Et opdragende dilemma

Tænke-trappe

Jeg er vist nok ret mild i min måde at opdrage på.

Eller det vil sige det har jeg været.

Som tiden er gået og skønlingen hun er blevet ældre og kravene flere og flere, så er mine forventninger og mine krav også blevet større og flere.

Det er vel egentlig ret fint og efter planen. Jeg skal jo forvente noget alderssvarende af min datter. Det ville være pænt kuk at regne med at hun kun kunne leve op til krav der stilles til en 1-årig når hun nu om et par måneder fylder 6.

Men der er to ting jeg har tænkt over i forhold til de krav vi stiller til vores børn.

For det første er der det,  der sker imellem mig og min datter eller måske det i virkeligheden sker mellem nærmest alle forældre og deres børn, at vi stiller krav på en eller anden måde og for mig gælder det, at jeg nogen gange har på fornemmelsen at jeg altid stiller lidt større krav end hvad der rigtig passer for hvor hun lige er pt. Forstået som at jeg altid kræver lidt mere. Som om det aldrig er helt godt nok. Og det er f… ikke den følelse jeg ønsker at skabe. At hun ikke gør det godt nok. Modsat er der jo også det aspekt der hedder, at forventninger er med til at skabe en tro på os selv. “Mor tror godt jeg kan, så kan jeg nok godt”! Og det frø vil jeg virkelig gerne være med til at vande.

Hvor store krav kan jeg stille og hvor høje forventninger kan jeg have?

Det afhænger jo nok ret meget af den givne situation og hvordan dagsformen lige er.

Er der overskud på kontoen og har vi god tid? Faktisk er det tidspunkt hvor det føles mest øv at presse på og kræve alt muligt, lige præcis når vi ikke har tid!

Du ved; på vej ud af døren, før børnehave og arbejde, alt for sent på den og lige der ville jeg ønske at jeg ikke kørte helt så hårdt på med alt det der skal klares i en vis fart.

Lige dér, taler jeg overhovedet ikke i børnehøjde! Skønlingen står og prøver sit bedste, men jeg er den voksne der ikke har sat nok tid af til, at vi kan nå at finde legetøj og skifte undertøj og sokker 20 gange fordi det driller.

Og så presser jeg på.

Kræver en masse.

Faktisk er jeg bange for at jeg stesser derudaf med 120 i timen, men det der med at stresse sit barn,  må have sit helt eget indlæg en anden dag!

Men det er jo krav jeg stiller hele tiden, i en eller anden form.

Min anden tanke er relativ ny i hvert fald den sidste del af den. 

Jeg har oplevet at andre mennesker retter på skønlingen selv om jeg står lige ved siden af.

Hvis hun snakker og afbryder mens jeg taler med en, har mit princip længe været at hun måtte lære at hun ikke blev svaret før jeg var færdig, ved at opleve at jeg ikke svarede! Ud fra tanken om at hvis hun afbryder og får svar på sit spørgsmål så gør hun det nok igen.

Men der er altså (forståeligt nok) mennesker (inklusiv mig selv;O) der bliver kolosalt forstyrrede og irriterede over den konstante talen ind i ens ord og det er nok derfor de siger til skønlingen at hendes mor taler og nu må hun vente.

Og det er jo sådan set virkelig forståeligt, der er bare det ved det at det efterlader mig med en følelse af at jeg har brug for hjælp…  og det har jeg ikke!

Er der ikke nogen mor eller far i sigte synes jeg bestemt det er legalt at vi alle hjælper børn på vej.

At vise hensyn på legepladsen eller vente på tur er vigtigt at lære, også når mor og far er et andet sted.

Helt i orden.

Men jeg synes faktisk det er svært hvis jeg selv er der!

Tror det handler om at jeg mener at jeg skal være mit barns beskytter og guide og det er svært når andre bryder ind. For lige der skal jeg vælge om jeg vil sige noget og være sikker på at ødelægge stemningen eller om jeg skal beslutte at give køb på min rolle som mit barns advokat og lade andre irettesætte!

Jeg ender med at bide det i mig! I hvert fald til dato!

Jeg er bare meget i tvivl om jeg lige der gør mit barn og mig selv en bjørnetjeneste. Det svar har jeg ikke fundet endnu. Så indtil videre bliver jeg nok ved med at holde min mund.

 

Og så er der den sidste krølle på det. Nemlig at jeg begynder at fornemme at hvis jeg selv er meget striks (nærmest streng) så virker det som om at verden også er mere streng ved mit barn!!!!!!!

Hvad f… er det for noget?

Er det fordi, hvis et barn behandles strengt så går resten af verden ud fra at der er en god grund og så reagerer den med at være ligeså streng?

Det er altså ikke fair overfor det stakkels barn, der jo ikke selv har valgt hvordan det skal behandles, men pludselig oplever en hel verden der er streng!

 

Min hjerne er forvirret.

 

Hvis jeg er blød og mild i min opdragelse. Ikke striks og hård, men tålmodig og afventende, så er der andre der tager over og irettesætter?

Er jeg på den anden side striks og streng så spejler verden også det.

Det er da en total loose loose situation. Og sorry verden, men mor er ikke glad.

For betyder det, at ligegyldigt hvad jeg gør så vil verden påvirke børn på en særlig opdragende måde, der passer ind i det normsæt af krav der gælder der hvor de vokser op?

Og har jeg så nærmest intet at skulle have sagt?

Hvis der er noget jeg hader så er det tanken om ikke at kunne bestemme hvordan min egen datter opdrages.

 

Så kære verden…

Jeg er kæmpe fan af at vi hjælper hinanden også med at passe på hinandens børn, men jeg skal lige have lov at tænke lidt mere over hvad jeg synes om at du retter på mit barn mens jeg er der!?

Måske jeg er et klart bevis på at jeg lever og er vokset op i en del af verden hvor vi ikke opdrager hinandens børn. Vi lever liv i hver vores lille lukkede akvarie med dertil hørende solsystem. Vi er for kloge til verden, har nok i os selv og vil ikke høre på andres mening. Summen af det er at vi ikke har udviklet plads til at vi er fælles om vores børn. Jeg har en kæmpe ejerfornemmelse overfor opdragelsen af min datter og lader ingen døre  stå åbent for andre muligheder!

Men er det den bedste løsning?

 

Hvad siger du?

Har du det okay med at jeg siger til dit barn at det skal tie stille når du taler?