Intro-indlæg del 2

april_2017-09-27-13-37-19-603

Skønlingen og jeg falder stille og roligt til i vores nye hjem.

Godt hjulpet på vej af vores skønne naboer og deres fire børn.

Faktisk er vi landet på lidt af en Bulderby-vej.

For fra skønlingens vindue på 1. sal kan hun vinke over til en lidt større pige, som har en lillebror hun også begynder at lege med. Nogen gange leger alle børnene sammen og det er vildt hyggeligt at der næsten hver weekend bliver ringet på døren og spurgt om hun vil lege.

Vi tager til stranden og spiser morgenmad og let aftensmad. Vi går i skoven og vi spiser ”fint” på det hyggeligste pizzaria nede i Tisvilde. Når man er der føles det altid lidt som om man er på ferie!

Da det bliver sommer kommer manden min endelig hjem.

Han er svag og hårdt medtaget.

Men stille og roligt kommer han sig, men han er rystet i sin grundvold for livet.

På mange måder er han det sejeste og mest uheldige menneske jeg nogensinde har mødt.

Han har samlet på mere uheld end nogen anden jeg kender og nu har han fået lov at bære på frygten for kræft og dens tilbagevende oveni. Og dét gør altså noget ved et menneske.

Livet går op og ned og det er svært for mig at sige ret meget om hvad der sker derefter, for selvom jeg er der og ”burde” være den der ved det bedst så er der meget jeg ikke aner og ikke forstår.

Jeg er i dag klar over at det, at ens krop bliver marineret i kemogift gør andet end at redde liv.

Det skader også.

En del af det der sker er med garanti psykisk, men der er ikke nogen tvivl for mig om, at udtrykket kemohjerne virkelig findes!

For mig var det der jeg var nød til at starte med at skrive, for alt jeg skriver om og foretager mig er jo farvet eller påvirket af mine erfaringer i livet. Og denne her er en af de største.

Jeg er 41, uddannet kok og ernærings- og husholdningsøkonom og har arbejdet med mad i årevis. Jeg har reddet og haft hest i over halvdelen af mit liv, men pt. står fritiden på hygge med skønlingen og manden min. Men måske en dag der igen kan hænge en jakke (eller måske to en stor og en mindre) i gangen, der spreder dejlig duft af hest. Hmm noget siger mig at manden min vil flytte dem ud i værkstedet hvis det skulle ske!

På mystisk vis ender jeg næsten altid med at skrive om verden omkring mig.

Det jeg oplever og det der undrer mig ved verden og ikke mindst ved mig selv.

I mit liv fylder relationer til natur og mennesker rigtig meget.

Mine værdier drejer rundt om kærlighed, passion, udvikling, troværdighed og bæredygtighed.

Det der måske har overrasket mig mest ved at flytte i hus er hvor grebet jeg kan blive af at gå rundt og nusse. Jeg siger at jeg ikke er til lugning og det er jeg heller ikke hvis det er under pres. Men jeg kan dårligt gå rundt derude uden lige at hive lidt ukrudt op. Sådan har jeg godt nok aldrig gjort før. Men det er nok bare noget andet når det er ens eget.

Lidt ligesom med børn.

Jeg har aldrig været den, der absolut skulle dikke dikke hvis der var en baby i nærheden. Til gengæld hørte (og hører jeg nok stadig) til den slags skøre MOR-type der de første år af skønlingens liv ikke har ment at jeg kunne (måtte) bruge fritid uden min datter!

Kravene var i udgangspunktet ret ubevidste, men jeg har aldrig været i tvivl om at jeg ville nyde og prøve at få allermest tid sammen med skønlingen.

Tiden går hurtigere end man fatter mens de er små. En eller anden klog har sagt om tiden med børn at; Dagene går langsomt, men årene går stærkt!

Og hold fest jeg synes det passer.

For når man står og rokker en træt unge der ikke kan falde til ro eller ligger og putter en der lige har givet en knytnæve i øjet. Igen! Ja så går tiden laaaaangsomt. Men pludselig er de store og skal i skole. Og jeg fatter hat når jeg kigger på hende og hun står der med sin nyindkøbte skoletaske og bare er SÅ stor lige pludselig.

Så det er bare med at nyde al den tid de gider være sammen med os.

Nyde alle de kys og kram vi får.

For lige om lidt er vi ikke verdens navle for dem mere og de vil hellere være et andet sted med nogen andre mennesker og inden vi har set os om så ligger vi og drømmer os tilbage til dengang, hvor deres lille søde hånd altid fandt vores ligegyldigt hvor vi gik!

Så mit bedste råd:

NYD DIT BARN

Der kommer aldrig til at være andre end vores børn der synes vi er SÅ fantastiske. Og hvis vi gør os umage så synes de det måske også når de bliver store og voksne og hvis vi er rigtig rigtig heldige så fortæller de deres børn hvor godt de havde det da de var børn!