede Felix elskede jeg ham allerede, højere end noget andet, mens han lå i min mave.

Troede jeg! 

Men nej, kærligheden eksploderede i samme sekundt, jeg så ham. Jeg var knust over ikke, at ha’ ham hos mig, mens jeg blev syet sammen.

For hver dag der gik, jo bedre jeg lærte ham at kende, jo dybere satte kærligheden sig. Jeg kan huske, under graviditeten, at Janus og jeg ofte snakkede om “Hvad nu hvis vi ikke kan lide ham?!” Det havde da været forfærdeligt!

Jeg er senere blevet bekendt med, at det faktisk er muligt! Og det synes jeg lige jeg vil skrive lidt om.

Jeg har med begge børn, været ekstremt heldig (ja HELDIG!) at føle tilknytning med det samme. Men det er langt fra alle der er så heldige, og det er virkelig et tabu. Men det er helt okay! Hvorfor må man ikke sige tingene som de er? Er man en dårlig mor, fordi man skal lære sit barn at kende, før kærligheden eksplodere?

NEJ!!

Det er nok, at man som nybagt mor konstant tvivler på sig selv – for det gør man! Får h*n nu nok mad? Hvorfor kan jeg ikke trøste? Jeg er også bare en dårlig mor, det kan kun være derfor h*n græder! H*n hader mig! Jeg skulle aldrig ha’ fået det barn, det fortjener bedre end mig! – Tanker som jeg tror i en presset situation er fløjet igennem hovedet på de fleste nybagte mødre.

Skal man også være bange for andres fordomme? Alle andre er jo eksperter på ens barn i forvejen, hvis de hører man ikke er forelsket – puha! Kan slet ikke overskue at tænke på deres blikke! Et endnu være blik, end det man får, fordi man ikke gør tingene præcis som de gjorde.

hvorfor tager man sig af det? Fordi man vil gøre ALT for at ligne verdens bedste mor, for det er jo det alle vi mødre stræber efter. Forelsket eller ej. Vi kæmper alle for at være verdens bedste mor.

Til de helt nybagte mødre, der sidder med angsten, fordi de ikke føler forelskelsen, eller er i tvivl om de gør, kan jeg kun sige – bare rolig. Det kommer! For nogle kommer det i første sekund, for nogle går der timer, dage, måneder. Det er jo ikke fordi man ikke elsker barnet, men det er svært og frustrerende. Alle får forskellige børn, på forskellige måder og vi er alle forskellige.

Jeg ved udemærket godt, at jeg er mor på en helt anden måde end mange andre. Jeg kan sagtens se folks skjulte dømmende blikke. De prøver at skjule det bag den spørgene interesse i ens holdninger – men det vises tydeligt! Det er mest den ældre generation. Mine jævnaldrende med børn, er mere åbne – og forstår at man træffer nogle valg for sine børn. Men den ældre generation, har den der “jeg gjorde sådan, derfor er det rigtigt” – puha den er svær, det er svært at blive ved med at forklare sig. At prøve at få dem til at forstå ens holdninger.

Felix f.eks. Sover på præcise tidspunkter – der er blevet sagt (ikke til mit ansigt selvfølgelig, men i andre sammenhænge) at jeg går for meget op i de tidspunkter. Gør jeg det? Naaah, men det gør mit barn. For andre ser han bare glad og overgearet ud – men jeg ved at de blå violette render under øjnene, betyder at han skal sove NU, ellers koger han over – er det fair? Skal han holdes vågen for de voksnes tilfredstillelse? Aldrig!

Det var et lille sidespring, men pointen er det samme!

Andres fordomme skal rende og hoppe! Vær ærlig! Snak om det! Uanset hvad, så gå ikke og ha’ det skidt med dine følelser – kom ud med dem ❤️ De er ikke forkerte!

Du er den allerbedste mor, for dit barn 💜