Sex nej tak! Eller…?

april_2017-10-27-08-15-32-925

Der er lige noget der er gået op for mig!

Noget som jeg, hvis jeg ellers havde tænkt mig ordentligt om, ville have fattet for længst.

Noget som gør at jeg indser at jeg er nød til at udvikle mine empatiske evner. Jeg gik ellers og troede at de var ganske gode, men lige på det her punkt er de det altså slet ikke!

For at du kan forstår hvad det er jeg taler om må jeg tage dig med en tur i biografen for 13¹/² år siden.

Jeg sidder ved siden af den dejligste fyr. Vi har kendt hinanden ca. 3 måneder og jeg har aldrig været mere sikker i mit liv end jeg er nu. Jeg ved vi har det fantastisk sammen og at vi griner mere end jeg nogensinde har gjort før. Alt spiller. Kys og sex er fantastisk og jeg har været på den lyserøde sky af bar lykke! Der er bare lige den lille hage ved det at fyren en uges tid forinden har slået op med mig og nu sidder jeg så her. I en biograf. Vi ser Troya. Jeg sidder lige ved siden af ham, så tæt at jeg kan mærke varmen fra hans krop. Men jeg må ikke røre ham. For vi er ikke sammen mere!

Vi sidder der vist nok fordi han, som han selv har udtrykt det, “aldrig har haft det så sjovt før som sammen med mig” og så kan man da prøve at være venner. Kan man ikke?

Jeg ved ikke med dig. Men nej jeg kunne ikke.

Under filmen græd jeg.

Helt stille og på en måde håbede jeg han ville se det. Og alligevel var det godt han ikke gjorde. Han sagde i hvert fald ikke noget. Det var ren tortur.

Bagefter hentede vi pizza, der hvor vi havde stået før da vi stadig var kærester. Dengang alt var godt! Eller dengang da jeg troede alt var godt.

For sandheden er at jeg havde på fornemmelsen at der var noget galt lidt tid inden, men samtidig havde jeg også på fornemmelsen at han stadig var vild med mig og at det var noget andet der gjorde at han slog op. Og nej sådan plejede jeg ikke at føle! Normalt når jeg er blevet droppet har jeg inderst inde godt været klar over at det var slut. At det skulle være slut. Men her. Denne gang var der noget andet. Noget jeg ikke kunne sætte min finger på.

Vi går op til ham og spiser pizza og snakker lidt.

Jeg får sagt at jeg ikke kan det her. Jeg kan mærke klumpen i halsen brænde sig igennem og jeg er konstant ved at koge over af følelser.

Jeg fatter hat.

Fyren er storsindet nok til at sige at når jeg har det sådan er det nok bedst ikke at ses.

Ja det er det vel, men hvor gør der bare ondt.

Jeg tager hjem.

Ikke spor klogere og det værste er at det næste halve år skriver han engang imellem. Ikke noget vildt, men nok til at jeg håber. Håber meget. Lige til en dag jeg skal i byen med en kollega.

Vi sidder hos hende og spiser sushi. Jeg vælter rødvin på hendes sarte træbord. Og jeg skriver med fyren fra et halvt år før. Jeg tror jeg skriver noget i stil med at i dag må han komme i byen og mødes med mig og ellers så må det stoppe. Jeg kan helt ærligt ikke huske sms’erne rigtigt, men jeg kan huske at han skrev han skulle på arbejde næste morgen og at han ikke troede han skulle I byen.

Jeg hørte aldrig fra ham mere.

Jeg slettede hans nummer.

Og hele den sødsuppe historie har du fået fordi, den følelse jeg fik den dag under Troya, verdens længste film som jeg husker det, er det lige gået op for mig, at jeg giver min mand!

Når han stille og roligt nusser og gerne vil mere og jeg er en kold og hermetisk lukket hjertemusling. Så oplever han den tortur jeg følte den gang i biografen!

Tænk at den mand, det voksne menneske der betyder allermest for mig, lukker jeg nogen gange af for, men ikke nok med det jeg byder ham at ligge der og føle alt det man føler for en man elsker samtidig med at det ikke føles som om det er gengældt.

Jeg aner ikke hvordan et parforhold kan komme dertil. Vi ved vist alle at det ikke startede der. Men hvornår er det at vi bliver for trætte og lader spekulationer og frustrationer komme imellem os?

Måske det ikke så meget er hvornår, men mere hvorfor?

Hvorfor er det at vi ikke bare kan sige Pyt, vi elsker hinanden lige nu, også selv om vi er trætte, og så bare være sammen som I gamle dage. Hvorfor skal alt være fryd og gammen og hvorfor kan man ikke bare elske når det I virkeligheden er det man har allermest brug for. Og lyst til?

Det værste er at jeg savner alt det samme som manden min gør. Jeg savner os så meget at klumpen i min hals brænder værre end nogensinde!

Jeg håber vi snart er rigtigt os igen! Også selvom jeg aldrig har været gået, så kan jeg nu se at mine tanker nogen gange har været langt væk. Opslugt af hverdag og skønling. Og midt i det hele blev vi glemt. Eller måske ikke glemt, men skubbet til siden og sultet.

Nu skal vi snart have noget at spise igen! Basta!