Hvad er det bedste du kan gøre for dit barn?

april_2017-10-24-00-06-34-030

Ja, her kunne det være fedt hvis barnet var ploppet ud med en lille seddel om halsen. En helt simpel brugsanvisning der kunne guide i tilfælde af tvivl.

For hold nu fest der er mange gange jeg har været i tvivl om noget!

Alt har jeg nærmest været i tvivl om på et eller anden tidspunkt.

Sammen med søvn og gråd om natten var maden  det der fyldte mest da hun var nyfødt nuttegøj.

  • Hvorfor tager hun ikke nok på? Når hun nu sutter og sutter?
  • Er hun sund og rask?
  • Hvorfor græder hun så meget når hun skal sove?
  • Hvorfor kan hun ikke ligge og “lege”  selv på aktivitetstæppet som jeg ser andre babyer gøre det?

Seks år senere er der stadig tusindvis af ubesvarede spørgsmål.

Men noget har jeg lært. Tror jeg i hvert fald!

På et eller andet tidspunkt begyndte jeg at stole på min egen fornemmelse for hvad der er bedst for skønlingen.

Og det er faktisk her den største udfordring starter. For det er ikke altid at min mening om hvad der er det bedste for skønlingen matcher min mands holdning og tanker!

Babyer må være det største frø du kan plante af splid mellem dig selv og din kæreste! Sorry hvis du sidder som lykkelig nybagt. Det bliver ikke kun fantastisk. Det bliver også hårdt og muligvis katastrofalt for dit parforhold. Og beklager med det samme at jeg ikke går ind for at kommende og nybagte forældre skal skånes for at høre sandheden. Jeg tror mere på at de måske kan lære noget, få et eller andet brugbart ud af, mine erfaringer! Måske. Om ikke andet kan du i hvert fald høre at når du synes det er svært så er du ikke alene!

For ligegyldigt hvor enige I tror I er fra starten så vil der komme situationer hvor I er alt andet end enige. Og lige præcis med dit barn, der er det vigtigste i hele verden for dig, vil du næppe være klar til at give noget som helst andet, end det allerbedste! Koste hvad det koste vil!

Når så din kæreste gør, siger, handler anderledes end hvad du drømmer om og håber på så har vi balladen, for hvad gør du så?

Kan du holde din mund?

Det troede jeg at jeg kunne, men snart 6 år inde i mit moderskab må jeg sande at nix, nixen bixen! Jeg kan ikke holde min kræft!

Desværre!

For hold nu op mit liv, vores liv, ville have været så meget nemmere hvis jeg kunne. Og hvor ville der bare have været mange konflikter vi ikke var havnet i!

Alle siger at forældre skal stå sammen og at man ikke må blande sig overfor hinanden foran barnet. Og jeg prøver virkelig at lade være. Men jeg kan simpelthen ikke!

På mystisk vis sker det dagligt at jeg på en eller anden måde kommer til at blande mig. Og jeg er pænt bange for at min mand føler at det nærmest bare er for at blande sig, jeg ved i hvert fald hvor meget han hader det!!!!!

Men det er virkelig ikke mit formål! At blande mig!

Jeg synes bare at vi skal huske alle tænkelige vinkler og da særligt hvis jeg føler vi er havnet i en situation som jeg kan hjælpe med eller måske på en eller anden lumsk måde er skyld i!

Mit barn skal jo have det bedste! Hele tiden!

I dag er det værste for mig at selv om jeg ved at det er vildt træls for min mand og det er noget nær det værste jeg kan gøre mod ham, stadig meget ofte må give efter for mit retfærdigheds-gen. Det der altid får mig til at sige “jamen har du husket at se på det sådan her også?”. Det gen der tvinger mig til at gå ind i en krig fordi alt i mig siger det er det rigtige at gøre.

Måske ikke det bedste men det rigtige!

Jeg ved at det er det rigtige for mig. Men det er klart ikke det rigtige for vores parforhold.

Så nu er jeg der hvor jeg er ret så meget i land med at føle hvad der er det rigtige for skønlingen. Nu mangler jeg så bare at komme hen et sted hvor jeg også kan gøre hvad der er det rigtige for mit parforhold!

Og dét har jeg simpelthen ikke luret endnu!

Jeg ved at jeg skal saves over på midten for at lære at holde min mund, altid!

Omvendt ved jeg også at det er potentielt dødeligt for et forhold at den ene part føler sig overrulet! Jeg kan kun dårligt forestille mig hvor helt igennem gal i skralden jeg ville blive hvis det var mig der oplevede den form for underkendelse!

Der er bare det ved det at mit udgangspunkt, mit motiv og mit mål jo ikke er underkendelse af min kære mand, det er udelukkende at finde den bedste mest velovervejede mulige løsning for skønlingen.

Og til det synes jeg at alt skal med.

Hver gang helst.

 Og dét er muligvis ikke altid det bedste!