Selvstændighedsalderen

… Ja kald det bare selvstændighed, kom med en masse fine argumenter, bare det får ham til at klappe i, i bare 30 sekunder!!

Felix tester virkelig min tålmodighed i øjeblikket! De siger at den selvstændighedsperiode strækker sig fra 1 til 3 år ………. Felix er 16 måneder ………… Der er MEGET lang tid til han er over 3 år! Han vil ALTING selv, alt hvad jeg gør er forkert, for langsomt eller bare dumt. Et nej bliver svaret med en lussing, et skrig eller et hovedespring direkte ned i gulvet! Han har snart så mange blå mærker i ansigtet, at man skulle tro han gik til boksning!

De siger, at årsagen til denne selvstædnighedsperiode, er måden hjernen udvikler sig på. Han er lige nu der hvor han stadig styres af sine behov, men nu også med en bevidsthed om, at han selv kan – eller han tror han kan, blandet med den helt nye følelse af nysgerrighed og en halvt udviklet hukommels. Tak til den der lige besluttede, at hjernen skal udvikle sig sådan! Og kunne den halvdel af hukommelsen der kom først, ikke være den der husker konsekvenserne, og ikke kun den ting barnet vil?! Alt dette skal svares med en positiv tilgang, men stadig fast, siger de kloge. Det er da ikke så svært?!

Lad mig prøve at kæde det sammen i et eksempel.

Felix får øje på en spand med maling (vi renovere herhjemme). Han kigger op på mig, med pegefingeren i munden og et meget lusket blik. Jeg siger “Jeg kan godt se, at du synes den spand er spændende, det er ikke legetøj, så du skal lade den være. Her er din spand, du kan lege med” Felix tager sin spand og jeg tænker, YES 1-0 til mor! Stiller spanden med maling op på kommoden og fortsætter med vasketøjet. Felix sidder lige så stille og leger. Mine tanker flytter sig et øjeblik, afbrudt af et pludseligt knald! Felix står op ad kommoden, og kunne lige præcis nå spanden! “Nej FELIX! Det var IKKE din spand, den må du altså ikke lege med. Her er din spand!” Og SÅ bryder helvede løs! Felix huskede sin nysgerrighed, og måtte bare ha’ den spand! Men konsekvensen, at der ville komme maling ud over det hele, rummer han simpelthen ikke. Felix skal ha’ den spand NU! Jeg kan prøve så tosset jeg vil med fine gloser, distraheringer osv, men ender ud i at må tage ham op, fordi han begynder at banke hovedet ned i gulvet?!?! Må bære ham ind i et andet rum, og forsøge med så rolig stemme som muligt, at sige at jeg godt kan høre han bliver vred på mig, men at det ikke nytter noget. En lussing giver mig tiks i øjet, jeg tager hans hånd og siger “neeeeej, du må ikke slå mor selvom du bliver vred! Det gør ondt på mor! Du må ae mor” og viser med hans hånd hvordan. Så sætter han fortænderne direkte ned i mind hånd “Av for h….. FELIX! Det gør ondt på mig! Du må ikke bide” Hvordan svare man lige med en positiv tilgang? Han skal for dælen vide, at det er forkert at slå og bide! Sådan et rasseri anfald kan sagtens vare 15-20 minutter – faktisk lige indtil han hører nok efter til at jeg kan tilbyde ham en tår vand, hvor han så åbenbart glemmer det hele, drikker sit vand og putter sig ind til mig. Og så er jeg klar til en lur!

Nogle gange får jeg virkelig lyst til at kalde det trods, sie at han er en krop umulig møgunge, der skal lære at opføre sig ordentligt! Men hvad nytter det?!

Lola Jensen mener, at “Nej” bruges for tidligt. Faktisk siger hun, at man først kan bruge ordet “nej” når barnet er over 22 måneder, og forstår den forklaring der kommer med nej’et. Før det, er den eneste opdragelse, den kopiering barnet laver, af os. Når du gentagende gabge siger “Nej” i mere og mere frustreret toneleje, bliver barnet frustreret, fordi det ikke forstår hvad du vil med det “Nej”, barnet smider sig på gulvet og så kører det derud af. Hun mener i stedet, at man skal give barnet alternativer og trække opmærksomheden et sndet sted hen. Som eksempelt skriver hun, at når barnet vil ha’ vindruer svare man: “Du må få aftensmad om en halv time, og vindruer med i vuggestue i morgen” uanset hvorfan barnet reagere på det, skal det ikke kommenteres. Banker barnet hovedet ned i gulvet, må man ha’ nogle madrasser liggende, som man kan flytte barnet hen på.

Det giver da super god mening, at aflede, anvise og anerkende de ting barnet gerne må, i stedet for at påpege hvad de ikke må. Men hold op hvor er det svært at praktisere.

image