Det er altså ikke let at være barn

Bamse

Vi forældre forsøger altid at hjælpe vores børn.

Vi hjælper dem med alt når de er babyer, men i takt med at de bliver større bliver hjælpen blandet med forventninger og krav.

Har du nogensinde tænkt over hvor meget et barn skal lære på relativ kort tid og det oveni at det lige er ankommet med et helt tomt tog der intet rummer ud over det rent reflektive. Det en kun det allermest basale der er i bagagerummet. Ud over det er det en helt ny hjerne der er kørt ind på station Hjem. Vi selv har været der i mange år og har mange erfaringer, viden og relationer at trække på og læne os op af.

Det har vores børn ikke.

De har os.

Kun os.

I hvert fald til at starte med.

Langsomt lærer vores børn hele familien at kende og de får venner og måske (udfordrende) relationer i børnehave og i fritiden.

Vores børn skal samtidig med at de lære at spise selv, klare toiletbesøg med håndvask, påklædning osv. osv. også lære at tackle alle de krav og forventninger vi stiller til dem fra de vågner til de sover.

Og helt ærlig det må f… være lidt stramt for dem ind imellem.

For den ene dag er mor glad og overskudsagtig og græder ikke over spildt mælk, men den næste dag er fanden løs i Laksegade hvis man bare taber en perle.

Sat på spidsen men næsten sandt.

For vores børn skal lære at afkode signaler og fatte jokes og 95% af tiden er jeg skisme bange for at det må være lidt et sats, ren gætteleg, for de små hvor det egentlig er vi voksne lige vil hen af.

 

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed…

Jeg har nu snart puttet skønlingen i 6 år. og ikke en eneste putning har været ens!

Ja jeg prøver, jeg starter ud på samme måde, i hvert fald næsten, men hver aften sker noget forskelligt.

Sådan har det været altid.

No shit!

Og jeg forestiller mig helt ærligt ikke at det er mit skønne kid der ene og alene formår at ændre scenariet hver aften. Nix , jeg er gevaldigt bange for at jeg godt kan lægges i håndjern som medskyldig…

Eller rettere…

Det er jo nok mest min skyld.

Det tror jeg i hvert fald, for hvordan kan det passe at den lille mus har kunne komme med noget nyt hver aften i 6 år?

Jeg fatter hat!

Nogen gange når der er fred og ro og det bare er os to uden nogen forstyrrelser så kan vi godt komme ind i en regelmæssig rytme, men normen er mere at der sker tusind uforudsete ting.

 som:

  • langvarige toiletbesøg
  • ekstra toiletbesøg
  • tørst
  • kløe diverse steder
  • ulykkelig over manglende lamsebamse (som det var tilfældet mandagaften da den ikke var kommet med til veninden efter børnehave)
  • og så selvfølgelig snak om livsvigtige sager der først melder sig når lyset er slukket.

Oveni har skønlingen så en mor der for det første ikke kan lade sin datter sove hvis alt ikke er 100% godt. Der er simpelthen ingen der græder sig i søvn her i huset!

For det andet har jeg usandsynlig svært ved selv at holde mund. En enkelt gang er jeg ligefrem knækket helt sammen af grin, hvilket gjorde at putningen træk ud noget der lignede en time mere!

Men summar sumarrum jeg synes godt nok det er vildt så meget vi propper i hovedet på vores unger og forventer (kræver!) at de lige mestrer sådan snap snap!

Hånden på hjertet hvor god er jeg så lige selv til at koncentrere mig i et rum hvor der sker tusind andre ting, og hvor tit har jeg ikke glemt et eller andet, et aller andet sted?

Jeg vil prøve at huske at have børneforventninger til børn og voksenforventninger til voksne og så have store tykke elastikker til dem begge, så verden ikke behøver at styrte sammen bare fordi nogen glemmer noget eller mine forventninger ikke mødes!