Nej NU kan det være NOK!

NU må det her slutte!

Den her lille sorte sky, vi har hængende over hovedet, må meget gerne flyve videre til nogle andre snart!

Jeg føler virkelig, at der lurer en form for forbandelse over os. Her sker bare den ene ulykke efter den anden!

Lilje er endelig ved at være helt frisk (thank God!), efter den forfærdelige gang lungebetændelse. Hun er igen den glade, fjollede, milde og tålmodige pige vi kender. Det er fantastisk!

Og så sker det …

Felix, den lille krudt ugle! Han giver mig dårlige nerver!

Jeg er nede for at putte Lilje, som er en værre lille fjolle banan, så jeg vælger at lade hende fjolle færdig, og gå ned og sige godnat til Felix. Han har været på weekend hos sin farmor, så jeg havde savnet ham helt vildt!

“Der er noget galt med hans arm” siger Janus, og fortæller mig, hvordan Felix pludselig i sin overtræthed, havde smidt sig ned på gulvet. I et forsøg på at skåne hans hovede, havde Janus fat i hans arm, som så nu gør herre ondt. Armen hænger bare og dingler, han nægter at løfte den, og når vi røre den skriger han i smerte.

Afsted til skadestuen. Min første tanke var, at albuen var gået af led. Det var også lægens, så han forsøgte at hive lidt i den, så Felix kunne blive skånet for en gang stråler (røntgen). Det var desværre ikke tilfældet. Så vi måtte op, og ha’ taget et par billeder. Min seje lille mand, lå musse stille, mens han græd hjerteskærende.

Reservelægen på skadestuen, kunne umiddelbart ikke se hvad der var galt. Der var hverken skulder eller albue af led. Men der var måske, evt, en revne i overarmsknoglen, helt oppe ved skulderen. Men da han ikke kunne se det tydeligt, ville han vente med, at gøre noget, til billedet var blevet efterset af nogle andre læger. Så Felix skulle ha’ panodil over natten, hvis han mod forventning, ikke ville bruge armen næste dag, skulle vi henvende os på skadestuen igen.

Jeg var nede og kigge til ham flere gange den nat. Han lå i præcis samme stilling som jeg havde lagt ham. Normalt karter han rundt, og ligger oftest på maven, med knæene ind under sig. Da han vågnede fordi han ikke kunne finde sin sut, gjorde han absolut intet, for at vende sig, han græd bare efter mig.

Næste morgen var der absolut ingen bedring! Vi måtte tilbage på skadestuen. Igen forsøger en læge, at hive i albueleddet,  for at den skal sætte sig på plads. Han sagde hverken til eller fra, midt ude i venteværelset, tog han fat i den lille vitte arm og flåede i den. Felix kunne ikke mere. Da han igen kunne få luft, kiggede han på lægen og sagde “hej hej læge! Ud! Den vej!” De skulle ikke rører mere ved ham! Men jo, nye røntgen. Heller ikke her mente lægen, der var noget i vejen og vi blev sendt hjem med panodil.

Jeg ringede til egen læge, de kender både Felix og jeg, de var enige i, at den var helt gal. Han fik lavet et eller andet, da han i reaktion tog fra med hånden. Noget satte sig på plads, og han begyndte at bruge armen igen. Men han havde stadig ondt.

Tirsdag, bliver jeg så ringet op. Han har brækket knoglen ved albuen! Tilbage på skadestuen og få lagt gips.

img_7622

Jeg er rasende inden i!! De har hivet og flået i den stakkels arm, uden at ane hvad der er galt!! De kunne ha’ forvoldt så meget skade. Og han er bare så sej, så jeg vidste der var noget galt, når han blev ved med at have ondt!

Jeg ved godt, at de er underbemandet og har pokkers travlt. Jeg ved godt, at de gør hvad de kan! Men de må da sende opgaven videre, når de er så meget i tvivl. Og at de bare kaster sig ud i, at sætte leddet på plads, uden at vide om den overhovedet er gået af led! Jeg føler virkelig ikke det er okay!