Jeg vil også være med på tabuvognen…

cameff_1511766325830

… selv om det måske er lidt sent, så har jeg også en lille en jeg gerne vil dele. Og efter at have været helt igennem tanketom så er jeg vist nok, gevaldigt inspireret af en venindes opmuntrende ord, ved at finde tilbage til min skrivelyst igen.

Men nu det der med tabu…

Jeg troede eller håbede eller noget, at når jeg havde været gravid ja så ville mine menstruationenssmerter aftage.

Ja jeg vil godt indrømme at jeg havde sat næsen op efter at de ville forsvinde helt.

Men lige der har det vist sig at jeg ikke skulle være så heldig som min mor!

Faktisk tværtimod.

Og nu ved jeg jo godt at det ikke er noget du gider høre om hvis du er gravid og hvis du ikke i forvejen har lykkelige julelys i hele kroppen ved tanken om at du snart skal være mor, og så skal du måske ikke læse videre, men stoppe når du har hørt mig fortælle at der ikke er noget større end det at blive mor. Det er og bliver ubetinget det største et menneske kan opleve. At et lille menneske kommer ud af en, ja mere mirakelagtigt bliver det bare ikke!!!

Og det er så her de svagelige sjæle godt må dreje af, scrolle op og videre til et andet indlæg, for nu bliver det klamt…

Eller måske det bare bliver ren rå natur?

Kald der hvad du vil. Måske naturen er lidt klam engang imellem.

I hvert fald så må jeg her seks år efter skønlingen kom til verden se i øjnene at mine menstruationenssmerter ikke aftog.

Tværtimod.

De er blevet værre.

Og anderledes.

Fra kun at sidde i lænden til nu også at omfatte underliv, endetarmsåbning og baller, ja det er en fest. Men ofte kan panodil klare det meste, særlig hvis jeg også kan få en slapper.

Men oveni er det altså også blevet kraftigere og ja mere klumpet.

Jeg havde advaret dig😅!

Historien jeg gerne vil og ikke så gerne vil fortælle stammer fra en nat hvor jeg vækkes af de her irriterende velkendte smerter. Men da det er 3.dagen og det ikke plejer at være så slemt der, vælger jeg at prøve at sove videre.

Det lykkedes også indtil jeg vækkes af en ubehagelig følelse af at bindet er ved at løbe over sine floder.

Her er det så at jeg skal hilse og sige at det at sove på første sal og så skulle ned af trappen ikke er nogen fantastisk god kombination med førnævnte oversvømmelse.

Jeg får mig selv bakset nedenunder hvor jeg må kun et nattebad kan løse udfordringen!!!

Jep så vildt var det!

Og så tror jeg jo så at nu er det nu jeg skal nå lige at have en times søvn mere på luffen, men nix.

På trappen er der nogen der har tabt “noget” og vores stakkels ubehandlede trappe står og suger alt det gyselige i sig.

Jeg finder noget at vaske/ tørre med og går i gang, men jeg burde vist have tjekket trappen før jeg tog badet for nu er jeg nærmest oppe imod overmagten.

Midt i anden trappeplet hører jeg pludselig min datter rumstere rundt og oppe for enden af trappen spørger hun hvad jeg laver.

Jeg svarer ærligt at mor har blødt “lidt” og hun konstaterer tørt “at det er ulækkert mor”!

Tak min skat. Ved du hvad? Lige der er jeg sgu ret enig med dig! Surprise!!!

Jeg er næsten ved at have fået kål på plet to og den får lige en ekstra omgang før jeg går de sidste  par trin og så ser jeg det….!!!

Min datter, der står foran tre store røde pletter.

Armen sødeste skat, hvorfor sagde du ikke at der var noget her oz!!!

Ikke at jeg husker jeg fik noget svar men for f… da også f… hvor klamt.

Men tak kære Gud eller nogen fordi hun ikke oz havde trådt i det!!!!

Og hvad kan man så lære af det:

Ja man skal altid se på de lyse sider og aldrig græde over spildt mælk hvad enten det er hvidt eller rødt!

Esskocha.dk