Intro-indlæg del 1

 

Det er marts måned for to et halvt år siden..

unnamed (1)

Manden min, skønlingen og jeg flytter fra vores larmende lejlighed i Ballerup ind i drømmen af et hus.

Vi har glædet os max.

Drømt og talt.

Håbet og mistet håbet i årene forinden, men nu er det nu, at vores anden største drøm går i opfyldelse.

Tre år tidligere er vi blevet mor og far.

Det har taget os med storm og bukserne nede. Det ultimativt største ønske er gået i opfyldelse og vi er fast besluttede på at give vores datter alt det bedste af verden incl. en fornuftig portion kærlig guidens.

Nu er vi flyttet et godt stykke op i Sjælland, ja faktisk kan du ikke komme ret mange kilometer længere op uden at falde i det fascinerende og buldrende hav, der i årevis har ædt sig ind i landet ved at spise bider af bakker og huse der ligger for yderligt.

I ugen, eller egentlig er det nærmere ugerne op til, at vi flytter, har manden min det dårlig og føler sig influenzaramt. Den er helt gal weekenden vi flytter, men det bliver skyllet ned med piller, for vi skal jo flytte!

Dagene efter vi er landet går det stærkt ned af bakke og de næste tre uger ryger han ind og ud af hospitaler. Indlagt og hjemsendt i en stor forvirring. Indtil de åbner ham op, finder en 10 cm stor tumor og fortæller ham, mens han er helt alene, at ja det er så kræft!!!

Det viser sig at være en aggressiv lymfekræft og de næste tre en halv måned er han indlagt uden at kunne andet end prøve at overleve al den kemogift hans hårdtprøvede krop skal konsumere på meget kort tid.

Manden min er det sejeste menneske jeg nogensinde har mødt. Jeg tror aldrig jeg hører ham vrisse eller på anden måde været ubehøvlet overfor nogen i al den tid han er indlagt, til trods for at han aldrig ved hvilken smerte der kommer ind af døren næste gang.

Vi beslutter fra starten at skønlingen skal have en så normal start på alt det nye som muligt. Også selv om far ligger og kæmper for sit liv!

Det betyder, at jeg ikke kan være der ret meget for ham. Jeg er der efter arbejde to gange om ugen og med skønlingen en gang om ugen.
Det er hårdt ikke at kunne være der for ham, men måske det også, set i bakspejlet, er rigtig sundt, for jeg bliver ikke opslugt af den syge verden med dens lugte og konstante angst.

Efter hvert besøg får jeg lov at køre hjem og fokusere på vores nye liv, der rummer så meget godt midt i al frygten. Bl.a. vores nye naboer, der på mange måder bliver min og skønlingens redning.  Et helle væk fra alt det dystre og usikre!

De inviterer på aftensmad når jeg ser helt skæv ud og de byder på pandekager når skønlingen spørger om deres unger kan lege. Hun vil ikke være der uden mig, og faktisk sidder hun mest på skødet af mig når vi er der, men det er helt fantastisk at opleve at vildt fremmede åbner deres hjem og hjælper både med alt lige fra støttende skuldre, græsslåning og hækklipning.

Ja vi nyder vores nye liv så godt vi kan, men vi savner virkelig manden min…

Fortsættes…