“Fjol” ja tak!

Fjol med mad og barnevogn

Weekendens fjol med mad og dukkevogn

På nogen punkter kan det være hårdt og decideret anstrengende at have børn.

Det kan dræne en fuldstændig og følelsen af at skulle være “på” kan føles opslidende.

Jeg mærker det mest hvis jeg er træt og ikke har lyst til at tumle, blive hoppet på og brugt som trampolin. Så bliver min lunte pludselig mymeter kort og jeg taber småkagerne hurtigere.

Faktisk var det måske præcis det jeg skulle gøre. Snuppe en småkage lave en kop the og så kigge direkte på skønlingen og forsøge en ekstra gang. Forsøge at forklare at nu sidder jeg lige og lander eller slapper eller hvad jeg nu ellers lige har gang i.

Udfordringen er at jeg på meget kort tid når at sige slut prut mange gange og ender med at ændre toneleje og mimik for at få budskabet ind i den lille postkasse.

Nogen gange lidt for surt efter min egen smag.

Desværre!

Det at sige fra på den der fantastiske søde bløde gode måde…

Ja det virker bare ikke altid som om det trænger igennem al den glade fjol.

Og det er lidt et problem for jeg har faktisk en grundholdning der hedder at man ikke må tage glæde fra folk! Glæde og fjollerier er jo noget af det bedste vi har og vores børn elsker at få os til at grine. Det er faktisk det bedste vi kan gøre for hinanden. Det er en måde at skabe god stemning og samhørighed på, så hvis jeg var skønlingen ville jeg også prøve at få mig til at le.

Nogle gange er det bare en ret så voldsom omgang fjol der giver store blå mærker og potentielt indre blødninger hvis den ikke stoppes.

Så stoppes må det. Øv.

Men det er jo også vigtigt at hun lærer at selv om hun er et barn går det ikke at hvile med albuen ned i mors bryst under godnathistorien eller at mors tæer også har følelser😂! Alt det skal jeg selvfølgelig hjælpe med.

Vejen til en veludviklet empatisk forståelse er åbenbart brolagt med frygtelig mange irettesættelser.

Det “sjove” for mig er, at nu har jeg så opdaget at ligegyldig hvor mange aspekter der ellers måtte være af forældrerollen, så er der situationer hvor jeg slapper væsentlig mere af i selskab med børn end med voksne!

Jeg hopper dansende rundt og laver gakkede ansigter iført papirssko, papirshat og papirsskørt som skønlingen har klippet til mig. Det generer mig ikke det mindste. Lige indtil der træder en anden voksen ind i rummet.

Så bliver jeg pludselig selvbevidst, helt ubevidst!

Alligevel nægter jeg at opføre mig anderledes, men jeg kan mærke at den løssluppenhed jeg have med skønlingen alene, forstyrres så snart der kommer voksne ugler i mosen. Jeg er jo ligeglad, så hvorfor et det noget andet når der er voksne til stede! Hvorfor lægger jeg en klam dæmpende hånd over mit eget fjol når der er voksne til stede. Det er da noget fis. Hvorfor? Er det det samme børn gør når der kommer en voksen ind i et rum med børn. Balancen forskydes. Nu skal vi opføre os korrekt og velopdragent..?

 

Hvorfor er det egentlig sådan?

Noget vi er opdraget til og som bliver givet videre ned gennem generationer. Måske!

For på mange måder er det jo mere afslappende at være sammen med voksne. Dem har jeg ikke ansvaret for. Jeg skal ikke holde øje med dem eller bekymre mig om dem. De kan klare sig selv.

Så hvorfor er det så lige at jeg på en eller anden mærkelig måde kan være en mere løssluppen version af mig, sammen med børn?

Er det fordi andre voksne tænker tanker om mig?

Fordi de dømmer og sætter mig i bås (måske som en dum gås😂), hvis de ser mig alt for fjollet?

Eller handler det i virkeligheden mere om alt det jeg selv tænker om andre?

Nogen gange tænker jeg at dem der er hårdest ved sig selv også er dem der er hårdest ved andre! Fordi de forventer at få det tilbage som de selv tænker om andre!

Betyder det at jeg ser ned på dem der fjoller og pjatter max!? Jeg ved det ikke. Jeg tror det faktisk ikke, men er der alligevel et mygram af sandhed i det, ja så skal det f… være løgn!

Jeg vil hellere have en brændende passioneret i og et skønt (måske oz lidt skørt) glimt i øjet som Jytte Abildstrøm end jeg vil være den korrekte elegante…

Mit ideal er det lys og den passion der bor i hjertet på den slags kvinder der tør give den så meget gas at vi andre på det nærmeste væltes omkuld af chokerethed!

 

Gad vide om jeg tør det!

Tør du?