Jeg hader dig, mor…

… er ligegyldigt hvor hårdhudet man måtte være, en særdeles hjerteskærende udmelding at få smidt i hovedet.

Eller også er jeg bare en følsom en😉!

Men jeg forsøger altid at holde hovedet koldt når den rammer, men den får alligevel mit hjerte til at snøfte!

For jeg elsker jo min datter hele tiden også når hun hader mig!

Så jeg siger konsekvent at sådan må du gerne have det, det er helt i orden, men jeg elsker dig hele tiden, også når du er gal på mig!

Jeg tror på at det er vigtigt at vi må have og vise alle følelser, særligt mens vi er børn.

Med vise mener jeg ikke at det er okay at slå, sparke, rive, nive, bide, kaste med ting eller andet voldsomt. Med vise mener jeg at sige det, græde og se sur ud. Det er okay at også piger har et temperament og at de siger til og fra. Jeg vil meget gerne væk fra flinkeskolen, hvor alle piger skulle være nyvaskede, nyfriserede og artige og da bestemt ikke galpe op om hvor gale i skrællen verden lige har gjort dem.

Jeg tror det vil skabe nogen sundere hele børn, hvis det er okay at rumme og udtrykke alle sider af sit følelsesspektrum og ikke skulle bruge uanede mængder energi på at passe ind, lægge låg på og spille roller der passer i den givne situation!

Tænk hvis hun kan føle sig godt tilpas i alle varianter og afkroge af sin personlighed! Det ville f… være cool!!!

Faktisk kan det være at min datter så finder styrke til at reagere på uretfærdigheder som jeg den dag i dag stadig ikke er så sej til at sige fra overfor.

Jeg har i årevis haft en strategi der hed at al sladder stopper ved mig. Sladrer man til mig så kommer det ikke videre. På den måde har jeg tænkt at så var det mere okay og jeg har nok også følt det var okay ikke at gøre noget, ikke at sige fra selvom jeg ofte har opfordret til at gå til hestens mule i konkrete situationer, men at sige at jeg slet ikke vil høre på det… Det har jeg ikke været klar til.

Nu er jeg så også heldig at være i omgivelser med et minimum af sladder, men jeg blev lige i går gjort opmærksom på at jeg stadig (nok) ikke har stamina nok til at sige rigtig fra overfor uretfærdighed!

Uretfærdighed kan tage ubehageligt mange former, men den jeg blev præsenteret for i går bragte gamle minder op fra et øjeblik, hvor jeg oplevede et menneske der turde stå op imod ondskabsfuld sladder. Sladder er jo sjældent kærlig, men mere smålig og ondskabsfuld. Hvad der ligger under er sikkert et meget komplekst univers at begive sig ind i, men ligegyldigt hvad begrundelsen må være, så bør det bare ikke undskyldes.

Og nu til min pointe…

Jeg vil gerne gro mig så meget rygrad at jeg kan sige til et menneske, der går langt over de moralske grænser, at nu må de stoppe.

Jeg har overvejet hvordan jeg kan gøre det på en måde så jeg får det sagt på en måde så jeg rent faktisk kan forestille mig at turde sige det in real life, og så det virker efter hensigten.

Da jeg var færdig som ernærings-og husholdningsøkonom tilbage i 2001 arbejdede jeg i et børnehus, hvor tonen til tider var lidt tja.. ukærlig og absolut ikke rummede forskelligheder særlig godt. Til et p-møde sad leder og souschef og talte dårligt om en fraværende kollega og det var så man fik det helt dårligt af det!

Alligevel var der ingen af os der åbnede munden og sagde fra.

Altså lige indtil en ung pige, lige kommet fra gymnasiet, sagde fra.

“Sådan synes jeg virkelig ikke man bør tale om mennesker der ikke er til stede. Det er virkelig ubehageligt at være vidne til”!!!

You go girl!!!

Respekt, siger jeg bare.

Men alligevel er det først nu jeg begynder at tro på at jeg ville kunne gøre noget lignende. Ved det faktisk ikke har jo aldrig prøvet og egentlig håber jeg jo det ikke bliver nødvendigt.

Men i går fortalt min mand om hans fantastiske chef der ikke er bleg for at gøre sådan noget. At sige stop når mennesker overtræder deres tavshedspligt og udstiller andre på en dårlig måde.

Hvis du spørger mig, så er det altid okay at tale pænt om folk og frahæve deres fantastiske kvaliteter, men det er meget sjældent okay at tale decideret nedsættende og dårligt om folk, med mindre…

For ja der skal jo være en undtagelse 😉…

Med mindre det er konstruktivt og det ikke trækker pågældende eller andre ned. Hvis det gøres til en lukket mindre og nær realtion, som kan hjælpe dig med at løsne op for frustrationer du går med. Lige der kan det være okay at tale om hvad der går dig på. Når du er blevet trådt alt for nær og ikke aner dit levnede råd, så er det sundt og godt at vende det med verden. Men det er aldrig okay at fremstille andre med det ene formål at få dig selv til at virke klogere, sjovere kønnere etc. Dét er ikke brugbare undskyldninger for at bagtale og det er der jeg synes forskellen skal findes.

Vi må gerne tale om og med hinanden, blive klogere på hinanden og få andres perspektiv på situationer, men vi må prøve at holde os for gode til at rakke andre ned.

Så kæreste du, hvis jeg jeg går over stregen og glemmer min positive vinkel på verden, så må du meget gerne skubbe mig tilbage på sporet og så vil jeg til gengæld øve mig i at turde gøre det samme for dig!

Mit håb er at vi alle kan blive bedre til at sige fra overfor uretfærdigheder ligesom vi har antimobbekampagner (som måske hvis man havde spurgt Mother Theresa nok skulle have heddet noget uden mobning i selve udtrykket, fordi vi får det vi fokuserer på, tænker på og beder om og derfor skal fokusere på den verden vi ønsker og ikke på den verden vi IKKE ønsker) kunne vi måske videreudvikle tanken og skabe et  #dukanstolepåmig-kampagne?

At leve i en tryg verden hvor vi kan stole 100% på aldrig at blive stukket i ryggen når vi vender ryggen til, ja det ville da være ret perfekt, synes du ikk?

 

Esskocha.dk